Diamanthandlernes gade
Politiken | 30.07.2000
I krigens skygge lever en håndfuld hvide mænd af at handle med diamanter midt i Congos jungle. Øjvind Kyrø har besøgt Kisangani og diamanthandlernes gade
Det var blevet mørkt, og snart ville salget begynde at tage fart. Ude fra junglen kom folk med deres diamanter, nogle havde gået eller cyklet 500 km for at nå frem.
Fra restauranten på terrassen oppe på første sal kunne man se ned på gaden med forretningerne. I alt 55 diamanthandlere var der her i byen, oplyste et par mænd, der sad og drak øl i den tunge, fugtige hede. De købte også diamanter. Og den ene havde endda eksporttilladelse.
Servitricerne strøg om bordet, knappede ustandseligt kapslerne af de 72 centiliters brune flasker, som kom fra Primus, en af de tre virksomheder i junglebyen, der endnu fungerede. Foruden bryggeriet var det en tekstilfabrik og en palmeoliemølle.
Ejeren af stedet, Congo Palace, var af indisk herkomst. Han tog en stol og oplyste, at servitricerne stod til disposition. For at demonstrere sine færdigheder i udvælgelse af personale klappede han i hænderne og bad dem stille sig op på række, så mændene om bordet kunne se udvalget. Der var alligevel ikke andet at lave end at få taget trykket og drikke. Om formiddagen sad de hjemme og spillede playstation, først sent om aftenen gik handelen med diamanter i gang.
Mens deres blikke dvælede ved servitricerne, der fik ordre til at fortsætte serveringen, berettede de om handelen med diamanter i byen, som ligger i Afrikas geografiske hjerte. Kisangani, førhen kendt som Stanleyville, var først for otte år siden blevet centrum for diamanter i denne nordlige del af Congo. Før den tid havde man ikke fundet nogen forekomster af betydning. Men nu vaskede folk diamanter ud af floderne og kom til den store by ved Congo-flodens bred for at sælge dem.
Mange blev frarøvet diamanterne på den lange vej gennem junglen, men de, der nåede frem, havde 55 butikker nede på gaden at vælge imellem. Officielt var de ejet af congolesere, men reelt var over halvdelen et skjalkeskjul for officerer fra byens to besættelsesmagter, Rwanda og Uganda, som for anden gang havde invaderet Congo. Første gang var for fire år siden, da Mobuto skulle væltes. Anden gang for to år siden, da Laurent Kabila, som de havde indsat som præsident, skulle have samme omgang. Men denne gang var de ugandiske og rwandiske hære kun nået halvvejs. Og det er dyrt at føre krig.
Fronten lå 250 km nede ad floden, hvor Kabilas styrker stod over for de rwandiske og ugandiske. Frontlinien havde skåret landets hovedfærdselsåre, den mægtige flod, over og lukket for al trafik til hovedstaden og udløbet i Sydatlanten. Trafikken bestod kun af folk i udhulede træstammer. Kranerne nede på havnen stod og rustede.
Diamanthandlerne på terrassen talte med blandt de 11 hvide, der opholdt sig i byen. Krigen havde gjort Kisangani til en levende spøgelsesby. Kun halvdelen af de 700.000 sjæle, der plejede at bo i den ellers så driftige havneby, var tilbage. Den anden halvdel var flygtet ud på landet for at dyrke jorden og forsøge at undgå at dø af sult.
Congoleserne var trætte af at blive befriet og være besat af to fremmede hære. Ikke alene var det ofte ugandiske eller rwandiske soldater, der røvede folk, som møjsommeligt havde fundet diamanterne, men det var også officererne fra de to udenlandske hære, der høstede profitten ved videresalg.
Byens lokale borgmester, Theo Baruti, brød sig ikke om konstant at være omgivet af sine påtvungne rwandiske bodyguards, og når han sendte sine skatteopkrævere til diamantbutikkerne, blev de rituelt bestukket, så der ikke kom penge til Kisanganis tomme kommunekasse.
BESTIKKELSE ER BEDST
»Der er kun tre magter her i verden«, filosoferede en af de største diamanthandlere, og bestilte nok en Primus. »Den første er penge, den anden politisk magt og den tredje er pressen. Her i Congo er det kun den første, der regerer«.
De var fire ‘grossister’ i byen. En libaneser, en armener, en israeler og en tyrkisk-libaneser. De købte diamanter af de 55 diamanthandlere, og de betalte omkring 200.000 dollar i kvartalet for at have tilladelse til at eksportere de kostbare sten. De sagde, at de havde betalt borgmester Baruti, men om pengene var havnet i kommunekassen var mere end tvivlsomt. Især libaneserne ville hellere betale bestikkelse end betale officielt. Det plejede at være mest virksomt, vidste de af erfaring.
Desuden betalte de fire grossister nette summer til de to udenlandske hære i byen for at blive ‘beskyttet’. Grossisten ved bordet gav et slag på tasken efter at have kalkuleret, hvor meget omsætningen nede på diamantgaden egentlig løb op i på årsbasis – omkring 100 millioner dollar: »De to hære har vel en indtægt på mindst fem millioner dollar hver om året på diamanthandelen her i Kisangani«.
Endnu en diamanthandler havde sat sig ved bordet. Mr. Mamadou, eller bedre kendt under sit firmanavn mister Cash. Den store, runde mand var fra Senegal, og nedenunder hans maveparti hang et tykt pengebælte. »Ja, jeg går rundt med 60.000 dollar, for lige nu er det højsæson, regntiden er inde, og det er, hvad jeg kan købe på en god aften«, sagde Mamadou. »Diamanterne kommer ude fra skoven«, sagde den tunge mand og slog hånden ud mod mørket, ud mod den tætte jungle, der omsluttede byen.
»Dér finder de diamanterne ved at grave eller vaske dem ud af floden. Over 20.000 af Kisanganis indbyggere leder efter diamanter uden for byen. Alle veje her i provinsen er meget dårlige. Så nogle folk kommer 500 km herfra på motorcykel, men de fleste på cykel.
Når man vil åbne en butik, må man betale byens borgmester et beløb. Og hver eneste måned skal man betale én procent af sine transaktioner i skat. Vi, der betaler skat til guvernøren, har ikke tilladelse til at eksportere diamanterne – vi må kun sælge til de firmaer, der betaler en høj skat for at have lov til at eksportere dem«.
Hvad han selv tjente på at købe og videresælge de matte småsten? »Normalt mellem 5 og 10 procent af den pris, jeg sælger for, men det svinger meget. Her i højsæsonen køber jeg i løbet af én måned i snit for 600.000 dollars«, anslog Mr. mamadou og tilføjede: »Jeg er nødt til at have pengene i kontanter på mig, for her er det kun kontanter, der tæller. Ingen vil tage en check, for vi er jo ikke i Europa, her er ingen banker; her er ingenting«.
AFVENTER O.K. FRA USA
Aftenen var stille. I hele byen kørte kun et par snese biler rundt. På grund af krigen skulle alt flyves ind, og benzin solgtes i plastflasker nede på markedet for 15 kroner literen. Nu og da hørtes brummen fra fly, der lettede eller landede i de to lufthavne – den ene blev kontrolleret af styrker fra Uganda, den anden af rwandiske soldater – og der blev fløjet diamanter ud og våben ind.
Diamanthandlerne snakkede om fremtiden, om Mbuji-Mayi, den store mineby nede sydpå, som de rwandiske tropper havde omringet. Vel var der mange diamanter her i Kisangani, men det var dernede, de væltede op af jorden. Takket være de enorme forekomster i Mbuji-Mayi havde Kabila ikke problemer med at betale de 11.000 soldater fra Zimbabwe, som præsident Mugabe havde udstationeret dér mod at få rigelige private modydelser.
Men hvorfor havde den rwandiske hær endnu ikke erobret Mbuji-Mayi? Afrikas bedste hær, der havde standset folkemordet og jaget den rwandiske hær og de blodige militser på flugt, hvorfor tøvede den med at indtage diamantbyen over alle diamantbyer?
Det var amerikanernes skyld, sagde grossisten. Den eneste grund til, at han var her og havde investeret 400.000 dollar i at blive førende grossist i Kisangani for sine jødiske bosser i Antwerpen, var at de selvsamme bosser ville være på god fod med dem, der fremover fik magten over Mbuji-Mayi. Og det ville blive rwanderne, havde de fået at vide, disse bosser, som havde rejst til USA og talt med de allerøverste beslutningstagere i Washington. Her var de blevet forsikret om, at de roligt kunne investere i denne del af Congo, hvor Rwanda herskede, for på et tidspunkt, når man i Det Hvide Hus besluttede sig for at give Kabila og Mugabe silkesnoren, ville Rwanda få grønt lys til at erobre Mbuji-Mayi og dermed afskære Kabila fra de nødvendige indtægter til at føre krig. Det hele var kun et spørgsmål om tid.
»Ja, det lyder rigtigt«, sagde en af de andre udenlandske handelsmænd om bordet. »Men er det i grunden ikke mærkeligt, at hele denne krig handler om diamanter. Og hvorfor gør den det? Fordi kvinderne elsker diamanter. Og vi mænd gør alt for at få lov til at bore os toogenhalv tomme op.«
Det blev stille om bordet.
Grossisten grundede. Og spurgte så: »Hvor mange centimeter er toogenhalv tomme egentlig?«
ooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo
- Mr. Mamadou fra Senegal er manden bag en af de store diamantforretninger i Kisangani. Selv om han er omgivet af to mindre mænd, skal man ikke tage fejl af dem; de er mr. Mamadous livvagter, og de skal nok sørge for at han kan have sit pengebælte i fred under skjorten. – Foto: Jørgen Chemnitz