Congo betyder det modsatte af udvikling

Danidas magasin “Udvikling” Nr. 6 |09.2008

af Øjvind Kyrø

I løbet at de sidste ti år er 5,5 millioner congolesere døde som følge af ’Afrikas Første Verdenskrig’. Ingen gør noget seriøst for at hjælpe – en undtagelse er EU, som donerer én milliard kroner om året til landet, som er i opløsning, både fysisk og moralsk. Øjvind Kyrø rapporterer fra hovedstaden i vest til Bunia i det østlige Congo.

Flysikkerheden er som alt andet i Congo i forfald. I starten af september styrtede et fly med nødhjælpsarbejdere. Alle 17 personer ombord døde.

 

Richard Zink, en stovt, kort mand fra Schwarzwald, har fra sit kontor på 14. etage i Kinshasa udsigt til den mægtige Congo-flod, der slanger sig fra Atlanterhavskysten og ind i dybet af verdens andenstørste regnskov.

 

Ovre på den anden bred ligger Brazzaville i Republikken Congo, som er et langt mindre land end Den Demokratiske Republik Congo.

 

– Dette er det eneste sted i verden, hvor to hovedstæder ligger så tæt på hinanden, uden at der er bygget nogen bro imellem dem, konstaterer ambassadør Zink og lader gæsten selv drage sine slutninger. Trafikken mellem de to hovedstæder finder fortrinsvis sted i form af kanoer, lavet af udhulede træstammer.

 

Det er en umanerlig svær post, Richard Zink er sat på som chef for EU’s delegation i et opløst, forrået og krigshærget land. Heldigvis er han udstyret med en finurlig humor og har fra andre udstationeringer erhvervet en årelang erfaring i afrikanske stater; dette overskud gør, at han ikke som enhver anden ville flygte.

 

EU er den andenstørste donor i DR Congo med årlige bidrag på 150 mio. euro (ca. en mia. kr.), og arbejdsforholdene er klinisk set uoverskuelige. Landet er firs gange større end den gamle kolonimagt Belgien og lige så stort som hele EU før den seneste udvidelse.

 

Intet fungerer. Ud over træstammerne og nogle ramponerede pramme på floden findes ingen farbare veje fra øst til vest. Landet råder over 500 km asfalteret vej, og ingen er uden huller. Transport af varer sker for 95 procents vedkommende på cykler, fordi de fleste veje er eroderet bort. Den eneste anden udvej er at ty til fly, hvis man har penge.

 

Men da samtlige congolesiske luftfartsselskaber har forbud mod at flyve til EU på grund af deres elendige sikkerhedsforhold – der går sjældent en uge, uden man hører om en flyulykke – må Richard Zink lave kontrakter med udenlandske selskaber til at flyve sine folk rundt i landet.

– Vi må jo følge EU’s egne regler, som han bemærker.

 

Congoleserne kunne være de rigeste mennesker i Afrika. De går rundt på bare fødder ovenpå et geologisk vidunder. Jorden er fuld af diamanter, guld, kobolt, kobber, coltan – ’det grå guld’ som bruges i mobiltelefoner og computere – og det var uran fra Congo, der blev brugt i de to atombomber, som amerikanske piloter detonerede over Nagasaki og Hiroshima.

 

Men denne velsignelse af råstoffer har vist sig at være en forbandelse, fordi vestlige magter, og siden afrikanske diktatorer, har udplyndret landet.

 

Næsten alle andre lande i den tredje verden har i det sidste halve århundrede oplevet en nogen vækst, en vis udvikling. Men her i Congo er der sket det stik modsatte.

 

– Da belgierne lod landet få sin uafhængighed i 1960, boede her 16 mio. mennesker. I dag er her mindst 60 mio. indbyggere, som har det meget værre end dengang, oplyser Zink.

 

Kriminelle regeringssoldater

Landet har ikke alene været udsat for systematisk plyndring fra udenlandske magter og anonyme selskaber, men også et politisk styre, der på alle måder har været dræbende.

 

Gennem 32 år regerede Mobutu Sese Seko enevældigt, drak lyserød champagne til morgenmad og ringede efter Concorden, når hans hustru skulle shoppe i Paris. Congo er verdens andenstørste fransktalende nation, og derfor hyldede den franske regering ham –han var præsident Francois Mitterands private gæst flere gange – ligesom han altid blev budt velkommen i Det Hvide Hus, så længe den kolde krig varede.

 

Mobutu opfordrede skamløst befolkningen til at stjæle, ligesom han selv gjorde, (’Vil du stjæle, så stjæl en smule på en fiks måde. Men hvis du stjæler for meget for at blive rig på en studs, bliver du fanget’, som han udtalte) og satte lovløsheden i system.

 

Selv om Mobutu var militærmand, svækkede han i sine sidste år hæren for at mindske faren for et kup. Det medførte, at officererne huggede soldaternes lønninger, og soldaterne måtte forsyne sig selv med mad og andre livsfornødenheder ved at plyndre befolkningen.

 

Sådan var det under Mobutu, og sådan er det fortsat i dag.

 

– Hæren er som i middelalderen, kommenterer Richard Zink.

– Soldaterne følges af deres familier i felten, og ud over at kæmpe skal de sørge for at brødføde deres kvinder og børn.

 

”Det såkaldte ’internationale samfund’ eksisterer ikke, og derfor kommer der ingen hjælp.

Poul Nielson, tidl. EU-kommisær

 

Derfor viser statistikken, at 80 procent af alle forbrydelser i Congo bliver begået af enten politiet eller hæren. Og det hænder kun uhyre sjældent, at nogen uniformeret mandsperson bliver stillet for retten for voldtægt, plyndringer eller mord.

 

Situationen er blevet værre af, at regeringen har tilbudt den ene morderiske militsgruppe efter den anden amnesti, hvis den ville lade sig demobilisere og indlemme i regeringshæren.

 

En vestlig missionær, som gennem årtier har arbejdet i Congo, siger:

– Det er forfærdeligt, at de værste voldtægtsforbrydere, røvere og mordere ustraffet bliver integreret i regeringshæren. Han tilføjer fromt: – De burde skydes enkeltvist alle sammen.

Af hensyn til sin egen sikkerhed ønsker missionæren at være anonym.

 

En hær af ’spøgelsessoldater’ afsløret

Ligesom resten sundhedssystemet, undervisningsområdet og den øvrige statslige sektor, fungerer domstolene heller ikke.

 

– Lovene her i landet er perfekte, oplyser Richard Zink og tilføjer:

– Det et eneste problem er, at de ikke bliver overholdt.

 

EU har valgt at sætte ind på at genopbygge retssystemet, som ligger i ruiner samt at oprette et nyt administrationssystem, der udsteder nye ID-kort til de væbnede styrker.

Takket være de nye måder at kanalisere løn til soldaterne udenom den militære kommandostruktur, har EU ’elimineret spøgelsessoldaterne, så officererne ikke længere kan skumme fløden’, som Zink udtrykker det.

 

Ved hjælp af det nye biometriske identifikations-system, som alle regeringssoldater nu er udstyret med, fandt man ud af, at hæren havde opgivet et alt for opsvulmet tal, når det gjaldt personel. I alt blev der afsløret 135.000 såkaldte ’spøgelsessoldater’ – altså ikke-eksi-sterende menige – samt et stort antal af officerer, der var gået på pension, men som fortsat hævede deres gage.

 

EU har udstationeret 80 sagkyndige alene til at få sat skik på både hær og politi.

 

Største tabstal siden 2. Verdenskrig

Nødhjælpsorganisationer og forskere anslår, at der siden 1998, da ’Afrikas Første Verdenskrig’ brød ud – mindst syv regeringshære intervenerede og kæmpede i Congo – er gået 5,5 mio. menneskeliv tabt. Dette største tabstal siden Den Anden Verdenskrig skyldes ikke krudt og kugler, men at millioner af mennesker flygtede fra krigshandlingerne, forlod deres marker og husdyr og gemte sig i de uendelige skove og her udåndede af ren og skær mangel på elementære fornødenheder som rent vand, mad og medicin.

 

Det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs konkluderede i juni i år, at ’Congo er nu scene for den største humanitære katastrofe i verden – langt større end krisen i Sudan’.

 

– Hvorfor reagerer det internationale samfund ikke på nøden?

– Det er en glemt konflikt, fordi folk ikke dør i krig, men på grund af fravær af mad og medicin, siger Zink og fortsætter:

– Førhen opholdt folk sig i kæmpemæssige flygtningelejre, nu er der ikke mere så dramatiske billeder at finde her som i Irak, Darfur og Afghanistan.

Men Richard Zink er glad for, at EU trods manglen på interesse fra såvel presse som nødhjælpsorganisationer satser på Congo.

 

– Udviklingskommissær Louis Michel er fra Belgien, og derfor ved han, hvor vigtig Congo er, siger Richard Zink.

 

– Hvis Afrika skal stabiliseres, er Congo nøglen. Og det rette tidspunkt er nu. Congo er den store, centrale blok mellem Øst- og Centralafrika samt den sydlige del af kontinentet.

 

Premieren på EU-hæren i Congo

Congo er også stedet, hvor den første europæiske hær – siden Karl den Store i 700-tallet erobrede det meste af Vesteuropa – gik i aktion.

 

EU-hæren blev sat ind i Bunia, provinshovedstad i det nordøstlige Congo, fordi FN-tropperne i byen ikke havde mandat til at gribe ind.

 

De rigeste forekomster af guld befinder sig i nærheden af Bunia, og byen var derfor vigtig at have kontrol med. Nabolandene Rwanda og Uganda, som sammen havde invaderet den østlige halvdel af Congo, var i 2003 på tilbagetog, fordi de to lande havde skrevet under på en fredsaftale, som skulle medføre, at Congo blev rømmet for udenlandske hære.

 

Men hverken Rwanda eller Uganda ønskede at gå glip af de formuer, der var at hente i guldminerne omkring Bunia, og derfor bestykkede og finansierede de militsgrupper, som skulle kontrollere guldminerne.

 

Ligesom magthaverne i Rwanda i 1994 udnyttede de etniske forskelle ved at puste til og nære hadet mellem hutuer og tutsier, lod de to nabolande gamle modsætninger mellem to etniske grupper, lendu og hema, flamme op i lys lue.

 

Bunia blev et slagtehus. Den ene uge sad lendu-militsen på magten og slog byens hema-indbyggere ihjel; den næste uge skete det modsatte. De 800 ’blå baretter’ fra Uruguay forskansede sig bag sandsække og måtte se på massakrerne uden at kunne gribe ind. De havde de ikke mandat til.

 

På dette tidspunkt havde 50.000 mennesker mistet livet og flere hundrede tusinde havde taget flugten.

 

Derimod gav FN tilladelse til, at EU kunne gribe ind. Med ret til at skyde for at dræbe, hvis det gjaldt om at beskytte civile eller sig selv.

 

Den 6. juni 2003 blev Operation Artemis til virkelighed. Den ny fælleseuropæiske hærs første aktion. Den beskedne kul- og stålunion mellem Frankrig og Tyskland havde udviklet sig. EU optrådte nu som militærmagt på verdensscenen og udfordrede USA’s status som den eneste supermagt.

 

Henved 1.800 soldater, anført af franske tropper og befalingsmænd, blev med kamphelikoptere landsat i Bunia. Og da det første skud fra en veltrænet fransk infanterist landede i brystet på en barnesoldat, indså militslederne, at spillet var slut. De flygtede ud af byen.

 

1200 år efter at Karl den Store havde triumferet og var blevet kronet som Kejser af Rom, defilerede EU’s udenrigschef forbi den franske æresgarde, som gjorde honnør for Javier Solana. Han var kommet til Bunia for at se EU’s væbnede styrker i skikkelse af hovedsageligt franske, tyske og britiske tropper plus et mindre kontingent af 80 elitesoldater fra den svenske ’Särskilda Skyddsgruppen’.

Tre måneder senere forlod EU-styrken Bunia og overlod den fredelige by til FN-tropper, efter at Sikkerhedsrådet i juli havde opgraderet styrken både med 10.800 mand og mandat til at intervenere med våbenmagt.

EU’s tidligere udviklingskommissær Poul Nielson, som i dag fungerer som adjungeret professor i udviklingspolitik ved Aalborg Universitet, har fulgt krigen i Congo nøje.

 

”Hvis Afrika skal stabiliseres, er Congo nøglen. Og det rette tidspunkt er nu.

– Richard Zink, chef for EU’s delegation i DR Congo

 

– Efter at jeg i 1999 fik greb om udviklingshjælpen i EU, blev DR Congo det enkeltstående land, vi havde den største operation i, siger Poul Nielson, som ikke bryder sig om Javier Solanas indsats i landet.

 

– Den såkaldte ’solanisering’ – samtænkning af militær og humanitær indsats – går jeg imod. Operationen i Bunia fandt sted, fordi Solana ønskede at vise, at EU kunne involvere sig militært, uden at det generede hverken Nato eller FN, siger Nielson og tilføjer:

– Det bedste, jeg kan sige om Operation Artemis er, at det var bedre, at det skete samlet, end at Frankrig og Belgien intervenerede alene og derved kunne revitalisere deres gamle interesser i Congo.

 

Problemerne for store for NGO’erne

Poul Nielson har også en forklaring på, hvorfor 5,5 mio. mennesker i løbet af et årti kan dø som følge af krig, uden at nogen ænser det.

 

– Det såkaldte ’internationale samfund’ eksisterer ikke, og derfor kommer der ingen hjælp, fastslår han. Men hvad så med NGO’erne?

 

Poul Nielson peger på, at de hjemlige private hjælpeorganisationer ’er svækket i deres ideale position, fordi de er afhængige af markedsføring og hæmmes af udviklingsminister Tørnæs’ krav om, at de skal bruge deres kræfter på at samle penge ind.’

 

Desuden mener han, at ’NGO’erne er for små til at løse så store og uhåndterlige problemer, som findes i DR Congo.’

 

Også konfliktens indhold er svær at forklare, og det medvirker til, at NGO’erne holder sig borte:

– At få folk heroppe i Europa til at forstå, at det ikke er for sjov, at afrikanere griber til våben, er vanskeligt. Vi tror, at de ikke har en historie, og de fleste NGO’er magter ikke at forklare indviklede problemer, siger den tidligere EU-kommisær.

Endelig minder han om ’skyggerne fra Den Kolde Krig, som gør, at det såkaldte internationale samfund ikke involverer sig.’

 

Øjvind Kyrø er journalist og forfatter, og har bl.a. skrevet bogen ’Congo – Farezone 5.’