Baren i Hotel Ambra Soira

Afrika, Eritrea

Weekendavisen | 11.10.1991

Eritrea. Det befriede lands ledelse er flyttet fra bjergene ind til Asmara. I hotellets bar finder man det egentlige, omend helt uvirkelige magtcentrum

Af ØJVIND KYRØ..

MAN SKAL ind imellem knibe sig selv i armen, når man sidder i baren på Hotel Amba Soira.

Adresse: Nær hovedgaden i Asmara, det befriede Eritreas hovedstad.

Bag første dør om hjørnet sidder Girma i sin flaskegrønne fløjlsjakke. Hvis han ellers ikke sidder i baren og snakker.

Girma kunne man indtil for tre måneder siden møde i kamouflerede kontorer ude i de forrevne bjerge nordpå i Eritrea, hvor befrielsesbevægelsen EPLF havde deres hovedkvarter. Træer og buske skjulte alt, så de etiopiske piloter i deres sovjetiske MiG-jagere ikke havde noget mål at sende deres bomber mod.

Nu sidder han bag det gigantiske skrivebord i hoteldirektørens kontor. Direktøren var etioper og installeret af det socialistiske militærregimes besættelsestropper og flygtede sammen med dem, da EPLF erobrede Asmara, deres sidste bastion den 24. maj.

Girma har titel af protokolchef for »Eritreas Provisoriske Regering«, og med sin telefon kan han i løbet af ingen tid fremtrylle en aftale til et interview med Issayas, den sandalklædte regeringschef. Eller udkommandere en guide med Toyota Landcruiser til at fragte journalister ned til den hede, hede ørken- og havneby Massawa, som ligger i ruiner efter flere måneders intense bombardementer fra luftvåbenet og flåden.

Man skal altid se efter, hvem Girma taler med. Sidder han med en fyr i hvid skjorte og fire striber på skulderen, ja så er det rigtig nok den første pilot fra Ethiopian Airlines, der er kommet til landet. De genoptager i dag flyvningen mellem Addis og Asmara efter knap tre måneders stilstand.

I går blev Girma set med en håndfuld amerikanere. »Det er den amerikanske chargé d’affaires fra Addis, der er kommet med delegation i charterfly. De vil åbne et kontor her,« forkyndte han uden at skjule sin stolthed, da de kom tilbage fra Issayas.

 I formiddags spurgte Girma, om man havde tid til at komme og se frigivelsen af 17 etiopiske generaler, som blev holdt til fange på Hotel Ambassador nede på hovedgaden. »Hvilken hær, hvilket styre i verden holder sine ærkefjender indespærret på et førsteklasses hotel?« lo Girma stolt og lod nærmest skinne igennem, at det kom an på pressens kalender, hvornår de fik deres amnesti.

 

I DEN ANDEN ende af baren sidder tre nordmænd. Der er slanke Bjarne, neurokirurg og overlæge fra Lillehammer, og som taler fortrinligt dansk, fordi han har læst i Danmark og giftet sig med en dansk sygeplejerske. Der er Roar med fuldskægget, som er gammel militærmand og for tiden teknisk chef for Stor-Elvedal Kommune. Og der er den kæderygende bossede kæmpe Reidar, som har boet her i fem år, dengang i halvtredserne, da Norge skolede etioperne i, hvordan et søværn skulle sejle og skyde.

De tre udgør en delegation fra Norsk Røde Kors, som forhandler med det ny styres hjælpeorganisation om, hvor meget det koster at genopbygge det sønderbombede hospital i Massawa.

Ved siden af baren diskuterer Robbert og Matthew om, hvordan i alverden man skal forholde sig til et land, der ikke er selvstændigt, jo reelt, men ikke formelt.

Robbert er en tæt, hektisk hollænder med stålbriller, og han ler stolt, når man for Allah-ved-hvilken-gang genopfrisker historien om, hvordan han for tre dage siden krydsede grænsen på muldyr-kærre. Det tog ham to dage at komme op til Asmara, fordi der ingen fly var. Robbert er den ny førstesekretær på den hollandske ambassade i Addis Ababa.

Hans diplomatkollega Matthew kom i dag ind med det første ordinære fly efter befrielsen. Han er ranglet og ser så britisk ud, at han i eftermiddags blev stoppet på gaden og spurgt, om han kom fra Scotland Yard. Han skal tidlig i seng, for i morgen skal han op klokken seks og med Landcruiseren ned til Massawa.

Tjenerne hvisker om veksling. Der er ikke rigtig nogen, der er klar over, om det er forbudt, for den ny regerings monetære politik er ikke fastlagt. Ellers sælger de mest dåseøl. Tuborg og Carlsberg. Disse fjerne bryggerier har skummende god afsætning til Eritreas tørstende masser, for det lokale bryggeri står stille på grund af mangel på råvarer.

Men borgmesteren drikker Asmara Cognac. En fortrinlig ting, måske en kende for sød. Han sidder på en barstol og mundhugges med Markus. Markus er Afrika- korrespondent for schweizisk radio og kom i går med en bus, der var ved at vælte på vejen. Borgmesteren har boet i London, New York og mange andre steder, fordi han i 15 år har været udstationeret som en slags udenrigsminister for EPLF.

Nu er han – uvist af hvilken grund – blevet Asmaras borgmester. Bortset fra at byen som resten af landet står økonomisk stille, er dens største problem vandforsyningen, fremhæver han tit. Gennem 20 år har de etiopiske tropper kørt rundt i kampvogne i byens gader for at mane de notorisk upålidelige og separatistiske eritreanere til besindighed. Denne trafik parret med mangel på elementær vedligeholdelse har presset vandrørerne flade. 45 pct. af alt drikkevand lækker nu formålsløst ud i jorden.

Men helst vil han snakke storpolitik. Han er en høg. Vil ikke nedruste, selvom EPLF nu råder over halvdelen af det, der indtil for nylig var det sorte Afrikas største hær. Hans regeringschef, Issayas med sandalerne og PC-eren i hjørnet af sit beskedne kontor, går ind for ensidig nedrustning og måske total nedlæggelse af verdens stærkeste og mest udholdende guerillahær til fordel for en slagkraftig politistyrke.

Uenighed er godt på Afrikas Horn, for det tyder i det mindste på, at der er debat indenfor partiet, eller »organisationen«, som EPLF altid kalder sig.

 

OVRE i hjørnet sidder et australsk tv-hold. Der er en, der har en stemme så gennemskærende, at Markus øjeblikkeligt sværger på, at han aldrig vil udsætte sine lyttere for sådan en ubehagelig røst i deres hjem.

Ham med stemmen viser sig at være en berømthed fra den sydlige halvkugle. En ældre, stenrig øjenlæge, som er specialist i en enkel metode til at kurere grå eller grøn stær med. Og den er han ved at lære de eritreanske læger, trods han selv er ved at dø af kræft. Eller måske derfor. Tv-holdet skal forevige undervisningen – politik og statsdannelser er de ligeglade med. 

I et andet hjørne sidder en smuk pige med sin kalashnikov parkeret mellem benene. En ung EPLF-»fighter« – guerillaen består af 30 pct. kvinder – der øjensynligt lige er blevet genforenet med sine forældre, og som nu skal forevises byens bedste bar efter at have drukket kildevand i årevis i skyttegravene.

Et par habitklædte herrer entrer baren. Det er to præster fra den evangeliske kirke, som skal hente en tilrejsende journalist. De hverken ryger eller drikker for at vise et godt eksempel og kikker halvt undrende, halvt misbilligende rundt på sceneriet. De havde ikke ventet at finde deres journalist her. De tror, at barer er til for at drikke.

 Men tro er overbevisning om ting, man ikke ser, og derfor får de senere fortalt, at baren i Hotel Amba Soira er Eritreas egentlige, omend surrealistiske magtcentrum.