Historien om et bebudet folkemord

Information | 17.11.2004

Øjvind Kyrø udreder trådene i Rwandas folkemord på første hånd og i det essentielle historiske perspektiv

NIKOLAI LANG og LOTTE FOLKE KAARSHOLM

For den menige europæer kom folkemordet i Rwanda i 1994 som et lyn fra Afrikas mørke. I et land kun få havde hørt om, en prik på kortet uden råstoffer eller strategisk betydning, var to folk med de eksotiske og enslydende navne hutu og tutsi blevet viklet ind i en uendelig dødedans hinsides enhver genkendelig logik.

I dag ti år efter, hvor 100.000 rwandere stadig sidder glemte i pakkede fængsler og venter på at blive ført for retten, og observatører fra Sudans Darfur-region rapporterer om foruroligende fællestræk, lader interessen eller forståelsen for det i omfang og effektivitet ekstreme folkemord (hvor en million tutsier mistede livet på 100 dage) meget tilbage at ønske.

Bogen Godmorgen Rwanda – er i begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord er resultatet af journalisten Øjvind Kyrøs research og reportagearbejde i landet dengang og igen 10 år efter. Den er et beundringsværdigt forsøg på at udrede trådene og forklare et folkemord, der ikke var så ulogisk, som det dengang så ud.

Kyrø går ikke så langt som den polske journalist Ryszard Kapuscinski, der kalder hutu- og tutsi-grupperne for kaster, men forklarer omhyggeligt, hvordan der historisk er tale om en klasseopdeling: Tutsierne var kvægejere og jordbesiddere, mens hutuerne var arbejdende bønder, der typisk forpagtede Rwandas knappe jord fra tutsi-overklassen. Skiftede man klasse, kunne man også skifte kategori fra hutu til tutsi – indtil belgiernes overtagelse af kolonimagten i 20’erne og 30’erne. Med dem møder vi den kombination af effektiviserende modernitet og eksisterende brudflader, der lader til at være et af folkemordets grundpræmisser: Først når folkeslagene er optalt, kan det falde nogen ind at udrydde dem.

Systematiseringen

Belgierne koloniserede landet med en hær af præster, bureaukrater og videnskabsmænd med en bagage af racelære, kristen racisme og kapitalistisk effektivitet. Ikke alene gjorde de tutsi-overklassen til deres forlængede arm – de gjorde det af med enhver dynamik i opdelingen mellem hutuer og tutsier ved hjælp af systematisk mandtal og uddeling af identitetskort med etniske klassificeringer, der herefter ikke stod til omstødelse.

Ved selvstændigheden i 1959 bryder første massakre på tutsierne ud, og pendulet af magtudøvelse og gengældelse starter sine svingninger. Under hutu-præsidenterne Kayibanda og Habyarimana udvikler landet sig til en gennemført totalitær stat, som viderefører belgiernes racistiske ideologi med omvendt fortegn.

Med 1994-folkemordet når vi også bogens egentlige tragiske helt: General Dallaire, som FN havde udstationeret for at sikre Arusha-fredsaftalen, men som hurtigt måtte se sig reduceret til magtesløse forsøg på at råbe en døv omverden op. Kyrø bruger Dallaires perspektiv til at viderebringe sine centrale påstande: Folkemordet var et resultat af en bevidst og ondsindet plan hos den regerende, ekstremistiske hutu-elite, obersten Bagosora og Akazu-klanen omkring og præsidentfruen Madame Agathe (som i dag bor i luksus i Paris) for at sabotere fredsplanen og sikre sig den totale magt. Omverdenen – USA og Frankrig – ikke bare ignorerede, men modarbejdede direkte general Dallaires forsøg på at stoppe det mens tid var.

Vi får skildringer af Dallaires frustrationer, vrede og håb, hvilket ikke altid fungerer lige godt – det er i den strenge journalistiske sagfremstilling, Kyrø har sin styrke.

Personerne

I det hele taget er bogens personfikserede perspektiv både dens svaghed og dens styrke. Dens styrke fordi det tillader, at Kyrø kan rette en stribe nødvendige og velunderbyggede anklager mod navngivne hutu-ledere, FN’s Sikkerhedsråd og generalsekretær samt verdenspressen som sådan for grov forsømmelse. Dens svaghed, fordi det uforståelige ved folkemordet forbliver uforståeligt: Det var udtænkt og udført af mennesker med onde hensigter som truede eller lokkede de svage til at deltage.

Men gør den type forklaringer os klogere på, hvorfor naboer pludselig slagter naboer eller hutu-mænd pludselig skyder deres tutsi-koner? Zygmunt Baumans Modernitet og Holocaust forsøgte at beskrive mekanismerne bag Holocaust ikke som et resultat af dæmonisk ondskab, men som en videreførelse af den måde systemet i forvejen fungerede på. Det blik mangler i Kyrøs bog.

Måske er Rwandas holocaust stadig for tæt på, til at vi kan tillade os til at begribe det uforståelige gennem »normaliserende« forklaringer. Måske er der først brug for at udpege hvem der myrdede og hvem der svigtede, før vi kan begynde at fatte de dybereliggende forklaringer. Især hvis man som Kyrø har gået rundt i Rwandas ødemarker og lugtet til ligdyngerne af mænd, kvinder og børn som alle døde på grund af et identitetskort. At der er brug for at fortælle historien, at udrede fakta og at indse, at barbariet har en logik, gør Øjvind Kyrø så klart, at det skriger til himlen. Men det er en svær historie at fortælle, fordi den er så omgivet af myter, politik og interesser.

Øjvind Kyrø: Godmorgen, Rwanda – er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord. 252 sider, 299 kroner. Lindhardt & Ringhof. ISBN 87-595-2354-9