Baptister slås om folkedrab i Rwanda

Afrika, Rwanda

Politiken | 19.01.1999

Af Jesper Strudsholm

Fem år efter folkedrabet i Rwanda er danske baptister fortsat ikke enige om, hvorvidt de gjorde nok for at fordømme gerningsmændene – eller måske ligefrem støttede dem. Danske baptister mødtes i weekenden for at bilægge en bitter intern strid om Det Danske Baptistsamfunds holdninger til folkedrabet i Rwanda i 1994. To baptister, advokat Ebbe Holm og journalist Øjvind Kyrø, har længe kritiseret kirkesamfundets ledelse for at have bagatelliseret folkedrabet.

Baggrunden skulle være, at baptisterne i årevis har drevet mission i landområder i Rwanda, der domineres af hutuer – den befolkningsgruppe, hvorfra radikale ledere planlagde og udførte folkedrabet på tutsier og moderate hutuer.

Weekendens selvransagelse byggede på en bemærkelsesværdig rapport, som tre baptister sidste år skrev for ledelsen. Forfatterne frikender baptistsamfundet for at have valgt etnisk side – men erkender, at der har været en vis solidaritet med hutuerne, som traditionelt har været underklassen.


KRITIK AF PRESSEN

Rapporten kritiserer pressen ikke at beskrive folkedrabet som en reaktion på tutsiernes forsøg på at vælte Rwandas hutudominerede regering med magt. Der er intern kritik til baptistsamfundets ledelse for alt for sent at have erkendt, at der var tale om et folkedrab.

Kritikken er særligt hård mod den nuværende formand for baptistsamfundet, Knud Rønne Hansen. Han var i august 1994 citeret i Kristeligt Dagblad for, at der ikke foregik et organiseret folkedrab. Da havde myrderierne stået på i fire måneder under intens dækning af verdenspressen og førende menneskerettighedsorganisationer, men baptistsamfundets ledelse forlangte aldrig et dementi af Rønne Hansens udtalelser.

Rønne Hansen har senere sagt, at han blev fejlciteret, men Øjvind Kyrø fremlagde på mødet i weekenden et indlæg fra journalist Henrik Fisker, der fastholdt, at han to gange havde fået Knud Rønne Hansen til at bekræfte det kontroversielle synspunkt.

 Weekendens møde synes kun delvist at have bilagt striden i baptistsamfundet. »Vi mener, der kom udtalelser fra centrale personer, som vi kan tage til indtægt for, at vores kritik var berettiget«, siger advokat Ebbe Holm. »Men der er stadig vrede over, vi har antydet, at baptisterne holdt med hutuerne, og jeg undrer mig over, at formand Knud Rønne Hansen ikke i stærkere vendinger har villet bekræfte, at hans udtalelser dengang var noget vrøvl«.

FEJLCITERET
Den daværende formand for baptistsamfundets internationale udvalg, Ole Thorndal, mener fortsat, at Knud Rønne Hansen var fejlciteret, men han bekræfter, at baptistsamfundets ledelse i dag accepterer, der var tale om et folkedrab.

»Jo mere bakspejl man har, jo nemmere er det at se, hvad der skete«, siger Ole Thorndal. Flere medlemmer undskyldte på mødet i weekenden, at de havde ladet deres opfattelse af folkedrabet påvirke for meget af deres oplevelser med undertrykkelse af hutuer i nabolandet Burundi.

Men Ole Thorndal vil fortsat ikke acceptere, at han skulle have bagatelliseret, hvad der skete. »Det er beklageligt, at vi ikke så tidligt, det var muligt, erkendte, at det var et folkedrab, men vi var mere optaget af hjælpearbejdet blandt flygtningene«.