I Robinsons skygge

Chile, Latinamerika

Berlingske Tidende | 06.04.1991

Fortællingen om Robinson Crusoe tilhører verdenslitteraturens evergreens, og den rummer i sin kerne en virkelig tildragelse. Den har de forstået at koge suppe på på Robinson Crusoes Ø, der ligger i Stillehavet ud for Chile.

Af Øjvind Kyrø

SAN JUAN BAUTISTA Da øen efter to timers flyvning over det endeløse Stillehav dukker op i horisonten, tænder piloten en cigaret, inhalerer, og drikker en kop stærk kaffe, mens han fortæller sin passager i co-pilotsædet, at landingsbanen er den vanskeligste i Chile. Sandt nok. Den ligner en cykelsti fra oven og består af rødbrunt lavagrus.

Det første stykke går nedad med en hældning på 30 grader og flader så ud. Don Mario slukker smøgen og sætter den to-motorers maskine ned på klippen i noget, der alligevel mere ligner en landing end en kontrolleret nedstyrtning, og han når at få bremset, inden landingsbanen brat hører op.

Så kan man løsne de foldede hænder og sikkerhedsselen og stige ud på vulkanøen. Don Mario manøvrerer flyselskabets jeep – det ene af øens fem motorkøretøjer – ned langs klippesiden til kajen, hvor den kommunale færge venter på at sejle dagens nyankomne til den anden ende af øen, hvor byen ligger, og alle bor.

Ved siden af molen leger et dusin søløver, og tunfisk springer gennem bølgerne. Don Mario knapper sin pjækkert op og byder whisky fra lommelærken, mens båden kløver sig igennem meterhøje turkisblå bølger og solen går ned. Halvanden time efter afløses stjernerne af byens lys. Fra solnedgang og til midnat kører el-værket på Robinson Crusoes Ø.

Pinochets planer
Det var den spanske sømand Juan Fernandez, som på grund af en stærk vind i 1574 kom ud af kurs og ved et tilfælde opdagede en isoleret øgruppe, der ligger 668 km fra Sydamerikas kyst.

Men det var hovedpersonen i Daniel Defoes roman, som gjorde den største af øerne berømt, og siden 1967 har den båret hans navn, Robinson Crusoe. De to andre øer er ubeboede og hedder Santa Clara og Alejandro (Alexander) Selkirk, den sidste opkaldt efter den skotske sømand, hvis ophold gav Defoe ideen til sin verdensberømte bog.

Robinson Crusoes Ø er enhver botanikers Disneyland. Charles Darwin blev henrykket af øens vegetation i forrige århundrede. Her findes nemlig 145 plantearter, som ikke eksisterer noget andet sted på kloden, og øen blev i 1977 af Unesco fredet som et »økologisk reservat«.

Ikke desto mindre havde general Augusto Pinochet for få år siden store planer for øen. Den skulle udstyres med et internationalt spillecasino og erklæres for skattefrit område, så den kunne tage konkurrencen op med Cayman Islands og andre skattely. Men nogen må have hvisket generalen i øret, at planerne ville medføre en økologisk katastrofe og et globalt ramaskrig, for pludselig hørte man ikke mere til dem. Foruden at være et tilløbsstykke for »klorofyl-turister« er Robinson Crusoe et paradis for dem, der kan lide hummer. Hovedindkomsten er fiskeri af den kloløse hummer, som lever i de varme vande omkring øen.

Sørøveren Selkirk
Hyrer man en fisker til at starte Volvo-motoren og sejle båden hen langs kysten, kommer man til en pittoresk turistattraktion, nemlig »Robinsons Hule«. Den ligger lige ved den stenede strand og består af en fem meter dyb hule, hvor der er udgravet nogle hylder, som ifølge hummerfiskeren skulle være Robinsons eget værk.

Men det er en fiks legende, oplyser Guido Baldontin, den kommunale leder af øens nyoprettede museum. For Robinson – alias Alexander Selkirk – skjulte sig nemlig i bjergene af frygt for at blive taget til fange af et forbipasserende spansk skib og sendt på tvangsarbejde.

Det passer heller ikke, som Daniel Defoe skriver i sin bog, at Robinson/Selkirk tilbragte 21 år på øen, endsige at han fik selskab af en »Fredag«. Øen var fuldstændig ubeboet, da Alexander Selkirk i 1704 rømmede det gode skib på 96 ton, Cinque Ports Gallery, og bortset fra skottens ophold forblev den mennesketom indtil midten af forrige århundrede.

 Den 27-årige sømand stak til søs efter at have været oppe og skændes med sin far hjemme i Fife i Skotland. Han tog hyre på et kaperskib bestykket med 16 kanoner og med kurs mod Sydatlanten. Korsarerne prøvede forgæves at borde en galej med guld ud for Buenos Aires og sejlede derefter slukørede neden om Kap Horn.

Da de nåede frem til Juan Fernandez-øerne, afmønstrede Selkirk i protest mod den dårlige behandling om bord. Han tog en bibel, et gevær, en smule tobak, en økse, et pund krudt, nogle søbøger og lidt tøj med i land. Men da kaperskibet sejlede af sted, gik der panik i den efterladte rebel, og han stod og råbte om hjælp mod båden, der forsvandt i horisonten.

En vild karl
Alexander Selkirk blev ramt af en langvarig melankoli, og kun flittig bibellæsning og hårdt arbejde holdt livsmodet oppe. Han byggede to hytter i sandeltræskoven oppe i bjergene, den ene til at sove i, den anden til at lave mad i.

Da krudtet slap op, måtte han løbe efter gederne og nedlægge dem med sine bare hænder. På denne måde blev han hurtigløber og fangede over 500 geder under sit ophold. Nogle af dem holdt han som husdyr, malkede dem og forsøgte at lære dem at danse og synge.

Flere gange anløb spanske skibe, og han blev overrasket af soldater, som forfulgte ham med skud. Men Selkirk sprintede af sted og skjulte sig oppe i trækronerne. Han holdt regnskab med tiden ved med sin økse at hugge mærker i barken for hver dag.

Da fire år og fire måneder var passeret, så han sejl i syd. Det var det britiske kaperskib »Duke«, og dets kaptajn Woodes Rogers noterede i sin dagbog den 31. januar 1709, at den robåd, han havde sendt mod land, »kom tilbage med en mand klædt i gedeskind. Han forekom mere vild end dyrene.« De bød Selkirk, som dårligt kunne tale engelsk mere, en cognac, »men han ville ikke drikke af frygt for at den ville gøre ham dårlig, for han var kun vant til at drikke vand,« bemærkede kaptajnen. Ellevild over sine redningsmænd inviterede Selkirk besætningen i land, serverede gedestege og festede i to uger. Af sømændene blev han udnævnt til »øens absolutte monark«.

Han fik sin historie
Selkirk påmønstrede Duke og deltog i de næste fire år i sørøverier.

Efter otte års fravær dukkede han en søndagforårsmorgen i 1712 op i sin hjemby i Fife og omfavnede sine forældre under gudstjenesten. Han var rigt klædt og en holden mand efter at have fået sin del af det spanske guld, som pirattogterne kastede af sig.

Han slog sig ned i Fife, og snart forelskede han sig i Sofia Bruce. De stak af til London og giftede sig. Men Selkirk forlod hende snart efter.

Siden blev han gift med Francisca Candis, men da han ikke kunne udholde livet som borgerlig landkrabbe, stak han også af fra hende.

Eventyrlysten fik ham til at påmønstre som løjtnant i Den Kongelige Marine, og han døde som 47-årig af en febersygdom om bord på »Weymouth« ud for Afrikas kyst. Han havde næppe drømt om, at han skulle få øen opkaldt efter sig, at hans fødeby siden rejste en statue af ham med gedeskind og flintebøsse, eller at historien om ham skulle rejse filosofiske diskussioner.

Rousseau anså ham for at være et sandt naturbarn, James Joyce kaldte ham en britisk Odysseus, og Karl Marx betegnede ham som en kapitalist. Det var journalisten Daniel Defoe, som sørgede for navngivningen.

Opholdet på øen havde gjort Selkirk til en omvandrende legende, og på en bar i London traf de hinanden. Selkirk havde tyllet en del drinks ned, og opløftet fortalte han journalisten om sine oplevelser. I løbet af et par måneder havde Defoe skabt sin roman, selv om kreditorerne ikke gav ham megen arbejdsro. Han så stort på detaljerne, forlængede Selkirks ophold til 21 år, døbte ham Robinson og opfandt en »Fredag«. Desuden forsynede han ham med et krudtarsenal og placerede øen i Caribien i stedet for Stillehavet. Defoes bog udkom i 1719, og den har siden holdt bogforlag, oversættere, skuespillere, filminstruktører, rejsebureauer, flyselskaber og hotelejere beskæftiget – foruden Defoes tilrejsende kolleger…

 

 

  • , Herover Øen er en ren forlystelsespark for botanikere – her findes 145 plantearter, som ikke eksisterer noget andet sted i verden. Den er – ligesom Galapagos-øerne ud for Ecuador – af Unesco erklæret for »økologisk reservat«. Tv.: »Selkirks udkikspunkt« – 520 meter oppe over Stillehavet. Her spejdede den unge skotske sømand i fire år og fire måneder ud over horisonten, og sådan var hans udsigt mod sydvest… ;, Herover: »Robinsons hule« – Her påstås det, at den strandede skotske sømand boede bag træskelettet. Men i virkeligheden gemte Alexander Selkirk sig oppe i bjergene af frygt for at blive taget til fange af forbipasserende spanske skibe. Tv.: Hovedstaden på Robinson Crusoes Ø – en kilometer med grusvej, den eneste vej på øen. Foto: Øjvind Kyrø