Den belejrede by

Politiken| 03.01.2000

Huambo var engang en smuk by. Ny-Lissabon, kaldte portugiserne den. I dag ligger byen på den angolanske højslette i ruiner, kontrolleret af regeringshæren, men omringet af oprørere fra Unita

Af Øjvind Kyrø, Huambo

Når mørket sænker sig ved 18-tiden, begynder larmen. Elgeneratorerne startes i byens bedste hotel, så man kan iagttage kakerlakker og andet forstenet kryb, der hjemmevant færdes overalt. Ude i de mørke gader knalder nu og da en serie skud. Det er berusede eller nervøse soldater, der markerer deres våbenmagt.

Huambo er en belejret by, omringet af oprørsbevægelsen Unita. Det elektriske lys stråler inde i byens garnison, som ledes af en kommandant ved navn Vietnam – hans forgænger hed Violence – og så hos de små kontingenter af udenlandske hjælpearbejdere, der er udstationeret her.

De sidder over aftensmaden og diskuterer, hvem der egentlig har det bedst. Er det efterkommerne af de angolanere, som portugiserne i sin tid fragtede over til kolonien på den anden side af Sydatlanten, til Brasilien, og solgte som slaver, eller er det indbyggerne i dagens Angola, som i de seneste 25 år ikke har kendt til andet end krig?

I det mindste får brasilianerne solgt militærfly hertil foruden frosne kyllinger. Intet her i landet fungerer endsige fabrikeres, alt er importeret; øl fra Holland, vand fra Portugal, mælk fra Sydafrika. »Dette er ikke et land, kun noget der ligner«, sukker en hjælpearbejder. Et par børn dør om dagen i provinshovedstaden af sult eller fejlernæring, og dagligt må uddeling af fødevarer indstilles, fordi folk kommer op at slås om maden og må indlægges med kvæstelser på byens hospital.

SVÆRT AT HJÆLPE
Der er efterhånden ikke så meget som et frugttræ tilbage i nogen af byens haver. Alt er hugget til pindebrænde af de titusinder af flygtninge, som er strømmet til Huambo, der førhen var en yndig by. Ny-Lissabon kaldte de portugisiske nybyggere den, da de i begyndelsen af århundredet grundlagde den på højsletten, 1.700 meter oppe og væk fra den fugtige hede nede ved kysten.

Det er ikke let at hjælpe. Militæret stjæler nødhjælpsorganisationernes lastbiler og jeeps, som er blevet fløjet hertil i dyre domme. Hjælpeorganisationerne tør ikke råbe op og klage, fordi de frygter at blive smidt ud, hvis de kritiserer regeringstropperne. Og så går det i sidste ende ud over de nødstedte.

Selv er hjælpearbejderne konstant i fare for at køre på en landmine eller blive beskudt af indkommende granater i den belejrede by eller under indflyvning til den. Tidligere på året blev to Herkules-fly skudt ned, da de lagde an til landing, og samtlige 23 ombordværende blev dræbt.

Alle veje til Huambo, Angolas andenstørste by, er besat, mineret eller skudt i stykker. Al trafik foregår med fly. Efter angrebet på nødhjælpsflyene foregår trafikken nu på den måde, at man flyver ind over byen i ni kilometers højde, hvorefter piloten styrtdykker i en spiral for at undgå, at selv et varmesøgende missil kan ramme det.

AL HJÆLP TIL KOSOVA
Hvert andet hus er beskadiget efter kampene om Huambo. På stationen står lokomotiver og togvogne rustne tilbage som et minde om dengang for mange år siden, da byen bar tilnavnet Blomsterbyen. De portugisiske nybyggere gjorde den til Afrikas største jernbaneby, fordi den var centralværksted for togene med fragt og folk fra havnebyen Lobito, gennem det centrale angolanske højland til nabolandet Congo.

Huambo var i to år hovedkvarter for Unita, indtil regeringstropperne i 1993 generobrede byen efter hårde kampe. Siden har den lignet en ruinby. De sidste skader er sket, efter at krigen i december sidste år atter brød ud, og Huambo igen blev en belejret by. Unitas langtrækkende kanoner har i månedsvis skudt til måls efter lufthavnen for at hindre regeringshæren i at få nye forsyninger fløjet ind, og dermed er det også gået ud over nødhjælpen. I nogle perioder har lufthavnen været lukket i et par dage, en enkelt gang i to uger, når bomberne har ramt præcist. Under bombardementerne måtte hjælpearbejderne standse deres arbejde og gå i beskyttelsesrum. Dér sad de og måtte fordrive tiden med at lytte til radio og se tv.

»I marts sad vi og så på vores satellitfjernsyn, hvordan alt blev arrangeret så flot for flygtningene i Kosovo, mens folk sultede omkring os. Først da vi kunne dokumentere, at over 20 procent af flygtningene her led af fejlernæring, begyndte det internationale samfund at bevilge penge til Angola«, fortæller Heinz Fichtmüller, der er agronom og udstationeret af Røde Kors i byen.

Heinz Fichtmüller har flere gange før arbejdet i byen: »Huambo plejede at være det mest produktive område i det sydlige Afrika, når det gælder majs og hvede. I dag er jorden dårlig, fordi der i årevis ikke har været køer til at levere gødning. Dette område vil lide under permanent fødevaremangel, indtil der igen kommer køer, som kan bedre jorden«.

INGEN KATTE OG HUNDE
Man ser heller ingen katte eller hunde i byen, der ifølge den sidste folketælling i 1983 husede 203.000 indbyggere.

I dag er der mange flere beboere i Huambo, men de fleste er flygtninge. 250.000 mennesker får fødevarehjælp af Røde Kors, men i begrænset omfang. For at de ikke skal vænne sig til at blive afhængige af nødhjælp, uddeler hjælpearbejderne kun halve fødevarerationer. Således får en person om måneden 6 kg majs, 2 kg bønner, 1 liter madolie og 150 gram salt.

Til gengæld uddeler hjælpearbejderne såsæd og lidt kunstgødning samt nye markredskaber, så folk kan dyrke majs, kartofler og bønner på de begrænsede landområder i og omkring byen, der ikke er minerede. Men sidste gang de havde afgrøder, tog soldaterne det hele.

»Førhen var der store skove omkring Huambo, nu er alt hugget til brænde«, siger den tyske agronom, som står for en planteskole, hvor 45.000 stiklinger nu vokser op, så en brøkdel af skovene kan gendannes. Da Heinz Fichtmüller sidst for tre år siden arbejdede i Huambo, fik han udplantet en mindre lund af de hurtigtvoksende eukalyptustræer, men de må bevogtes dag og nat for at de ikke skal blive fældet af flygtningene.

Folk er desperate efter at få mad, og på et lille marked over for en sønderskudt sæbefabrik sælger flygtninge tændstikker i bundter på fire for at skaffe sig et par håndører. Og når hjælpeorganisationerne har indstillet deres maduddeling, kravler børn rundt i græsset, hvor lastbilerne stod, og finkæmmer jorden for spildte majskorn eller bønner.

TI BØRN DØR HVER UGE
Angolas andetstørste hospital med 600 senge og 490 ansatte ligger i Huambo, og det fungerer kun delvist, fordi Røde Kors får fløjet medicin og mad ind til det.

Der er ingen vand i hanerne, det skal hentes i en brønd, og elgeneratoren bliver kun tændt, når kirurgen skal operere eller amputere lemmer fra nye ofre for landminer. Nogle af dem er blevet fragtet 200 km gennem krigszonen for at komme under behandling.

I den pædiatriske afdeling er der næsten ingen senge. De fleste mødre ligger eller sidder med deres hensygnende børn på gamle madrasser på gulvet. »De børn, der er værst fejlernærede, kommer her«, siger sygeplejersken og peger på døren ind til en stue, hvor det eneste, der er stort på børnene, er deres øjne. »Omkring ti børn dør i gennemsnit om ugen her«, siger hun.

På afdelingen for mineofre ligger en ung mand med gaze om sin højre benstump.

 »Han hedder Junior Kufuima, er 19 år gammel og kom for fem dage siden. Han arbejdede i marken, da det skete«, oplyser sygeplejersken.

I nabobyen Kuito viser David Frederic fra den britiske minerydningsorganisation Halo Trust rundt i et minefelt for at anskueliggøre, hvor svært det er at rense jorden: »Der er ikke noget mønster i den måde, minerne er blevet udlagt på. Vi kan finkæmme et område på 50 kvadratmeter uden at finde en eneste og så komme til et felt på 2 kvadratmeter, hvor der ligger 15 miner«.

MINER FRA HELE VERDEN
Området, hvor David Frederic viser rundt, ligger omkring lufthavnen, og både regeringshæren og Unita har mineret stedet. »Vi har fundet miner, der er fabrikeret i Frankrig, Sovjet, Schweiz, USA, England, Østrig, Sydafrika og DDR. De værste er dem, der er fremstillet af plastic, for dem kan en detektor ikke afsløre«.

‘Uledsagede børn’, som det hedder i hjælpearbejdernes fagsprog, bliver der stadig flere af. Når en landsby omdannes til en krigsskueplads, spæner folk af sted i hver sin retning, og i panikken bliver børn ofte væk fra deres forældre.

»Tallet er vokset med 40 procent. Alene i de sidste tre måneder har vi indsamlet 1.500 rapporter rundt om i landet«, fortæller Erika Sulser, der leder en afdeling på syv Røde Kors-medarbejdere, som udelukkende beskæftiger sig med eftersøgning og ‘familiesammenføring’.

»Men problemet er«, fortsætter hun, »at siden krigen brød ud, er vi blevet afskåret fra at komme i kontakt med folk bag frontlinierne, for regeringen tillader os ikke at arbejde i de områder, som Unita kontrollerer. Vi håber, vi snart kan komme til igen«.

 Og det er netop, hvad nødhjælpsorganisationerne gruer for: Hvad sker der på den anden side af fronten, hvor de ikke må arbejde? Nøden i de regeringskontrollerede områder er gigantisk, men står det endnu værre til i de regioner, hvor Unita har magten? Og er situationen blot nogenlunde lige så rædselsfuld som i disse regeringskontrollerede områder, bliver der brug for mange flere medarbejdere, meget mere mad, mange flere tæpper, mange flere lastbiler, meget mere medicin, meget mere såsæd, mange flere telte, mange flere el-generatorer, mange flere fly.

OFFER FOR DEN KOLDE KRIG
* Da fascismen sluttede med nellikerevolutionen i Portugal i 1975, blev Angola kommunistisk. Uafhængighedsbevægelsen MPLA greb magten og erklærede landet uafhængigt for næsen af den anden oprørsbevægelse Unita.
* Efter at have kæmpet sammen mod de portugisiske koloniherrer, vendte de våbnene mod hinanden, og på grund af de utrolige naturrigdomme blev Angola snart skueplads for den kolde krig. Østblokken og Cuba støttede MPLA, mens Sydafrika og USA bakkede Unita op.
* Efter Berlinmurens fald forsvandt støtten fra udlandet, og de to oprørsbevægelser sluttede formelt fred og udskrev i 1992 frie valg, som resulterede i, at MPLAs leder, præsident Eduardo dos Santos vandt, og at Unitas chef Jonas Savimbi skulle danne opposition. Men Savimbi nægtede at anerkende valgresultatet, og krigen fortsatte.
* I 1994 blev Savimbi tvunget tilbage til forhandlingsbordet og underskrev en ny fredsaftale. FN rykkede ind for at sikre fredsaftalen, men blev for et år siden bedt om at forlade landet igen. Krigen var atter brudt ud.