Nonne sigtes for massemord

Ekstra Bladet | 25.02.1996

Af Øjvind Kyrø

En million mennesker blev slagtet i Rwanda, hvor udenlandske retsmedicinere chokeres, når de åbner de mange massegrave.

Modsat den besøgende ænser retsmedicinerne ikke ligstanken. De sidder på muren uden om kirken og sludrer og spiser frokost, selv om vinden bærer lugten af død, af kød i forrådnelse, med sig. 

De er næsten færdige med arbejdet. På gulvet inde i kirken ligger 493 ‘body-bags’ med lig, som de har gravet op fra massegraven for enden af kirken.

– De lå sammenfiltret som spaghetti i en gryde, og flere af ligene var mast så meget sammen, at vi ikke kunne skille dem ad, siger den amerikanske arkæolog Melissa Connor. Hun har sammen med et internationalt hold eksperter udgravet massegraven, som blot er en af flere på den lille, smukke halvø, der stikker ud i Kivu-søen, hvor provinsbyen Kibuyes katolske kirke knejser.

I april 1994 søgte mellem 4.000 og 6.000 tutsier tilflugt her, da folkemordet brød løs. Men militsstyrkerne og soldaterne respekterede ikke kirkens grund og myrdede løs i flere dage. De smed brændende bildæk ind i kirken for at ryge flygtningene ud, derpå granater, og de skød ind gennem vinduerne. 

Bliktaget i kirken er perforeret af de mange huller fra projektiler og granatsplinter. Men de fleste mennesker blev myrdet med hvæssede macheter.

 
BANAN-MANDEN
Stefan Schmitt, en tysk retsantropolog, fremviser ham, de har døbt ‘bananmanden’. Skelettet af en ældre mand ligger til undersøgelse foran alteret i kirken. 

– Vi fandt ham bag kirken i en bananlund sammen med en masse andre skeletter, og han havde et banantræ voksende op gennem sine indvolde. Han døde sikkert på det sted, for når man kigger på hans sår, ser man, at hans hænder flere gange er blevet ramt af macheter, og hans højre overarm brugte han øjensynligt til at beskytte sig med, for på bagsiden af armen kan man se et machetehug. 

– Når man betragter kraniet, kan man se, at det højre kindben – lige ved øjet – er blevet skåret af, og hugget er kommet bagfra, så han lå sikkert med hovedet ned mod jorden, da det skete. 

Ved siden af ‘bananmanden’ ligger liget af en ung mand i 20erne. Det, der mest slår Stefan Schmitt, er snittet i hofteskålen: 

– Se hugget i venstre bækkenben, der går 6-7 cm ind. Hofteskålen er en af de stærkeste knogler kroppen, og denne person blev ramt så kraftigt, at jeg forestiller mig, at da macheten først sad der, måtte de stå på ham for at få den ud igen. 

OVERFYLDTE FÆNGSLER
Ingen af retsmedicinerne har nogen sinde udgravet en så gigantisk massegrav. Melissa Connor har før arbejdet i massegrave i Kroatien og El Salvador, men her er der ti gange flere lig, ‘og hvis jeg siger, at mindst 50 pct. er under 18 år, så er det sikkert i underkanten’. 

Massegraven i Kibuye er den første af en række, som Rwanda-tribunalet vil have afdækket for at kunne dømme hovedmændene bag det hurtigste folkemord i dette århundrede. Kun 100 dage tog det at myrde cirka en million mennesker. 

Tribunalet, hvor den danske jurist Frederik Harhoff skal være dommer, begynder til april i nabolandet Tanzania. 

NONNER DELTOG
Men i selve Rwanda er fængslerne fyldt til bristepunktet af mistænkte massemordere. Over 67.000 er fængslet, og pladsen er så trang, at de må skiftes til at ligge ned og sove. 

Det eneste sted, hvor der er bedre plads, er i kvindefængslet. I Kigalis centralfængsel kan børnene løbe rundt i afdelingen for kvinder, som huser 500 fanger. Nogle af dem har flere tusind liv på samvittigheden, for kvinder deltog også i slagteriet – blandt andre ministeren for ‘kvinder og familie’, som personligt overvågede udvælgelsen af de tutsier og ‘upålidelige’ hutuer, der skulle myrdes. Men den kvindelige minister befinder sig endnu ikke i fængslet, hun er flygtet til Zaire. 

Selv nonner deltog i folkemordet. En udleverede benzindunke til morderne, så hun kunne se ofrene blive brændt ihjel, andre hentede militsen til deres klostre, så ‘det skidt’ som havde søgt ly der, kunne blive slået ihjel. 

Søster Benedicte Mukanyangezi var også med. Hun går rundt i kvindefængslet i nystivet ornat sammen med sin tidligere novice søster Bernadette Mukarusine. 

Søster Benedicte var priorinde og i ledelsen af en pigeskole, og begge franciskaner-søstre jog børn og andre flygtninge væk, som søgte hjælp hos dem. Eller de sendte soldater til de steder, hvor de vidste, at tutsier gemte sig.

Begge nægter enhver anklage: 
– Vi er nonner for at tjene mennesker, intet andet. Siger de.

INGEN ANGER
Rundt om Rwanda befinder sig knap to millioner flygtninge, og de vil ikke tilbage. ‘Vi vil hellere dø her end gå hjem,’ lyder standardsætningen, når man spørger folk i disse verdens største flygtningelejre om de ikke snart returnerer. Ingen af dem vedgår, at de har deltaget i folkemordet, og heller ingen af dem kender nogen, der har gjort det. 

Nødhjælpsarbejdere anslår, at hver femte flygtning har deltaget i myrderierne, og at resten ikke tør vende tilbage, fordi de bliver tvunget til at blive af deres naboer i lejrene, hvor de lever som i deres gamle landsbyer. Flygtninge-byens borgmester fordeler nødhjælpen til sine undersåtter. Strukturen er intakt, og enhver, der vil vende hjem, anses for forræder. 

– Det værste og det mest uforståelige er, at ingen angrer noget, siger en hjælpearbejder og tilføjer: 
– De føler, at de er ofrene. 

PENGESTRØM STANDSET
Den største af lejrene ved Goma i Zaire, Katale, har udviklet sig til en veritabel by med gadeskilte, videobiograf, marked, vekselerere, tøjudsalg, hoteller, værtshuse og natklubber, selv ‘maisons de tolerance’ – bordeller – findes der i gågaderne mellem de presseningdækkede hytter og butikker. 

– Hvorfor skulle de også tage hjem? De får gratis mad her, hospitalspleje, rent drikkevand, og deres ernæringstilstand er tilmed meget bedre end landbefolkningens her i Zaire, siger en international hjælpearbejder. 

Nødhjælpsorganisationerne er trætte af at uddele gratis mad og ser pessimistisk på situationen, fordi den er så fastlåst. Også FN-systemet kan mærke, at interessen for – og dermed pengene til – flygtningene svinder. Omkring 56 procent af de penge, som FNs Flygtningehøjkommissariat skal bruge i 1996, er stadig ikke kommet. 

HAR INTET AT FRYGTE
Omkring 200.000 mennesker i Kibumba – en af lejrene ved Goma – er blevet omringet af specialtropper fra Zaire, der med vink fra geværløb opfordrer dem til at gå et par kilometer østpå og krydse grænsen til deres fædreland. Men de rokker sig ikke ud af stedet, for deres største skræk er at blive anholdt og fængslet af det nye styres regeringstropper. 

Lige på den anden side af grænsen, i byen Gisenyi, sidder den danske jurist Susanne Tokan Nielsen, som har til opgave at beskytte hjemvendte flygtninge fra overgreb, og hun har kun godt at sige om retstilstanden i Rwanda, selv om ikke en eneste af de fængslede endnu er blevet stillet for en dommer. Hvis folk har en ren samvittighed, har de intet at frygte, siger hun. 

– Problemerne opstår, hvis en nabo, der har passet en flygtnings marker, anmelder ham for folkemord, når han kommer tilbage. Det har vi set eksempler på. Men det modsatte sker også, nemlig at den, der har indgivet falsk anmeldelse, selv bliver fængslet. Det oplevede jeg i går. 

DE RIGE HJÆLPERE

I hovedstaden Kigali drøner store, stærke jeeps rundt i gaderne fra de mere end 120 udenlandske hjælpeorganisationer, der har slået sig ned i Rwanda. Inden i dem sidder hvide mennesker med walkie-talkies i bæltet og fax på bagsædet, de spiser på byens bedste restauranter og bor i lejede luksusvillaer. 

Ministerierne, derimod, er stadig arrede og udplyndrede efter kampene mellem de flygtende hutu-tropper og den fremrykkende tutsi-oprørshær, der forsøgte at standse folkemordet. I modsætning til de udenlandske hjælpearbejdere råder ministrene kun over ganske få biler, telefoner og fotokopieringsmaskiner. 

– Vi har givet ‘Ministeriet for Genopbygning’ to biler, så ministeren kører nu rundt i en bil, hvor der står ‘Gave fra LVF’, siger chefen for en af de største hjælpeorganisationer, John Cosgrave fra Det Lutherske Verdensforbund, som Folkekirkens Nødhjælp kanaliserer sin støtte til Rwanda igennem. 

INGEN SIKKERHEDS-CHECK
John Cosgrave forstår godt, at der i regeringen er irritation over, at størstedelen af al udenlandsk hjælp bliver givet til hjælpeorganisationerne og ikke direkte til regeringen: 
– Her er alt for mange hjælpeorganisationer, som bruger for mange penge til administration, siger han. 

‘EGNSBANKEN FYN’ står der med grønne bogstaver på den grå bluse, som den ældre, krogede vagtmand bærer. Han gelejder journalisten fra porten foran Forsvarsministeriet og fortæller undervejs, at hans bror i ti år har været flygtning i Stockholm. 

I carporten over for ministeriet står en sort, splinterny og skudsikker Mercedes uden nummerplade. En gave fra Tyskland til landets ‘stærke mand’, den sejrrige tutsi-general Paul Kagame, som i dag er forsvarsminister og vicepræsident. 

Uden nogen form for sikkerhedscheck af den besøgende bliver døren åbnet til værelset, hvor den ekstremt tynde magthaver sidder i sin blå dobbeltradede habit. 

VI SKABTE FREDEN
Paul Kagame svarer omhyggeligt og forsigtigt på alle spørgsmål – kun antallet af faldne soldater vil han ikke oplyse – og ganske få gange bliver han skarp i replikken, for eksempel når han bliver spurgt, om han ønsker, at FN-styrken ‘Unamir’s tilstedeværelse bliver forlænget: 
– Unamir er her som en fredsbevarende styrke. Men Unamir holder ingen fred, det gør vi – vi har skabt den og vi holder den. 
Paul Kagame anses for at være en leder med omtanke, der ønsker at få racistisk politik og korruption afskaffet. 
– Paul Kagame står for stabilitet, og det ville være en tragedie, hvis han blev myrdet, siger LVFs chef John Cosgrave. 
– Derfor chokerer det mig, at der er en så stor mangel på sikkerhed omkring ham.