De farlige ord

Danmark

Jyllands-Posten | 11.06.2006

En bastant fordømmelse af islam i Martin Luthers Augsburgske Bekendelse, som er grundlag for den danske folkekirke, splitter teologer.

Af Øjvind Kyrø

Folkekirken fordømmer muslimer.

   Det fremgår klart af det kirkefaderlige skrift, som danner grundlag for folkekirkens lære, og det bombastiske ord fordømmer skærer så meget i øjnene, at bisper og andre teologer mener, at det bør udraderes eller i det mindste forklares, så det ikke skaber unødig splid med muslimer.

   Teologen Niels Jørgen Cappelørn, direktør for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, siger:

   »Det er dybt problematisk, at der står sådan en fordømmelse i et skrift, der fastslår folkekirkens lære. Vi har ikke lov til at fordømme andre, det er Guds sag, ikke vores. Jeg er kristen og vil gerne, at andre også bliver det, og jeg forsøger derfor at missionere og føre dialog, alt efter situationen. Men en samtale med en muslimsk medborger bliver en illusion, hvis den skal finde sted på baggrund af en fordømmelse. Den Augsburgske Bekendelse bør revideres og burde for længst have været det; for eksempel står der også, at udøbte børn, der dør, havner i helvede. Og tænk, hvilken gavnlig teologisk proces det ville være for folkekirkens selvforståelse med sådan en gennemgang og revision af skriftet.«

 

Umuligt at lave revision

 

Men det kan ikke lade sig gøre at foretage sådan en revision, siger professor Svend Andersen på Aarhus Universitets teologiske fakultet:

   »Det er umuligt at lave en dansk revision af Den Augsburgske Bekendelse, for den er fælles for alle lutherske kirker verden over. Derimod har vi brug for en fortolkning af skriftet, for vi må spørge os selv om, hvad vi anno 2006 skal stille op med en fordømmelse fra 1530 i et land, hvor der nu bor over 200.000 muslimer. Måske bør der i stedet stå, at vi tager klart afstand fra islam som tro, for substansen i bekendelsesskriftet er vigtigt.

   Jeg synes, at biskopperne bør nedsætte en arbejdsgruppe, der består af både teologer og af lægfolk, der skal kulegrave skriftet og formulere en ny fortolkning af det. Det ville også være skønt, at folk opdager, hvilket grundlag folkekirken hviler på, for det aner kun få noget om. Men det evindelige problem vil opstå med sådan et forslag, og det er, at bisperne sjældent kan enes, og at folkekirken ikke kan udtale sig om noget, sådan som strukturen er nu. Derimod er det let at splitte kirken, og det er folk som Katrine Winkel Holm med til med sit islamkritiske netværk«

   Teologen Katrine Winkel Holm har dannet et netværk af 90 kolleger, og hun synes, at Den Augsburgske Bekendelse er et fremragende skrift: »Det er fint at fordømme islam, fordi islam forbander den kristne Gud, og derfor har jeg ikke noget problem med det ord. Man skal ikke nedtone forskellene mellem islam og kristendom, fordi man er konfliktsky eller vil være høflig.«

 

Nødvendigt med en fortolkning

 

Sognepræst Leif Bork Hansen, der har dom for at skjule flygtninge, mener det stik modsatte:

   »Luther foretog fejlgreb, og hans tankegang trænger til revision, så vi ikke kommer til at gentage sådan et forkasteligt ord. Evangeliets fordring om kærlighed gælder, hvad enten man står over for en kristen eller en muslim. Den, der fordømmer et muslimsk medmenneske, fordømmer Kristus.«

   To biskopper erkender, at sætningen om, at man fordømmer – muhamedanerne og alle deres lige kan skabe unødige problemer. De hilser derfor forslaget om en fortolkning af skriftet velkommen.

   Niels Henrik Arendt i Haderslev Stift:

   »Dengang brugte man så bombastiske ord, og de modsvares af lige så barske fordømmelser i Koranen af ikke-troende. På Luthers tid var mission ikke på dagsordenen, og havde han vidst, at mission blev en mulighed, havde han utvivlsomt udtrykt sig anderledes. Men hvis det ord afskærer os fra at missionere over for muslimer, må vi tage et forslag, som det Svend Andersen kommer med, op i bispekollegiet. Det er en nødvendighed at tage emnet om, så misforståelser undgås.«

   Steen Skovsgaard i Lolland-Falster Stift mener også, at der brug for en fortolkning af den famøse formulering:

   »Jeg har lavet en teologisk tænketank her i stiftet, bestående af tolv mennesker, dels lægfolk, dels teologer, og jeg kunne tænke mig, at vi her tog problemet op. Der er også brug for en tolkning af andre vigtige sætninger, for eksempel står der i præsteløftet, at man skal bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse, og hvad betyder det i praksis? Jeg mener, at det ikke er præstens opgave at bekæmpe andre uden for menigheden.«

 

Satans agenter

En ekspert i Luther, dekan for det teologiske fakultet ved Købehavns Universitet professor Steffen Kjeldgaard-Pedersen, betoner, at man i 1500-tallet brugte store og stærke ord, når man skulle markere sig:

   »Ifølge Luther er både pavedømmet og islam Satans agenter og en trussel mod kristendommen, og når han fordømmer muslimerne, skyldes det deres fornægtelse af Kristus, og den kan ikke bortforklares.«

   Han mener, at der er gode beviser for, at man kan leve med fordømmelsen: »Der føres jo i dag samtaler mellem katolikker og protestanter, selv om begge parter i de oprindelige skrifter fordømmer hinanden. Og skal en samtale føres fornuftigt, må man kende hinandens grundlæggende synspunkter.«

   På det samme fakultet har universitetslektor Peder Nørgaard-Højen skrevet en bog om folkekirkens bekendelsesskrifter, og han mener, at man ikke skal tillægge fordømmelsen nogen særlig betydning:

   »Det er en sætning, der har tabt sin aktualitet. Men der er ingen grund til, at vi skjuler vore forudsætninger, for vi forstår Gud på en anden måde end muslimerne gør det. Og man får ingen ordentlig dialog med andre, hvis man ikke kender sin tros forudsætninger.«

   Den samme holdning har professor i dogmatik Niels Henrik Gregersen, Københavns Universitet: »Jeg bryder mig ikke om fordømmelsen i skriftet, alene af den grund at islam ikke er et kristent kætteri, men en anden religion. Men sådan var stilen på Luthers tid. I dag tillægger jeg den ingen betydning. Luther mente, at Koranen er en forfærdelig bog, og jeg må indrømme, at jeg selv ikke får nogen opbyggelse af at læse den, for den gentager sig selv rigeligt meget. Enhver religion skal kendes på dens skrifter og frugter.«

 

++++++++++++++++++++++++++++++

 

Fakta: Folkekirkens fundament

 

Den Augsburgske Bekendelse danner grundlag for folkekirkens lære. Det blev bestemt af kong Christian den Femte i 1683, hvor der i hans Danske Lov kom til at stå: Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift, det Apostoliske, Nicæniske og Athanasii Symbolis, og den Uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse, og Lutheri liden Catechismo.

 

I 28 punkter fastslår Den Augsburgske Bekendelse, hvad der er sand kristen lære, og hvad der ikke er. Allerede under første punkt står fordømmelsen af islam, der listes op sammen med en række andre afvigere:

 

De fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige.

 

Den Augsburgske Bekendelse blev til i 1530 i byen Augsburg og blev et samlingspunkt for de fyrster og byer i Tyskland, der sluttede sig til Martin Luthers kamp mod pavedømmet i Rom. Skriftet er forfattet af Luthers trosfælle Philip Melanchton, som til kejserens rigsdag skulle redegøre for hvilken rettesnor, reformatorerne holdt for sand. Luther var på det tidspunkt fredløs og derfor afskåret fra at rejse til Augsburg. Siden blev skriftet den lutherske kirkes samlingsmærke.

 

Indførelsen af Grundloven i 1849 har ikke juridisk rokket ved, hvad der står i Christian den Femtes lov, for Grundloven fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke – altså den kirke, som på forhånd fandtes i kongeriget.

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Fakta: Luther kontra Muhammed

 

Martin Luther var en arg modstander af islam som trosretning, men han beundrede muslimerne for deres strenge moral og retskafne levevis.

 

Luther ejede en latinsk oversættelse af Koranen og syslede med planer om at oversætte den, så folk selv kunne se, hvilken fordærvelig, skammelig bog, han mente, den var.

 

På Luthers tid var tyrken ved at erobre betydelige dele af Europa, og Luther gik ind for, at de invaderende tropper skulle bekæmpes; ikke på grund af deres tro på islam, men som angribere. Muslimernes tro skulle man lade være i fred.

 

Som tro betragtede Luther islam som falsk og afsporet. Det afgørende for Luther er, at islam benægter treenigheden, og at Jesus er Guds søn.