Beretning fra Mørkets hjerte

Berlingske Tidende | 03.11.2004

ØJENVIDNESKILDRING. Over en million mennesker blev myrdet i Rwanda, mens verden så passivt til. Det var forfærdende og barbarisk, og efter endt læsning af Øjvind Kyrøs fremragende bog ønsker man blot, at Bill Clintons regering havde set stort på alle FN-hensyn, invaderet landet og stoppet folkemordet

Af Bent Blüdnikow

Godt 1.170.000 mennesker blev ofre for folkemordet i Rwanda i 1994. Der var tale om stammeopgør, og man regner med, at godt 600.000 mennesker af hutu stammen var med i de planlagte myrderier på tutsie stammens medlemmer. Der var tale om en regeringsstøttet mordaktion, hvor alt fra maskingeværer til knive, køller, macheter og skruetrækkere blev anvendt.

Efter Anden Verdenskrigs Holocaust spurgte man, hvor verdens samvittighed havde været henne i de år, hvor nazisterne fik lov til – og til tider endda med aktiv hjælp af europæiske befolkninger og regeringer – at slå jøder ihjel. Man kan med en vis ret atter spørge, hvor verdens samvittighed var henne, da det vanvittige folkemord ramte Afrika – kontinentet som vi ikke interesserer os for.

Men heldigvis er der folk som journalisten Øjvind Kyrø, der ikke har sluppet sin interesse og sin omsorg for Afrika. Han var der under folkemordet i 1994, og ti år efter er han vendt tilbage for at se, hvad der skete med de overlevende. I sin bog »Godmorgen, Rwanda. Er I begyndt at arbejde?« opruller han folkemordets forhistorie. Den lange og indforståede titel på bogen refererer til radioudsendelserne i Rwanda, der opfordrede hutuerne til at gøre arbejdet færdigt, nemlig at slå tutsierne ihjel.

Der er scener i bogen, der på bestialsk vis minder om noget fra nazisternes og kommunisternes værste sadisme. Kyrø har talt med en række vidner til myrderierne, og iøvrigt er de veldokumenteret af senere FN rapporter, så der er ingen grund er til at betvivle sandheden i denne type beretninger: »Den tredje dag havde de fundet og fanget min højgravide moster: »Nu skal vi vise dig, hvor dygtige læger vi er«, sagde en af dem og tog mig udenfor, hvor hun stod. Hun var bagbundet. Beate hed hun, og hun var min mors lillesøster. De tog tøjet af hende, og én tog en slagterkniv og skar hendes mave op: »Er jeg ikke en dygtig læge, kan du se babyen?, sagde han. »Husk at fortælle Gud, hvor gode vi er til at følge Ham og Hans befaling om at udslette tutsier.« Hun skreg forfærdeligt, da de skar hendes mave op, så barnet kom halvt ud. De slæbte hende hen til en latrin og smed hende i den. Den var godt fyldt og både hun og barnet druknede.«. Og der er en række af den slags skildringer.

Og omverden så til

Fortællingen om Rwanda er så barbarisk og forfærdende, som man kan tænke sig. Men et hovedformål med Øjvind Kyrøs bog er tillige at fortælle om omverdens politiske passivitet og moralske apati. Afrika talte simpelthen ikke hverken politisk eller mediemæssigt. Den feterede Bill Clinton og hans regerings indsats var kritisabel. FN og ikke mindst Kofi Annan, der havde ansvaret for FNs indsats, var uduelig og passiv. De vesteuropæiske regeringer havde andet at tænke på. Kritikken rammer i bund og grund os alle. Afrika interesserede os ikke; medierne ville hellere skrive om Israel-Palæstina, og de europæiske befolkninger var ikke til at råbe op. Kyrø fortæller, hvordan han i 1994 desperat forsøgte at få danske medier til at trykke hans artikler fra katastrofeområdet med ringe resultat.

Da det hele var overstået og verden havde erkendt, at man havde svigtet, var der kun vage undskyldninger at hente for de overlevende. Clinton holdt en tale og sagde stort set intet, og Annan kom med spage bortforklaringer og undskyldninger. Det tribunal, som Kofi Annan nedsatte for at udrede tragediens tråde, var korrupt og uansvarligt.

Hvis nogen stadig tror, at man kan overlade undertrykte mennesker til internationale organisationers beskyttelse, så er Kyrøs bog en alvorlig øjenåbner. Den bringer os helt ind i det afrikanske kontinents mørkeste hjerte. Den er skrevet med engagement og desperation, og den lader os føle med de mennesker, der blev ofre for menneskets barbari og verdens ligegyldighed. Det er en fremragende bog, der både giver læseren grund til harme over de ulykkeliges skæbne og følelsen af skam over, at vi intereserede os så lidt for tragedien, da den udfoldede sig.

Øjvind Kyrø: »Godmorgen, Rwanda. Er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord«. 252 sider, 299 kr. Illustreret. Lindhardt og Ringhof. Fem Stjerner

Fra »Godmorgen, Rwanda…«

»Vi kørte sydpå ad landevejen mod Kigali og svingede vestover. Vi sad stille og kikkede på det smukke, kuperede landskab. Der var et eller andet grueligt galt, men hvad? Svaret blæste i vinden. Dunsten af død. Vi kørte i to timer gennem Afrikas tættest befolkede land og så i alt 17 mennesker, de fleste af dem børn, samt to katte og en hund.

(…)

Her så det hele ud, som var der kastet en neutronbombe. Alt var intakt, men alle var døde. Hvert andet minut bragte brisen stanken af rådnende lig med sig. Beboerne i landsbyerne lå døde i skoler, huse, på markedspladser, marker, i grøfter – resten havde taget flugten. Ingen huse var beskadiget, asfalten var ikke flænset op af larvefødder.

Det var i sandhed »the killing fields«, dette landskab, hvor forrådnelsen viftede os om næsen, og vi så resultatet af den ondskab, som var blevet udløst her. Alt forekom så ligegyldigt. Hvad nyttede opdragelse, uddannelse, kirkegang, pæne ord; var kultur andet end neglelak på rovdyrkløer? Jeg forstod godt kollegaen fra tysk fjernsyn, der sad i bilen bagved og konstant havde en flaske rødvin stående på gulvet mellem sine støvler. Dette var for sindssygt og for rystende til, at man kunne kapere det.«

Citat fra »Godmorgen, Rwanda. Er I begyndt at arbejde?«