223 dage i Colombias jungle

Berlingske Tidende | 24.08.1997

Et år efter sin frigivelse langer maskinmester Ulrik Schultz ud efter arbejdsgiveren F. L. Smidth. Men trods balladen efter bogen om fangenskabet i Colombia håber Ulrik Schultz at blive i F. L. Smidth.

Af Niels Lunde

»Jeg ringer nok til firmaet nu, for at høre nærmere. Så kan de jo sige, om jeg bare skal tage en enkeltbillet hjem til Aalborg.«

Det var en bevæget uge for maskinmester Ulrik Schultz fra cementkoncernen F.L. Smidth. I torsdags udkom hans beretning om de 223 dage, han blev holdt som gidsel af ELN-guerillaen i Colombia. Og bogen, som er skrevet af journalist Øjvind Kyrø, har vakt stor opsigt på grund af sin hårde kritik af F.L. Smidth. Den danske cementkoncern sløsede med sikkerheden i Colombia og optrådte amatøragtigt i de komplicerede forhandlinger for at få gidslerne fri, hedder det.

Kritikken kommer først og fremmest fra forfatteren Øjvind Kyrø, men også fra hovedpersonen selv.

»Jeg tænkte på forhånd på, om bogen kunne skade mit job, den risiko er nok ikke blevet mindre nu. De kan jo gøre livet så surt for mig, at jeg bliver nødt til at sige op,« siger Ulrik Schultz.

Han er forskrækket over den måde, hans rolle i bogprojektet er blevet udlagt på, især at medierne har slået hans trussel om at anlægge erstatningssag mod F.L. Smidth så stort op. Men han gentager samtidig truslen: »Der er ingen, der siger, jeg ikke gør noget over for firmaet – men lige nu gør jeg det ikke.« 

I bogen oprulles de indviklede forhandlinger mellem især den tyske private agent Werner Mauss og F.L. Smidths såkaldte Colombia-gruppe. Gruppen bestod af firmaets chefforhandler, overingeniør Jan Carlsen, afdelingsleder Martin Schmidt Pedersen og kommunikationschef Torben Seemann Hansen.

Ulrik Schultz er især irriteret over, at F.L. Smidth ikke har fortalt ham sandheden om alle de ting, der foregik i kulissen i det syv måneder lange gidseldrama.

»Jeg har spurgt til det mange gange, sidst her i maj da jeg var til en udviklingssamtale. F.L. Smidth har ikke fortalt mig om Mauss, kun at der var en agent. Sagen er slut for dem, siger de.«

– Øjvind Kyrø sagde på pressemødet forleden, at hvis han var gidsel, så ville han nødig have Jan Carlsen som sin forhandler?

»Øjvind hænger Jan ud, det står for Øjvinds regning. Men når man er gidsel, så vælger man ikke selv sin forhandler. Øjvind har fundet ud af nogle ting, som Jan har gjort, som er negative, blandt andet at han har tilbageholdt et brev fra mig til Anne (Ulrik Schultz’ kæreste, Anne Tjell, red.). Der er ikke nogen, der vender det om og siger: Hvad har firmaet gjort. Jan har jo gjort et meget stort arbejde, og det bliver han ikke rost for.«

Om forholdet til Jan Carlsen i dag, siger Ulrik Schultz: »Jan er ikke i min afdeling, jeg har kun set ham et par gange siden. Den eneste fra Colombia-gruppen, som jeg ser i dag, er Martin, min chef, og ham har jeg et godt forhold til.«

Ulrik Schultz er efterhånden ved at få fangenskabet i junglen på afstand. Arbejdet med bogen har betydet, at han har fået bearbejdet oplevelsen.

»Jeg har det godt nu. Jeg er stadig oppe at køre, men jeg håber, at jeg bliver mig selv igen. Til gengæld betyder oplevelsen, at jeg tænker mere over livet, end jeg gjorde før.« 

I de syv måneder i junglen blev Ulrik Schultz flyttet rundt hele tiden. De var i alt fire, der blev kidnappet, tyskeren Karlheinz Dressel, briten Phil Halden og colombianeren Diego Blandon. Tyskeren blev hurtigt frigivet, og kort efter blev briten fjernet fra de andre. Derefter var Ulrik Schultz og colombianeren de eneste gidsler.

»Gidseltagerne behandlede os pænt. Vi havde jo de frygteligste tanker – skal vi nu været bundet, får vi ikke noget mad, hvad gør de ved os? På den måde har det selvfølgelig været slemt, de tog min frihed. Men de behandlede os pænt. Vi var en investering for dem, en bankbog, og sådan blev vi også behandlet. Jeg tror faktisk ikke, at ELN har slået nogen gidsler ihjel, den anden oprørsbevægelse, FARC, er mere hård, den har ikke tid til at vente på pengene. Vi var mest bange for, at militæret skulle komme, hvad der kunne være sket i den situatuion, det ved jeg ikke.«

 I dagligdagen i de forskellige lejre var der aldrig optræk til konfrontationer mellem fangevogtere og gidsler. Ulrik Schultz var aldrig bundet og blev aldrig forulempet.

 »Vi fik det godt sammen, så godt som fangevogter og gidsel nu kan have det. De havde jo magten, det lagde de ikke skjul på. Men vi talte med dem, vi var jo nødt til at få tiden til at gå. Problemet var, at de var så dumme, de havde kun gået et år i skole. Derfor er de også nemme at manipulere med, og for flere af dem handlede det bare om at få mad. Og så var dem, som jeg så helt forblændede af chefen, lederen af gruppen som sad og holdt foredrag for dem hver aften.«

Området hvor Ulik Schultz blev holdt fanget, var ikke voldsomt stort, alligevel var en redningsaktion udelukket:

»Når du kommer derover, så kan du godt forstå det. Det er helt ufremkommeligt. Der er store græsarealer og bevoksninger, det går op og ned, bjerge og dale. Junglen, hvor vi var holdt fanget, var kun på størrelse med Fyn, men de flyttede os rundt hele tiden. Og flugt var udelukket, der var vagter hele natten. Hvis vi stak af, var der ingen steder at løbe hen, og de lokale bønder var måske tilhængere af ELN. Vores fangevogtere sagde til os: I kan godt I stikke af, men vi fanger jer igen, og så brækker vi jeres ben.«

Ulrik Schultz er ikke et øjeblik i tvivl om at truslen var alvorligt ment.

Ulrik Schultz rejser om to uger til sin næste udstationering, i Pakistan, hvor opgaven bliver den samme som i Colombia: Etablering af cementovne. Og én ting er sikkert, han er færdig med Colombia. »Jeg skal aldrig tilbage til Colombia. Jeg vil gerne møde Diego igen, men det skal ikke være i Colombia.«