Heksebyen

Weekendavisen | 23.07.2010

Trolddom. I Ghana tror de fuldt og fast på, at hekse er skyld i færdselsulykker, fejlslagen høst, sygdomme, dødsfald, forbrydelser og fattigdom. Derfor udpeger de gerne deres mor eller hustru som ansvarlig for ulykken. Troen på hekseri er svær at få bugt med – ikke mindst, fordi heksene selv tror på det.

Af Øjvind Kyrø

GAMBAGA, Ghana -Det lignede en almindelig opgave.

Finde frem til en landsby, høre vidnesbyrd fra forfulgte kvinder, skrive ned, tælle op. Det sædvanlige.

Turen til Gambaga, som landsbyen hedder, har været lang. Først med propelfly fra hovedstaden op til den store provinsby Tamale i det nordlige Ghana. To kvinder fra hjælpeorganisationen CARE venter med en firhjulstrækker, og i nok et par timer går det længere nordpå, indtil skiltet siger Gambaga. Selv om det er en stor landsby, er trafikken så ringe, at kørebanen mest bliver brugt af gedekiddene til at slumre i varmen.

Simon Ngota hedder manden, der er ansat til – som den eneste – at formidle bistand fra omverdenen til de flygtede kvinder. Han støder til og viser chaufføren vejen hen til den del af byen, hvor »heksene« bor. For tiden er der omkring 90 af dem, viser hans liste. Den sidst ankomne dukkede op fire dage forinden. Mens den, der havde boet længst i »hekselandsbyen«, har været der i over 30 år.

Hekselandsbyen udgør nu om dage blot en del af Gambaga.

Et område, hvor der tydeligvis aldrig er sket fremskridt.

Her er intet vand, ingen elektricitet, kun lerklinede hytter og hårde, tiltrampede stier mellem dem. Kinesiske plasticspande og aluminiumsgryder vidner om, at der trods alt er en vis kontakt med den industrielle verden. Alligevel: vi er langt ude på ulandet.

Den senest ankomne kvinde hedder Sheitu Achiri. En tynd, ældre kvinde med et farverigt slag om sin magre lænd og en lige så spraglet tunika på overkroppen. Hun sidder på den rustrøde jord og fortæller, at hun kommer fra en landsby ti kilometer borte, og at hun måtte flygte fra sin mand og fire børn. Hun blev anklaget for at være heks af sin svigerdatters datter. Denne datter havde i en drøm oplevet, at Sheitu Achiri jagtede hende, og den drøm havde hun fortalt sin far om.

Sheitu Achiri var derpå blevet truet af sin familie og naboerne, og til sidst havde hun taget flugten her til Gambaga-lejren.

Hun smiler. Hun er undsluppet stening. Men Sheitu Achiri beklager sig ikke over, at hun er blevet stemplet som heks.

Tværtimod. Hun siger nemlig selv, at hun faktisk er en heks.

Jeg beder hende gentage den sætning. »Jeg er en heks,« siger hun langsomt og tydeligt.

Jeg havde regnet med, at jeg skulle tale med kvinder, der alle som én ville sige, at de selvfølgelig ikke er hekse.

Uskyldige ofre. Men fru Achiri sidder her og siger, at hun er en heks. Og hun forklarer, at det er Guds vilje, og at hun er i besiddelse af heksekræfter. Jeg spørger de andre kvinder, inklusive hende, der titulerer sig som »chefheksen« fordi hun er deres talskvinde, om de også opfatter sig som hekse. Selvfølgelig, siger de i kor.

De to lokale medarbejdere fra CARE nikker alvorligt. De tror også på hekse. Chaufføren nikker. Kameramanden nikker.

Tolken nikker. Alle tror på hekse. Jeg er omringet.

Hekse-testen

Næste morgen køber jeg en kylling på markedspladsen. Dyret skal dø.

En død fugl er nemlig et anerkendt instrument til at afgøre, om en kvinde er en heks. Simon Ngota, der også fungerer som min tolk, beskriver proceduren, som er ganske enkel: Hvis det lykkes en anklaget kvinde at undslippe lynchning og flygte til Gambaga, skal hun medbringe en fugl, når hun får foretræde for høvdingen. »Når han har slagtet fuglen, afhænger det hele af, hvordan den falder om. Hvis fuglen dør på ryggen, er offeret blevet godtaget, hendes bøn hørt – hun er uskyldig. Hvis den derimod dør på maven eller siden, så betyder det, at det, som kvinden anklages for, er sandt. Når fuglen er død på siden, og høvdingen spørger kvinden, om hun accepterer udfaldet, siger de fleste ja med det samme,« beretter Simon Ngota.

Det er derfor, Simon Ngota har hvæsset sin kniv, og nu skærer han halsen over på min kylling. Den basker rundt og falder om som en sten på gårdspladsen. Netop som man tror, den er død, farer den op og flakser rundt igen. Efter halvandet minut er dødskampen slut. Kræet ligger på siden, hvilket ifølge ritualet betyder, at kvinden er en heks.

Ikke overraskende. Næsten alle fugle dør på siden.

Det er denne »hekse-test«, der får kvinderne til selv at tro, at de er hekse. Men hvad sker der, hvis en kvinde nægter at vedgå, at hun er en heks? Simon Ngota mener, at det er en nærmest umulig tanke: »I hendes landsby vil man ikke have hende, og høvdingen i hekselandsbyen vil ikke huse hende. Hvor kan hun så gå hen? De fleste er jo ældre kvinder, mellem 45 og 70 år gamle, så de har ingen steder at tage hen – derfor accepterer de, at de er hekse, og bliver her i hekselandsbyen«. Vi kører tilbage til hekselandsbyen, hvor der nu er audienstid.

Høvdingen over Gambaga hedder Wuni Yahaya. Han er muslim, siger han, og han har fire koner. Han modtager den besøgende foran sin hytte, hvor der er anlagt en tæppebelagt jordforhøjning og en fodskammel. Han sidder på et tæppe. Inden for rækkevidde står hans sorte, udskårne stav, og ved foden af den ligger en mobiltelefon. Høvding Yahaya er iklædt en lang kofte med sorte og hvide striber, og på hovedet bærer han en art turban af samme stof. Hans fødder er stukket i klip-klap-sandaler med orange kvaster, Det er ham, der kan uddrive trolddomskraften af heksene; det er ham, der viderefører en over 100 år gammel tradition for at give asyl til flygtede kvinder, og det er ham, der er i besiddelse af magiske kræfter.

Han kikker med skepsis på den hvide mand, der har forskellige ting, han vil spørge om. Men høvdingen tør op ved lyden af interesserede, ukritiske spørgsmål og fortæller om, hvordan man om natten kan se hekse fare gennem luften i form af ildkugler: »Der har været lejligheder efter et regnvejr, hvor jeg har set lys på himlen, som ikke kom fra flyvemaskiner.« Ikke alene har han set heksene fare over himlen i nattemørket, han har også overværet, at de udøvede deres kunster i dagslys. Høvdingen siger: »Jeg har om efter eftermiddagen set dem blive pryglet med kæppe, hvorpå de er forsvundet i den blå luft.« Hvis man udfordrer ham og siger, at i de vestlige lande er der ingen, der tror på hekse, lyner hans øjne, og han kommer med et modspørgsmål: »Er der nogen regering, der kan påstå, at de har udryddet kriminalitet?«.

De svageste

Det må også være et mærkeligt udsagn at lægge øre til for høvdingen, som lever i en helt anden virkelighed. Alle her tror på hekse.

Her bliver mange ramt af ulykke, håndgribelig ulykke, og det onde kommer fra en ond person, en heks. Og de, der udpeges som hekse, er som regel de svageste i landsbyen, nemlig ældre kvinder, ofte enker eller barnløse. Aldrig unge, smukke piger.

Men det er ikke alene den traditionelle tro, der får lynchstemningen til at flamme. Hadet næres ofte af, at den anklagede ligger familien til last. En mund mindre, der skal mættes, betyder noget blandt sultne mennesker. I stedet for at bekæmpe en diktatorisk præsident, korrupte embedsmænd eller en magtsyg høvding, gøres den gamle kone til syndebuk.

De fleste her i Ghana er kristne, men det er pinsekirkerne, der trækker fulde huse. Her prædikes om djævle, her uddrives dæmoner, og hele denne tankegang om onde kræfter, der kan besætte én, falder i god tråd med de gamle afrikanske myter om hekseri og anden trolddomskraft. Også moderne medier som film spiller på den gamle forestillingsverden. I alle byer bugner DVD-butikker med film fra Nollywood ( Nigerias filmproducenter) om troldmænd, dæmoner eller hekse, hvor mennesker om natten stiger ud af deres kroppe og forvandler sig til uhyrerr. I Ghana tror man fuldt og fast på, at hekse er skyld i færdselsulykker, fejlslagen høst, sygdomme, dødsfald, forbrydelser og fattigdom. Der er jo en mening med alt. Derfor gælder det om at finde den onde og uddrive hende, og derfor sker det, at børn udpeger deres mor, at en mand udpeger sin hustru, eller at en svoger siger, at det er hans svigerinde, der er skyld i den frygtelige og uforklarlige ulykke, der er indtruffet.

Ofte opdager man den skyldige, mens man sover, for drømme er lige så sande som virkeligheden.

At høvding Yahayas livssyn virker, får han syn for hver dag, og hvis en tilrejsende, mistroisk person fra Europa ikke fatter denne virkelighed, kommer dette sprogfilosofiske argument hvislende ud af hans mund: »Findes der noget, som ikke har et navn?« Hvis ordet hekse findes, må det henvise til en realitet.

»Man kan ikke æde en sjæl, men…«

Ser man sig rundt i hekselandsbyen, løber der en masse lattermilde børn rundt, for heksene bor sammen med lokale, almindelige borgere. Ingen er bange for dem, for alle ved, at de har været gennem et uddrivelsesritual, som har neutraliseret deres onde kræfter. Høvdingens magiske evner gør, at han kan tæmme heksene, og de kan ikke gøre onde ting, så længe de bliver inden for hans domæne.

De hytter, heksene bor i, er runde, stråtækte og lerklinede ligesom andre folks, men de er mindre og i dårligere stand.

De får mad som løn, når de dyrker høvdingens marker. Derudover kan de tjene lidt penge ved at samle brænde, lave sæbe, sælge trækul eller garn, de selv har spundet. Desuden kan de kan få lidt arbejde hos naboerne med at knække jordnødder, når de er blevet høstet.

Her og der ser man de flygtede kvinder sidde og knuse majs i en morter, sortere frø eller tilberede mad over et lille bål. De er trygge her i Gambaga, men de er fremmede.

Deres egne familier har stemplet dem som hekse, vil ikke vide af dem. For dem er hekselandsbyen her lige så meget et tilflugtssted som et fængsel.

Foruden Gambaga er der i det nordre Ghana fem andre hekselandsbyer, der sammenlagt huser 5.000 flygtninge. Regionen er domineret af muslimer. Men, siger Simon Ngota, det er stadig den traditionelle religion, der styrer. Det er den, der danner baggrund, selv om folk siger, de er muslimer eller kristne. Simon Ngotas arbejde går blandt andet ud på at få kvinderne hjem igen, og han siger, at det faktisk siden 1994 er lykkedes at genintegrere omkring 500 af dem i de landsbyer, der udstødte dem. Hvor mange af dem, der led en pludselig død efter hjemkomsten, har han ikke tal på.

»Man kan ikke ændre folks tro fra den ene dag til den anden,« siger Simon Ngota, som får en beskeden løn fra kirkefolk, der ikke tror på hekse, »for man skal huske på, at troen på hekse er indgroet i folk, og disse hekselandsbyer har fungeret lige siden år 1900 -før den tid blev kvinderne slået ihjel, for de havde ingen steder at flygte hen. Derfor bekæmper den presbyterianske kirke, som jeg arbejder for, ikke overtroen, man hjælper dens ofre. Og desuden er det sådan, at hvis man stiller sig op og siger, at hekse ikke eksisterer, så er der ingen, der vil tro én. Man må acceptere folk, som de er.« Et af de få mennesker i miles omkreds, som ikke tror på hekse, er Sullem Sawyer Salifu, en mand på 39 år, der er uddannet som lærer, men nu arbejder på det statslige kontor for menneskerettigheder i Gambaga.

Sullem Sawyer Salifu oplyser, at hans organisation prøver at bevidstgøre folk ved at holde møder, hvor de får at vide, at hekse ikke findes. »Hvis folk ikke bliver overbevist om det, så siger vi, at man i det mindste skal tage den anklagede til høvdingen i Gambaga og uskadt stille hende frem for ham. Vi fortæller, hvad lovgivningen siger om forulempelse af mennesker.« Adspurgt om det sidste svarer Sullem Sawyer Salifu dog, at der ikke i mands minde er blevet anholdt en eneste person, som var anmeldt for heksejagt.

En anden af de sjældne personer, der ikke tror på hekseri, finder man sydpå i den store by Tamale md lufthavnen. Her residerer Gregory Kpiebaya som romersk-katolsk ærkebiskop over Tamale, og han fortæller, at dette område i det nordlige Ghana er domineret af muslimer. I hans stift er 70 procent muslimer, kun to procent er kristne, mens resten – altså 28 procent -bekender sig til de traditionelle guder.

Spørger man ham om, hvorfor troen på hekse er så fast, svarer han, at det kun er godt 100 år siden, den første missionær kom hertil – i 1906, for at være præcis.

»Med mindre man erhverver sig en vis dannelse, kan man ikke gennemskue den stærke og rodfæstede tro og vide, at mennesker ikke er i stand til at besidde de kræfter, hekse siges at have,« siger ærkebiskoppen. »Et menneske kan ikke spise et andet menneskes sjæl. Men der er så mange, der tror på det, og med mindre folk kommer i kirke og mister troen på de ting, vil det fortsætte.”.

……………………………………………………………………………………………………………………………………….

Statslig heksejagt i Gambia

Op mod 1.000 mennesker blev i marts sidste år anholdt i en landsomfattende heksejagt og akkompagneret af trommer ført til politistationer, hvor de blev tvunget til at drikke en væske, der fremkaldte hallucinationer og opkast. Seks mennesker omkom af den »rensende« drik, anslår Amnesty International.

Gambias præsident Yahya Jammeh hersker ikke alene ved hjælp af hemmeligt politi, men også med rygter om hemmelige kræfter, han skulle besidde. Præsidenten påstår, at det lille afrikanske land er under et storstilet angreb af hekse, og at han derfor har importeret en stribe heksedoktorer fra Guinea, som skal finde de onde væsener, der blandt andet er skyld i, at hans egen tante var død. Heksedoktorerne kørte rundt i busser og udpegede de skyldige for præsidentgarden, politiet og agenter fra efterretningstjenesten, som tvang de anholdte til at klæde sig nøgne og tilstå deres sorte magi, hvorpå de blev torteret.

Den enevældige leder af det mindste land på kontinentet kræver at blive tiltalt som »Hans Excellence Præsident Professor Dr. Al-Haji Yahya Jammeh«, og han hævder at kunne helbrede såvel astma som aids. For øjnene af ambassadører og journalister gned han iført plastichandsker en grøn masse, bestående af urter og bananer, ind i huden på en stribe patienter, hvorpå han bød dem en »bitter gul drik.« Han oplyste de måbende tilskuere, at kuren kun virkede om torsdagen, og at den kun helbredte patienterne, hvis de forinden var holdt op med at indtage anti-HIV-medicin.

………………………………………………………………………………………………………………………………………

Hekse på FNs dagsorden

Efter at have undveget problemet i årtier erkender FN nu, at heksejagt er et brud på menneskerettighederne. Såvel FN som de fleste private hjælpeorganisationer har hidtil anset overtro som et religiøst anliggende, men den hårde kendsgerning, at titusinder af mennesker – måske mange flere – trues af forfølgelse og mord, har vakt en erkendelse af, at der må handles akut for at hjælpe denne form for flygtninge.

»Det er blevet et internationalt problem – en form for forfølgelse og vold, der spreder sig over hele kloden,« sagde Jeff Crisp fra FNs Flygtningehøjkommissariat for et halvt år siden.

Tallene på området er uhyre sparsomme og sporadiske, men FNs foreløbige undersøgelser anslår følgende:

-I DR Congo bor op mod 35.000 børn på gaden, fordi de er blevet udstødt af deres familier efter beskyldninger om trolddom. Især børn med handicap eller talebesvær stemples som hekse. Der er rapporter om, at børn bliver torteret og slået ihjel under djævleuddrivelser,

-I Tanzania bliver henved 1.000 ældre kvinder hvert år anklaget og dræbt for at være hekse,

-I Indien, Nepal, Angola og Sydafrika finder der hekseforfølgelser sted,

-I Nigeria bliver et stigende antal børn forfulgt på grund af anklager om trolddom,

-I Papua Ny Guinea oplyser politiet, at der i 2008 fandt over 50 drab sted, som var forårsaget af anklager om trolddom.

Det eneste, FN hidtil har udrettet, er at anbefale Ghanas regering at »gøre utilbørlige anklager ulovlige« og iværksætte en kampagne om at bevidstgøre befolkningen. Men problemet er, at de fleste politikere også tror på hekseri og derfor ikke anser sådanne anklager for at være spor »utilbørlige«. Og da deres vælgere ligeledes tror på hekse, har politikerne overordentligt svært ved at finde penge på statsbudgettet til oplysningskampagner.

Heksejagter er ikke et isoleret fænomen i det nordlige Ghana, noterer en FN-observatør i en rapport fra 2008: »Der rapporteres fra alle dele af landet om voldshandlinger mod kvinder, der er stemplet som hekse, men nordpå er problemet mere synligt, fordi man der har disse hekselandsbyer, altså bosættelser, hvor de anklagede kvinder kan søge tilflugt og beskyttelse fra at blive forfulgt af deres eget samfund eller familie.« Pressen er lige så tavs som politikerne. Professor Kwame Karikari, som er direktør for et foretagende i hovedstaden, der hedder Mediestiftelsen for Vestafrika, forklarer årsagen til, at dækningen er så ringe, når det gælder hekseri: »De fleste journalister i Ghana kommer fra samfundslag, hvor troen på hekseri er meget stærk, og derfor er medierne ikke kritiske. Jeg kan kun mindes, at ét dagblad her i landet i 1980erne omtalte eksistensen af disse hekselandsbyer,« siger professoren og fortsætter: »Heller ikke regeringen har behandlet problemet som noget, der angik menneskerettigheder. Jeg tror, grunden er, at mange myndighedspersoner selv tror på disse ting. Overgrebene bliver jo også begået af mænd, og jeg tror, at hvis det var overgreb, der blev begået af kvinder, ville politikerne for længe siden have taget sagen op,« siger professor Karikari.

Som understreger, at han ikke selv tror på hekse.

………………………..

 

Billedtekst: »Ja, jeg er en heks.« Bimbaa Nkobe ( tv) har boet i en hekseby i 20 år. Da hendes nevø døde, gav hendes bror hende skylden og fik hende udstødt som heks. Sheitu Achiri ( th) måtte flygte, fordi hendes svigerdatters datter havde en ond drøm om hende. Høvdingen over Gambaga ( i midten) siger, at han har magiske kræfter til at tæmme hekse og neutralisere deres onde kræfter. FOTO: ØJVIND KYRØ