Det var sin sag for Bornholm at ligge tættest på Sovjet

Bornholm regnede under den kolde krig ikke med hjælp, hvis øen blev overfaldet af Sovjet, fortæller øjenvidner i ny bog.

Af Bo Maltesen, Politiken 11. sept. 2017

♥♥♥

Bornholmerne sætter ikke lys i vinduet 4. maj om aftenen for at mindes Danmarks befrielse. For mens resten af Danmark denne majaften i 1945 fejrede, at tyskerne havde overgivet sig, så ville den tyske kommandant på Bornholm ikke strække våben. Det førte til voldsomme russiske bombardementer af både Rønne og Nexø de næste par dage.

Målet var at få tyskerne til at overgive sig, men bornholmerne betalte en stor pris. Tusinder af huse blev ødelagt og familierne gjort hjemløse. Og da røgen lettede, stod Den Røde Hærs primitive og krigstrætte soldater på øen, hvor de hærgede i næsten et år, og hvor det var frygten, at de ville etablere en militær base. Først 5. april 1946 forlod russerne øen.

I bogen ’Det hemmelige Bornholm’ lader journalisten Øjvind Kyrø en række bornholmere fortælle om den russiske besættelse, der afløste den tyske, og ikke mindst om den helt særlige version af den kolde krig, der udspillede sig på Bornholm de kommende 40 år, blandt andet fordi skiftende regeringer lod bornholmerne sejle deres egen Østersø af frygt for at fornærme sovjetmagten.

Da stormagterne delte Europa efter Anden Verdenskrig, trak de en linje nord-syd ned gennem kontinentet. Bag dette jerntæppe herskede Sovjetunionen. Og Bornholm ligger så langt mod øst, at øen faktisk befandt sig bag dette imaginære skel mellem øst og vest.

Det var også årsagen til, at det var russerne, der kom først til Bornholm i 1945. De andre befriere, USA og Storbritannien, tøvede. De havde andre interesser, der vejede tungere end at befri Bornholm. Først da den danske regering i foråret 1946 tog sig sammen til at bede russerne om at tage hjem, skete der noget. Men Danmark måtte love russerne, at der ikke kom andre soldater end danske til Bornholm, når der skulle bringes ordnede forhold.

DETTE LØFTE tog danske regeringer de kommende årtier så alvorligt, at der blev skabt tvivl om Bornholms skæbne, hvis den kolde krig skulle blive varm. Ville Nato’s musketer-ed træde i kraft, eller ville man lade russerne tage Bornholm uden sværdslag for ikke at eskalere en konflikt.

Bornholmerne var ikke i tvivl, hvis man skal tro øjenvidnerne i Kyrøs bog. Bornholm måtte klare sig selv og højst håbe på, at der kunne nå flere danske soldater frem fra Sjælland, mens det bornholmske hjemmeværn og den lokale hærenhed forsøgte at holde fjenden stangen.

Situationen skabte en stærk forsvarsvilje på Bornholm med et talstærkt hjemmeværn. Samtidig blev øen befæstet med en stor hærenhed og masser af våben. Der blev bygget et par store ører på øen – en lyttepost på Dueodde og et radaranlæg i Almindingen – for at kunne følge med i troppebevægelser og andre potentielt fjendtlige handlinger i østblokken.

Mange steder på øen blev der etableret våben- og ammunitionslagre, der blev arrangeret nødhospitaler og deponeret store pengebeløb fra Nationalbanken til brug, hvis øen blev afskåret.

Så bornholmerne var forberedt på lidt af hvert. Og oplevede mere end andre steder i Danmark, hvad den kolde krig og rædselsregimerne bag Jerntæppet førte med sig. Folk fra Polen og Østtyskland flygtede i skibe og fly til Bornholm, der lå så tæt på. Og østspioner forklædt som fiskere lagde til i de bornholmske havne.

Øjvind Kyrø fortæller veloplagt og med mange kilder og øjenvidner et spraglet stykke danmarkshistorie. Bogen er dog præget af mange gentagelser, og tys-tys-rammen – det hemmelige Bornholm – virker lige lovlig søgt. Som det også fremgår i bogen, er der ikke meget, der kan holdes hemmeligt i et mindre øsamfund.