Både fy-råb og jubel da Pinochet gik
Berlingske Tidende | 12.03.1990
Diktatorens afgang hilst med jubel af folkemænde, der tildængede den afgående leder med kasteskyts.
Af Øjvind Kyrø
SANTIAGO »Morder! morder!« råbte folkemasserne, og general Augusto Pinochet måtte dukke sig for kasteskyts, da han i går lod sig køre til den ny kongresbygning for at overdrage magten til den demokratisk valgte præsident Patricio Aylwin.
Ilde til mode afførte den 74 år gamle diktator sig det røde-hvide-blå præsidentielle skærf, gratulerede Aylwin og forlod bygningen. En australsk fotograf blev slået ned af en af hans livvagter, da eks-statschefen kørte bort i hærens skudsikre Mercedes.
»Diktaturet faldt!« jublede folk, da Chiles ny præsident kørte ud i gaderne, og der fra alle vinduer blev viftet med flag og kastet blomster ud over kortegen. Magtskiftet blev overværet af USAs vicepræsident Dan Quayle og senator Edward Kennedy, der begge betegnede begivenheden som »demokratiets morgenrøde«, samt af præsidenterne fra Brasilien, Argentina og Uruguay – Sarney, Menem og Lacalle.
Kort efter begyndte flyene at lande i Santiago Lufthavn, lastet med præsidenter, stats- og udenrigsministre samt regeringsdelegationer. De kom med vilje for sent til ceremonien for at undgå at trykke Pinochet i hånden og dermed legitimere hans 16 1/2 år lange diktatur.
De danske udsendinge, undervisningsminister Bertel Haarder (V) og fhv. statsminister Anker Jørgensen (S) ankom i et brasiliansk Varig-fly.
Magtskiftet fandt sted i den fattige havneby Valparaiso, 120 km fra hovedstaden, hvor Pinochet har ladet opføre en ny kongresbygning i sin fødeby. Blandt de inviterede til at overvære ceremonien var også taberne ved præsidentvalget den 14. december sidste år, Pinochets tidligere finansminister Hernan Büchi og millionæren F.J. Errazuriz.
Aftenen før magtskiftet holdt Pinochet sin sidste tale til nationen. Over radio og tv læste den femstjernede general med kraftig stemmeføring en tale op, hvori han anslog en forsonlig holdning overfor den ny regering. Han takkede for den »betydelige opbakning«, som han gennem årene har fået i befolkningen, og sagde: »I svære timer for fædrelandet var jeg rede, og det vil jeg altid være, til at stå op mod frihedens og demokratiets fjender.« Han sluttede med at opfordre alle til at forene sig og sikre den kommende regering succes.
Kort før kl. 20 lørdag aften forlod en trist Pinochet for sidste gang præsidentpaladset, og 23 timer senere overtog Patricio Aylwin det som den første folkevalgte præsident siden 1970, da socialisten Salvador Allende blev valgt.
Allende mistede tre år senere livet i paladset, da Pinochet lod det angribe og tog magten. I går morges blev der holdt en mindehøjtidlighed ved Allendes grav. En lang række socialistledere, udenlandske delegationer samt Allendes enke og datter deltog i højtideligheden, hvor den ny regerings indenrigsminister lagde en rød nellike på graven.