Dårlig reklame for Gud

Danmark, Europa

Jyllands-Posten | 13.11.2005

PR for Gud: Folkekirken har penge til restaureringer af kirkerne og indkøb af orgler, men det kniber med at finde penge til udbredelse af det glade budskab om Gud. Kirkens markedsføring er atomiseret, gammeldags og ineffektiv, siger kritikerne.

Af Øjvind Kyrø

De var alle enige om, hvordan unge har det med kirken, for de kendte det fra sig selv, de 11 studerende fra Danmarks Designskole, som forleden fik til opgave at markedsføre folkekirken.

»Jeg vidste ikke spor om, hvad reglerne i kirken gik ud på, derfor følte jeg mig fremmed,« siger Thomas Pålsson.

De studerende blev delt op i fire grupper, og deres analyse lød ens: »Målgruppen er reflekterende, selvbevidste, ikke-troende i slutningen af tyverne,« meldte den første gruppe, som havde produceret en plakat med ordene: »Jeg tror ikke på Gud, men kirkerummet er også mit« og et logo, der lød: »Folkekirken – Tro hvad du vil.«

Den anden gruppe stilede også sit budskab til »medlemmer af folkekirken, som ikke har taget stilling til deres tro, og som er forbrugsorienterede. De har ingen problemer med at gå til astrolog den ene dag og i kirke den næste, men de synes ikke, at folkekirken passer til deres image.«

Denne gruppe havde produceret en plakat: »Har du brug for en mental espresso – nyd din powernap i kirken,« for som den studerende Heidi Juul Petersen siger:

»Folk tror på hvad som helst, og mange unge har modvilje mod folkekirken, som de finder er dømmende og bedrevidende. Skal man overhovedet få folk i kirke, skal der gøres et stort reklamearbejde for at få dem ind i kirkerummet, uden at der bliver prædiket for dem.«

»De hyppigste tillægsord om folkekirken er traditionel, flot, højtidelig, påduttende, kedelig,« mente den tredje gruppe, der havde produceret en lille stump film, der viste en hæsblæsende tegneseriefigur af en mand, omgivet af larm, og på skærmen lød teksten: »Brug for en pause? – Den Danske Folkekirke!« hvorpå kirkedøren smækkede bag ham og stilheden bredte sig.

Den fjerde gruppe havde fundet ud af, at kirken kunne bruges som et »Rum til tanke,« hvor de unge »jeg-orienterede, ikke-troende« kunne fundere over videnskabelige problemer og tankegods fra andre religioner.

»Det er interessant, at det gennemgående tema er, at kirken skal være åben for menneskets egne tanker,« konkluderede den ene af underviserne fra designskolen, Carl Gyllenhoff, mens sognepræst på Christianshavn, Flemming Pless, som havde lagt kirkerum til fremvisningen af resultaterne, slog iskoldt vand i blodet på de studerende: »Uanset hvor storartet jeres kampagneforslag er, så bliver jeres største problem at overbevise køberen. Men send jeres materiale til bisperne og til kirkeministeren. Det er Folketinget, som ejer folkekirken.«

Øremærkede penge

Folkekirken har ikke penge til at markedsføre sit budskab til trods for, at den skulle være én stor kommunikationsanstalt for at sprede rygtet om Gud, Jesus og Helligånden.

Det skorter ikke på penge til at installere verdens dyreste instrument, orgelet, i den fjerneste kirke i kongeriget, og skal man se ny dansk kunst, skal man ikke gå på museum, men i folkekirken, for det er her, man har råd til at bede de bedste kunstnere om at stå for udsmykningen.

I det hele taget mangler der ikke penge i folkekirken, som har en årlig omsætning på seks milliarder kroner, sagen er blot, at pengene er øremærkede.

»Hverken stifterne eller provstierne har penge, det eneste sted, de findes, er i menighedsrådene, og de er for peanuts at regne,« forklarer Kaj Bollmann, som er generalsekretær i Kirkefondet. »Derfor er der ingen midler til at finansiere en fælles markedsføring.«

Kaj Bollmann mener, at sognene lider under en alt for gammeldags tænkning: »Det er tåbeligt, at 27 sogne i et provsti ikke kan finde ud af at gå sammen om et fælles kirkeblad og en hjemmeside. Det er som om de går ind for at markedsføre sognet og ikke evangeliet. Hvorfor skal man fylde et kirkeblad med gudstjenestelister, som man kan finde i ugeavisen? I folkekirken mangler der en samarbejdskultur. Man er vant til at gøre så lidt som muligt sammen og ikke så meget som muligt.«

Lego som sponsor

Det er kirkeministeren, der bestemmer, hvad den fælles pengekasse, kaldet Fællesfonden, skal bruges til, men den er ved at blive tømt for opgaver.

For overhovedet at være i stand til at få finansieret fælles opgaver, må biskopperne ty til private midler. For to år siden fik Københavns biskop Erik Norman Svenden en fond til at betale over en million kroner til et husstandsomdelt skrift, og for nylig lagde Lego 2,3 mio. kroner på alterbordet til en ny ansøgning.

Biskopperne kunne udmærket indse, at der var brug for en fælles hjemmeside, men de havde ingen penge til at opbygge og drive den. Derfor velsignede Legos Ole Kirks Fond folkekirken med pengene til de første tre års drift af portalen.

»Det er vist første gang i dansk kirkehistorie, at alle bisperne har bakket op om en fælles kommunikationskanal, men de har kun gjort det med ord, for de har ingen penge,« siger Simon Kangas, som er direktør for Danmarks Kirkelige Mediecenter, der til daglig udbygger og opdaterer hjemmesiden.

Simon Kangas tilføjer: »Det er bemærkelsesværdigt, at man i et sogn kun kan få lov at bruge 70.000 kr. til at undervise konfirmander, mens man uden videre kan få syv millioner til en kirkegård. Det er da at prioritere de døde højere end de levende.«

Simon Kangas skal nu i gang med at kontakte landets 2.200 sogne for at få dem til at finansiere den fortsatte drift. »Det bliver en stor udfordring, men det ville have været rart, hvis vi i stedet kunne få en del af pengene fra centralt hold. Det er vigtigt, at folkekirken er til stede på nettet, hvis man vil tage folk og deres religiøse søgen alvorligt, for alle undersøgelser viser, at de fortrinsvis orienterer sig via nettet og fjernsynet,« siger han.

Elektroniske medier

I et land, hvor enhver slagtermester med respekt for sig selv har været på et medietræningskursus, findes der i folkekirken kun syv mediekonsulenter.

Men det lyder imponerende. Folkekirkens Informationstjeneste i Aalborg hedder et foretagende, og dets mediekonsulent Hasse Boe siger:

»Jeg forstår godt, at man undrer sig over navnet, for der findes ingen Folkekirkens Informationstjeneste. Vi er ikke centralt organiseret, og jeg er ansat af tre provstier i Aalborg. Jeg har kolleger seks andre steder i landet, men ingen af os får penge fra centralt hold.«

Folkekirkens Medieforum hedder et andet foretagende, men det er en ren papirtiger. Hasse Boe:

»Vi mødes hvert halve år og udveksler erfaringer og ideer, og det er en ren diskussionsklub, for vi har ikke bemyndigelse til noget. Jeg ville ønske, at der snart kom en mulighed for at lave fælles markedsføring.«

Folkekirken kan høres og ses i DR, som hver søndag kl. 10 transmitterer en gudstjeneste i radioens P1, og knap en snes gange om året foregår det samme på tv. Men vil en tv-journalist filme en gudstjeneste udover de aftalte transmissioner, får man ofte et nej, fordi præsten for eksempel ikke bryder sig om, at det kan ses, hvor få kirkegængere, der er til hendes gudstjenester. På samme måde er der uhyre ringe deltagelse, når præsterne får tilbudt efteruddannelse i medietræning.

I Pinsekirken, derimod, satser man målrettet på de elektroniske medier, og i den københavnske afdelingen af frikirken har man tilmed en mediepræst, René Ottesen, som hver søndag optræder på skærmen i Københavns lokal-tv.

»På en almindelig søndag kommer der 800 mennesker i vores kirke på Nørrebro, og vore undersøgelser viser, at 75 procent har hørt om os gennem fjernsynet, venner eller familie,« siger René Ottesen.

»Vores tv-station Københavns Kristne Radio/TV har fået folk til at indse, at kirken er mere og andet end et kedeligt sted, hvor man begraver folk. Men tv og internet er ikke virkelighed; mediernes opgave er at få folk af huse og hen i kirken, hvor det ægte fællesskab findes.«

Kirkens hjemmeside er også flittigt besøgt, og udgifterne er små, for såvel internet som tv betjenes af frivillige.

»Vi er stolte over, at vi kun bruger 40.000 kr. om året på internet, for det giver en fornemmelse af ejerskab, når vi selv klarer tingene. Faktisk er jeg glad for, at vi ikke har mulighed for at få midler fra en eller anden statskirkelig fond,« siger mediepræsten, der gerne vil give et godt råd til folkekirken: »Kirkeblade er yt. Kast jer ind i de elektroniske medier, for det er fremtiden, hvis vi tror på, at vi har et godt budskab. Desuden bør alle præster have to års undervisning i kommunikation, for det er det vigtigste redskab. Man dør som kirke, hvis man ikke kan kommunikere budskabet.«

Ny fond skal skaffe pengene

Charlotte Dyremose, som er de konservatives kirkepolitiske ordfører, har en plan for, hvordan det skal lykkes at skaffe pengene:

»Der mangler simpelt hen en fond til at finansiere fælles opgaver. Jeg er bekymret over, at man fjerner de muligheder, som der lå i Fællesfonden, til at betale for eksempelvis materiale om den kristelige børnelærdom, som der er stærkt behov for. Derfor foreslår jeg, at der under Fællesfonden oprettes en selvstændig fond, og jeg er villig til at finde pengene på finansloven, så vi hurtigt kan komme i gang.«

Charlotte Dyremose mener, at sådan en fond skal styres af et uafhængigt råd til at bevilge pengene, »og jeg vil ikke sætter grænser for, hvad pengene kan bruges til.«

Hendes forslag nyder støtte fra de fleste partier i folketinget, og flere biskopper har også udtrykt glæde, blandt dem Niels Henrik Arendt i Haderslev: »Hvis vi blot fik en promille af budgettet, det vil sige seks millioner kroner, ville det give os et tigerspring fremad. Og en promille er faktisk ufatteligt lidt i forhold til, hvad private firmaer bruger på udvikling,« siger han og tilføjer:

»Det er spild af tid, hvis hver enkelt sognepræst skal finde ud af, hvordan man laver en hjemmeside. Det bedste ville være, at man lavede sådan en sammen. Der er ingen grund til, at man i alle sognene hver gang skal opfinde den dybe tallerken. Og der er mange andre fællesopgaver, som vi forsømmer, fordi vi ikke kan skaffe penge, for eksempel professionel brug af it samt mission her i landet blandt ikke-kristne. Det er idiotisk at spilde kræfterne i sognene på det, og i øvrigt kan vi ikke påregne, at private fonde vil betale for vore fælles opgaver,« siger Niels Henrik Arendt.