Ghostwriter

Weekendavisen | 22.08.1997

Forlagshistorie. Beretningen om hvorledes Øjvind Kyrøs »Ulrik Schultz – Gidsel for fred« blev til. En ny form for samarbejde mellem forfatter og forlægger er på vej.

Af Ulrik Høy

ALLE journalister er i en vis forstand ghostwritere. »Jeg har sproget, du har historien, lad os to snakke sammen«. Sådan bliver tusinder af avisartikler til, ja det er faktisk den almindelige måde. Det er også blevet mere almindeligt med den dikterede bog. Skuespiller N.N.’s erindringer fortalt til forfatter P.P. Bevæger vi os til USA og Storbritannien er der tale om en fastslået genre: Den gode fagmand kan være en god fortæller, men ikke nødvendigvis. Den gode musiker kan være en god fortæller, det er dog sjældent, at han er en god forfatter. Og sådan er det hele vejen igennem.

Adskillige kunstneriske genrer er alt andet end verbale. Maleri, ballet, skulptur, det fyger ikke ligefrem med sprog, slet ikke skriftsprog, så det er nyttigt med eksperter. Fagmanden går til den sproglige fagmand.

Historien om maskinmester Ulrik Schultz blev til på forlægger Peter Asschenfeldts initiativ. Flere forlag havde været ude med pæne honorartilbud, men det blev Asschenfeldt, der gav Ulrik Schultz et tilbud, han ikke kunne afslå. Kun en inderkreds kender beløbets størrelse. Da det var bragt i orden tog Asschenfeldt kontakt til journalist Øjvind Kyrø, der hører til den eksklusive skare af rutinerede danske udlandsjournalister.

Det er ingen floskel. Kun få danske journalister behersker det spanske sprog, skønt spansk er det næststørste verdenssprog – efter engelsk. Kun få danske journalister kan derfor også arbejde i den spansktalende verden, Øjvind Kyrø er én af dem. Han har boet i Chile, har berejst det for os stort set ukendte, sydamerikanske kontinent, og det var en vigtig del af opgaven.

Nok skulle Kyrø være ghostwriter for Ulrik Schultz, med den opgave så minutiøst som muligt at nedfælde det bortførelsesdrama, denne havde gennemlevet.

Kyrø skulle også på research. Han skulle rundt i Bolivia, han skulle en del af ruten igennem, fremfor alt skulle han have fat i en lang række mennesker, som på den ene eller anden måde havde haft berøring med kidnapningsaffæren.

Så opgaven for ghostwriter Øjvind Kyrø var som følger: Han skulle interviewe Ulrik Schultz, nedfælde hans beretning, renskrive og gennemgå beretningen med hovedpersonen. Han skulle rejse rundt i Bolivia og tale med de stedlige myndigheder, og så skulle han – det blev den besværlige, den intrikate del af opgaven – han skulle dels søge oplysninger om den tyske privatdetektiv Werner Mauss, der havde fået til opgave at forhandle med bortførerne.

Og så skulle han gerne have noget at vide fra de øvrige, involverede instanser. F.L. Smidth, Det danske Udenrigsministerium og Control Risks, et konsortium med speciale i kidnapninger på højt niveau. Ingen af disse parter ønskede at tale med Øjvind Kyrø, og når man lægger bogen fra sig, forstår man hvorfor.

Rent praktisk foregik nedskrivningen på den måde, at forlægger Asschenfeldt sendte Kyrø og Schultz til Tenerife på De Kanariske Øer, hvor de blev spærret inde i det gyldne bur, som er luksushotellet med de mange stjerner. Programmet var stramt og en ren Tour de France for ghostwritere.

Fra 9-14 dikterede Schultz sin historie til Kyrø, der noterede, stillede spørgsmål, udfrittede, stillede spørgsmål og udfrittede igen, og det var første del af seancen. Så var det tid til pause, lidt frokost og en tur i poolen, hvorefter Kyrø satte sig til skrivemaskinen og renskrev interviewet.

Det stod på fra klokken 15-20, hvorefter Schultz modtog dagens renskrevne beretning til gennemlæsning.

Næste morgen mødtes de to igen, Schultz havde gennemgående kun få indvendinger mod Kyrøs fremstilling, og det viste sig, at Schultz havde en ganske fremragende hukommelse for fatcs og begivenhedsforløb. Han kunne genkalde sig talrige enkeltheder, han kunne rekonstruere steder, hvor han havde opholdt sig med kidnapperne – det blev til instruktive tegninger i bogen – og han havde en sikker tidsfornemmelse, trods opholdets lange varighed. Otte måneder.

»Spøgelsesskrivningen« varede i 13 dage. Det lyder ikke af alverden.

Øjvind Kyrø siger til Weekendavisen, at det var intenst arbejde – udmarvende, men effektivt.

Peter Asschenfeldt havde også givet Kyrø et kulant tilbud og efter Kyrøs mening ekstraordinært gode arbejdsbetingelser. »Jeg kunne rejse, som jeg ville, leje en helikopter, hvis det var nødvendigt, og jeg kunne tale i telefon, så længe, jeg ville. Long distance call. Ingen begrænsninger, lutter positive tilkendegivelser og total frihed i fremstillingen«.

Efter tre måneder med interviews og rejser i både udland og indland – Kyrø drog omkring i Danmark og talte med Ulrik Schultz’ familie – satte han kursen mod Skrøbelevgård på Langeland, hvor han i løbet af en måneds tid samlede og renskrev hele historien. Godt og vel 400 sider kom den til at fylde, præcist fire måneder kom opgaven til at vare, fra 15. februar til 15. juni, og omsider kunne ghostwriter Kyrø sætte sig til skrivemaskinen for sidste gang og kreere bogens forord med tak til de hjælpsomme og utak til de afvisende, F.L. Smidth, Udenrigsministeriet og Control Risks.