A Nation of Enemies

Politiken | 26.09.1992

Anmeldelse af bogen ’A Nation of Enemies’ af Pamela Constable og Arturo Valenzuela. W. W. Norton & Company.

af Øjvind Kyrø

Alene fænomenet tømmermænd burde være nok til at afskrive enhver tanke om, at man lærer af historien.

Historien om Pinochet og hans 50.000 mand forekommer også som gemen fuldemandssnak, bortset fra den bedrøvelige kendsgerning, at den er sand.

Sjældent har verden oplevet en mere opstyltet diktator end Augusto Pinochet Ugarte. Men det groteske er, at jo mere man dykker ned i historien, desto mere plausibel forekommer den.

‘Pinochet elsker sit folk,’ sagde en amerikansk diplomat til mig, da jeg lige var kommet i 1988. Og han mente det.

‘De to-tre tusinde, der omkom efter kuppet, må betragtes som sociale omkostninger’, sagde min elegante borddame ved en fin middag.

Stearinlyset på kisten væltede, da en ung fyr lagde sig hulkende ind over sin fars kiste i Iquique, en havneby 1.800 km nord for Santiago. Forrige år blev en massegrav afsløret her, og den voksne søn fik for første gang sin far at se – som mumie. Han havde ligget velbevaret i ørkensandet, siden den dag i 1973, da han og en flok kammerater blev mejet ned af en peloton.

Mumien var et af ofrene for den paranoide anti-kommunistiske propaganda, der hærgede landet, og gav det nødvendige alibi for den fjende, Pinochet og alle hans mænd mente, de var oppe imod.

Alle kendsgerninger synes at stride mod hinanden, men reporteren fra Boston Globe, Pamela Constable, og professoren Arturo Valenzuela fra Georgetown University i USA evner at sy en detaljeret og nuanceret beskrivelse sammen ved hjælp af et eminent rigt kildemateriale, som de lægger for dagen i bogen ‘Et land af fjender’.

ROMANTISK OG NAIV De beskriver den vidtløftige, romantiske og naive Salvador Allende som i sin hast med at gennemføre sine vælgeres ønsker overså USA’s og de lokale magthaveres interesser og lod hånt om de mest elementære samfundsøkonomiske tommelfingerregler.

Og Pinochet, som Allende troskyldigt havde udnævnt til forsvarschef en måned før han blev bombet sønder af ham.

Enhver ædruelig vesterlænding vil for længst have tænkt, at sådanne fantastiske hændelser snarere er reglen end undtagelsen i Latinamerika.

Men her siger historikeren holdt.

Chile har haft demokratisk styre længere end Danmark. Siden 1830 har militæret i Chile kun taget magten i sammenlagt 13 måneder, indtil Pinochet ændrede traditionens gang.

Chilenerne blev anset for ‘Latinamerikas englændere’, kunne bryste sig af to nobelpristagere – begge poeter, Gabriela Mistral og Pablo Neruda – og korruption var et bandeord. Præsidenter som Jorge Alessandri (1958-1964) agerede som en anden Anker Jørgensen og stod i kø i banken.

Da Allende i 1970 kom til magten, flokkedes intellektuelle fra Paris og Mexico, studenter fra Californien og teknokrater fra Cuba om det ny styre og hyldede det med revolutionær retorik og Marx og Marcuse i rygsækken.

‘Et enigt folk kan aldrig besejres’, sang Victor Jara til hele den opstemte generations begejstring.

Men inden året var omme, var økonomien løbet ud af kontrol. Inflationen skød i vejret, og i tilgift investerede CIA otte millioner dollars i at destabilisere Allendes styre som om, han ikke gjorde det hurtigt nok selv.

BONDESNU MAND Midt i alt rodet greb Pinochet og hans junta magten. Pinochet er ikke en klog mand. Han er bondesnu.  Og chilenerne er – som han – pedantiske, legalistiske og autoritetstro.

Hemmeligheden bag hans næsten 17 år ved magten – bortset fra de elementært økonomiske årsager – er hans bestandige pukken på loven.

Det var ham altid magtpåliggende at ændre lovgivningen, så den passede i hans favør, og det fik den europæisk-uddannede dommerstand og alle lovlydige menige chilenere til at parere ordre. Uanset hvor sindssyge de nye love var.

FN kunne fordømme Chiles menneskerettigheds-forbrydelser i stribevis, men det fik blot Pinochet til at lyse FN i band som en flok kommunistiske medløbere, fordi det ‘officielt’ ikke kunne dokumenteres, at der foregik noget galt.

Pinochet holdt sig altid selv til reglerne. Rykkede eksempelvis ikke ind i det betongrå, genopbyggede præsidentpalads ‘La Moneda’ før i 1981, efter at hans selvbestaltede folkeafstemning havde kåret ham til præsident.

Pinochet står op, før fuglene begynder deres morgensang, og dyrker motion med armvægte, drikker aldrig alkohol og foretrækker urtete for kaffe. Han hader betegnelsen ‘diktator’ og ser sig selv som en soldat, der ofrer sig for sit fædreland. Pinochet ligner overhovedet ikke tredjeverdens-diktatorer som Marcos, Stroessner, Somoza eller Idi Amin, hans pekuniære gevinster er spartanske i forhold til deres.

PIBENDE STEMME Asketisk er også hans forhold til omverdenen. Hans pibende stemme mestrer ikke andet end et slangfyldt, landligt spansk, hans instinkt tilsiger ham mistro over for intellektuelle, og – dummest af alt – han omgiver sig med for mange rygklappere.

Det manglende greb om den politiske virkelighed kom til at koste ham magten, da han i 1988 lod holde en anden folkeafstemning. Det var en målløs Pinochet, som resten af juntaen mødte i førerbunkeren under præsidentpaladset hin oktoberaften, da stemmetallene var opgjort. Kun 43 procent – især mange kvinder – ønskede, han skulle fortsætte sit regime.

Symptomatisk nok lød hans kommentar næste dag: ‘Glem ikke, at der engang var en folkeafstemning, hvor Kristus og Barrabas skulle dømmes. Og folket valgte Barrabas.’ Under Pinochet blev det et diabolsk land, Chile som et stort fængsel, med torturkældre befolket af en underverden af sadister, en gestapo-agtig og allestedsnærværende sikkerhedstjeneste samt titusinder af landsforviste.

Pinochet har altid afvist ethvert spørgsmål om tortur, selvom han dagligt spiste morgenmad med sikkerhedstjenestens chef, der var hans og konens personlige ven.

Hvordan han kunne blive ved med at lyve uden at blinke, hænger sammen med den kultur af sygelig frygt, der blev opbygget, hvor samfundslagene arbejdede uafhængigt af hinanden, afskåret af pressecensur fra enhver form for debat. Og ikke mindst tyrkertroen på, at udraderingen af ‘den marxistiske trussel’ var at ligne med et frelsende kirurgisk indgreb på en dødssyg patient.

Landet blev polariseret, venskaber og familier revnede, Chile blev en nation af fjender. En generation af arbejdere og studenter mistede deres ledere og illusioner. Middel- og overklassen glemte bekvemt deres ansvar for demokratiet og troede på juntaens budskab om, at chancen skulle gribes til at bygge et apolitisk, kapitalistisk utopia, nu fagforeningerne var vist vintervejen.

MIDDELMÅDIGHEDER Samtidig tog en ny stand af middelmådigheder magten som dommere, rektorer, borgmestre og skrivebordsgeneraler og lod sig beruse af den rå magts privilegier.

‘Som alle diktaturer skabte Pinochet spioner af de skrupelløse, medløbere af de ambitiøse og hovedparten om til konformister,’ skriver forfatterne.

De byder ikke på nogen enkel forklaring på, hvordan fænomenet Pinochet kunne opstå, men den måske bedste citerer de en skuespilforfatter Marco Antonio de la Parra for: ‘Jeg er mere bekymret for fascisten i mig end fascisterne om mig. Hvor mange af os kunne blive torturbødler? Pinochet kunne ikke være hændt, hvis samfundet ikke allerede var sygt.’ Selv om demokratiet nu er genindført, giver den ny regering ingen synderlig støtte til de tusinder af pårørende til ofrene for krænkelser af menneskerettighederne. Forklaringen er den simple, at den 76-årige femstjernede general stadig og enevældigt bestrider posten som chef for hæren, landets mægtigste værn.

Landet lider stadig af politiske tømmermænd.