Malaria – de fattiges død
Jyllands-Posten | 03.08.2008
Behandling: Rapport fra verdens fattiggård og dødens forgård: I DR Congo er folk så fattige, at hundredtusinder af børn dør hvert år, fordi forældrene ikke har råd til at købe malariamedicin.
Af Øjvind Kyrø
Bunia
Det værste snavs er fejet sammen i et hjørne af denne tolvsengs stue for syge børn. De sprukne madrasser på de ramponerede senge bliver kun gjort rene, hvis mødrene selv tager affære, ligesom de også selv skal sørge for maden, lagner og alt andet.
Der er ingen glas i vinduerne, og trods den høje tropevarme ligger en dreng og putter sig rystende af kulde under et tæppe. Ligesom de andre børn på stuen er han ramt af malaria, feberen stiger, og hovedpinen banker uudholdeligt. Men de indlagte på dette beskidte hospital er heldige. Deres liv kan fortsætte, fordi de er børn af forældre, som har penge til at betale for behandlingen.
For chefsygeplejersken er det dagligdag at sige nej til døende børn, selv om det smerter ham. Men heldigvis for hans sjælefred bliver de fleste malariaramte væk fra sygehuset, fordi de på forhånd kender svaret.
»Selv om vi kan tilbyde subsidieret medicin mod malaria, holder folk sig væk, fordi de ved, at her på hospitalet skal de også betale for lægekonsultation samt en afgift til driften af sygehuset,« forklarer Lonzima Antoine.
Som chefsygeplejerske for det godt 50 år gamle sygehus, som de belgiske koloniherrer opførte her i den nordøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo, ved han, at der skal penge til driften, og har man ingen, kan man ikke komme i behandling.
»Det er som regel de to dollar (cirka 10 kr.), som konsultationen koster, der holder de syge væk,« oplyser han.
En behandling mod malaria i en af de 250 hospitalssenge koster 20 dollars. Den varer en uge, og prisen omfatter medicin, indlæggelse og lægebehandling. Hvis man vil spare på indlæggelsen og selv pleje patienten hjemme, kan man slippe med det halve.
»Mange kommer og begynder på en behandling og betaler for én dag. Derefter ser vi dem ikke mere, fordi de ikke har råd,« siger Lonzima Antoine og ryster opgivende på hovedet. En kur mod malaria virker kun, hvis den gennemføres.
Fejlen ved fred
Et par aber hopper over grusvejen, når man kører til landsbyen Kolomani, der ligger et kvarters kørsel uden for provinshovedstaden Bunia. Det er de eneste dyr, der ses på egnen. Geder eller køer har ingen råd til. Højst høns.
På en stol, tømret sammen af nogle afbarkede grene, sidder høvdingen over Kolomani og dens 1.200 beboere. Han er 48 år, hedder Joseph Tibamwenda og bærer som en af de få indbyggere fodtøj.
Han kan berette om ulemperne ved fred.
»Før krigen døde utroligt mange her i Kolomani af malaria. Men under krigen kom Læger Uden Grænser til Bunia og hjalp os. Alle gik til deres sygehus for at få gratis behandling mod malaria. Nu er her – Gud være lovet – igen forholdsvis fredeligt på egnen, og det betyder, at Læger Uden Grænser har trukket sig tilbage. Derfor vokser mængden af folk, der dør af malaria, fordi de ikke har råd til at gå på det statslige hospital, hvor man skal betale.«
Høvdingen spadserer hen til en rustrød, lerklinet hytte med stråtag. Efter det indre af boligen at dømme ejer beboerne ikke andet end nogle madrasser, en smule kogegrej og en bunke med tøj.
Han introducerer enken og bedstemoderen Alphonsine Jerissalina, som er husets overhoved. Hun ved ikke, præcis hvor gammel hun er, men har styr på antallet af sit afkom.
»Jeg har to sønner og fire døtre. Desværre er alle mine piger blevet alene, og de er flyttet tilbage til mig med deres ni børn.«
Alphonsine Jerissalina boede førhen i et større og flottere hus, siger hun. Men under krigen blev det lagt i ruiner. Husholdningen, der alt i alt tæller 14 personer, får mad fra de marker, de dyrker. Boniteten af jorden i denne del af DR Congo er god, og derfor indbringer salget af afgrøder også en smule penge. Men de rækker kun til de mest nødvendige ting. Og somme tider er der end ikke råd til at redde et liv.
»Tre af mine børnebørn er døde af malaria, fordi vi ikke havde råd til at betale hospitalsregningen. De blev to, fire og elleve år gamle,« siger hun.
Et at børnene var begyndt at få behandling i form af piller, der kostede fem dollars.
»Men medicin var ikke nok, barnet skulle også have en blodtransfusion, som kostede 30 dollars, og det magtede vi ikke at betale,« siger hun.
Den stille død i skoven
DR Congo har været gennem en fem år lang krig, som stadig ulmer i den østlige del af landet, og krigen og dens eftervirkninger har kostet 5,5 millioner mennesker livet i det forløbne årti.
De mange liv – der talmæssigt svarer til Danmarks befolkning – er ikke gået tabt på grund af kugler og krudt, men fordi folk er flygtet fra kamphandlingerne, bort fra deres marker og ud i den gigantiske regnskov, hvor de stille har udåndet på grund af mangel på mad, medicin og rent vand.
Selv om det er fem år siden, at krigen i DR Congo officielt blev bilagt, og trods den udstationerede fredsbevarende styrke på 18.000 FN-soldater forbliver antallet af døende stabilt. Omkring 45.000 mennesker dør fortsat hver eneste måned som følge af krigen og dens efterdønninger.
Det anslås, at der bor 60 mio. mennesker i DR Congo, og blandt dem bliver omkring fem millioner hvert år ramt af malaria. Mellem en halv og en hel million mennesker, fortrinsvis børn, omkommer årligt af sygdommen.
Selv om både EU og Verdensbanken yder tilskud til malariamedicin, så den kun koster en tiendedel af dens markedspris, må forældre lade deres børn dø, fordi de ikke har de få penge, der skal til at investere i medicin, der kan redde dem.
Et fremragende middel til at undgå sygdommen er myggenet, der er imprægneret med insektmiddel. Hænger man sådan et omkring sengen, nedsætter det risikoen for smitte med 50 pct.
»Vi har også myggenet her på hospitalet,« fortæller Lonzima Antoine, chefsygeplejersken på sygehuset i Bunia, »men folk bruger dem sjældent i deres hjem, fordi de ikke rigtig ved, hvor vigtigt det er at bruge dem – og hvordan man bruger dem. Vi udleverer dem gratis til nybagte mødre på vores fødeklinik og sælger dem til andre for en halv dollar, som er meget billigere end på markedspladsen i byen, hvor de koster fem dollars. Men, som sagt, meget få bruger dem.«
Fattigmandssygdom
Det er sjældent at se grå hår i DR Congo. I snit bliver en congoleser 52 år gammel, fordi der er en overdødelighed på 57 pct. i forhold til andre lande syd for Sahara. Regeringen bruger 15 dollars per indbygger om året til sundhedssystemet, som stort set ikke fungerer. Omkring 80 pct. af congoleserne tjener under en halv dollar om dagen.
DR Congo er i total opløsning efter tre årtiers politisk misrøgt under præsident Mobutu for derpå at være scene for Afrikas første verdenskrig, hvor otte udenlandske hære kæmpede om magten i det kæmpemæssige land, som er på størrelse med EU og rigt på råstoffer som uran, kobber, diamanter, guld og coltan – det grå guld som anvendes i mobiltelefoner.
Veje og jernbaner, som de belgiske koloniherrer anlagde, er eroderet bort, og store byer er blevet til øer i junglen. Kanoer og cykler er de bedste og mest brugte transportmidler i et land, som kun tæller 500 km asfalteret vej.
»Det er ikke underligt, at dødstallet, når det gælder malaria, er så højt i DR Congo, fordi det er en fattigmandssygdom, som førhen var billig at kurere,« siger professor i international medicin ved København Universitet Ib Bygbjerg, som selv har arbejdet i landet, dengang det hed Zaire, og Mobutu Sese Seko sad ved magten.
Han oplyser, at det i de fleste andre lande i Afrika går den rigtige vej takket være nye fonde, bedre medicin og myggenet.
»Pengene begyndte for alvor at komme de fattige til gode, da FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan samt computermilliardæren Bill Gates og hans hustru Melinda besluttede sig for at danne Global Fund. De mente, at det ikke kunne have sin rigtighed, at så mange millioner af børn skulle dø af mangel på håndører,« fortæller Ib Bygbjerg.
I perioden 2003 til 2007 målte man virkningerne af indsatsen. Man kunne tydeligt se, at den var en succes. Eksempelvis faldt antallet af malariasyge børn på Zanzibar fra 30 pct. til under fem pct.
Ny medicin virker bedre
De mange penge fra Global Fund battede, men virkningen blev forstærket takket være fundet af nye behandlingsmetoder.
»Af et oldgammelt lægemiddel – kinesisk bynke – samt andre ingredienser har man udvundet artemisininer. Bl.a. et middel kaldet Artesunat, som sammen med gammelkendte malariapræparater virker mere effektivt,« forklarer Ib Bygbjerg og tilføjer.
»Det er egentlig utroligt, at man ikke havde fundet på denne kombinationsmedicin noget tidligere, for det er cirka ti år siden, at man opdagede den. Og fordelen ved midlet er, at det ikke alene slår parasitten ihjel på den smittede, men også hæmmer de former af parasitter, der smitter, og som normalt lever i blodet i tre måneder og gør, at patienten bliver smitsom.«
Det største problem med den nye medicin er, at den er ti gange dyrere end den gamle, samt at den skal tages i mindst 3 dage. Derfor får mange fattige for lidt behandling, og det kan ende med, at parasitterne bliver modstandsdygtige, og medicinen virkningsløs.
Fakta: Malaria
* I Danmark findes også malariamyg, men de rummer ikke de parasitter, der forårsager sygdommen.
* I København blev det sidste tilfælde af sygdommen registreret i 1903. Det var sandsynligvis myg fra den utildækkede Ladegårds-å – som i dag flyder under Åboulevarden og Ågade – som afstedkom tilfældet.
* Ti år senere kunne man ude på landet, i dette tilfælde Lolland, notere det sidste tilfælde af malaria. Malaria-parasitterne forsvandt formentlig, fordi man på bondegårdene og husmandsstederne skilte mennesker og dyr ad. De havde tidligere boet tæt på hinanden, og myggene foretrak at stikke dyrene.
* At malaria er en fattigmandssygdom, kan man ved selvsyn opleve i mere velstående egne af verden som Singapore og Hongkong, hvor klimaet er ideelt for inficerede
* malariamyg. Men disse steder er fri for smitten, fordi man har drænet sumpe, sprøjtet boliger og andre huse med insektdræbende midler.
* Ud over penge er orden og overvågning også nødvendig: I øjeblikket rapporteres der om stigende forekomst af malaria i Moskva, selv om byen er blevet rigere.
Fakta: Hvordan viser et malariaanfald sig?
* Feber og kulderystelser: Anfaldet begynder med feber, som kan stige til over 40 grader og falder igen over flere timer.
* Dårlig almentilstand som stærk utilpashed og hovedpine ligesom ved influenza.
-* Diaré, kvalme og opkastninger følger ofte med.
* Når temperaturen falder, sveder patienten ofte meget, og almentilstanden bedres.
* Samme dag eller en til to dage senere kommer der et nyt anfald med dårlig almentilstand, høj feber og så videre.
Anfaldene aftager i løbet af nogle uger, hvis den syge udvikler modstandskraft (immunitet) over for malariaparasitten. Behandles den syge korrekt, kan feberen og parasitterne svinde på få dage.
Fakta: Faresignalerne
Ved ondartet malaria kan sygdommen udvikle sig med forskellige komplikationer:
* Lavt blodtryk (hypotension), eventuelt chok.
* Forgiftning med urinstof, når nyrerne svigter.
* Blodmangel (anæmi). – Eventuelt blødninger.
*Leverpåvirkning (ligner smitsom leverbetændelse).
*Der kan udvikles kramper og coma (hjernemalaria).
* Tilstanden kan hurtigt udvikle sig dødeligt.
Fakta: Malariaparasittens livscyklus
Malaria forårsages af en encellet parasit, Plasmodium.
1 Malariaparasitten overføres som såkaldte sporozoitter med spyttet fra en malariahunmyg.
2 Efter ca. 30 minutter i blodbanen når sporozoitterne frem til leveren, hvor de invaderer leverceller.
3 Sporozoitten modnes og deler sig i levercellen til op mod 30.000 nye parasitter.
4 Efter ca. en uge sprænges levercellen, og samtlige parasitter frigøres til blodbanen.
5 Disse invaderer hurtigt et rødt blodlegeme, hvor de hver især deler sig ukønnet til 8-24 nye parasitter.
6 Efter 48 timer springes blodcellen, og parasitterne invaderer nye blodceller. Denne cyklus kan gentages mange gange, og man kan således gå rundt med malaria hele livet.
Billedtekst: Heldige børn indlagt på det statslige hospital – deres forældre har de nødvendige 20 dollars til at redde deres liv fra døden af malaria. Mellem en halv og en hel million congolesere, flest børn, omkommer årligt af malaria. Bedstemor Alphonsine Jerissalina med sine overlevende børn og børnebørn. Tre måtte dø af malaria, fordi der ikke var råd til medicin. Manden i hvidt er landsbyens høvding, som oplever, at antallet af døde børn stiger, fordi forældrene ikke har penge til behandlingen.