Den lydløse dræber, der blev præst

Information | 20.04.2007

Eksistens. Efter 26 år som præst i Munke Bjergby på Vestsjælland træder Stephen Egede Glahn, en af Danmarks første jægersoldater og senere efterretningschef, der var med til at afsløre et hidtil ukendt statskup, nu frem og fortæller om sit dramatiske liv som toptrænet dræber og sognepræst. Der findes ikke noget bedre i denne verden end at være præst, at tage del i andre menneskers glæder og sorger, deres arbejde og fester, fødsel og død, siger han.

Af Øjvind Kyrø

Der gik mange år, før Stephen Egede Glahn fandt ud af, hvad der er det vigtigste i livet.

Han kom til verden, nærmere betegnet på en gård i Nordsjælland, for 70 år siden. Den spæde Stephen var den yngste af fire søskende, og ‘Moster Bess,’ kvindesagsforkæmperen Mary Bess Westenholz, kom ofte i hjemmet. Hun var moster til Karen Blixen, som en aprildag i 1942 skrev: “Det gør mig ondt, jeg føler jo, ligesom Moster Bess med Glahns, den sørgelige forandring, når et lykkeligt lille hjem i ens umiddelbare nærhed med ét slag bliver til en sorgens bolig.”

Moderen døde, da Stephen var tre år gammel. Hvorfor moderen havde kaldt ham sin lille ‘Oliver Twist’ skulle først mange år efter gå op for ham.

Det begyndte at dæmre en smule, da han blev konfirmeret.

Stephen tumlede som 13-årig med livets store problemer, for hans storesøster var død af tarmslyng, så den Bibel, han fik i konfirmationsgave, læste han flittigt i.

“Jeg fandt styrke ved at læse om, at vi er omfattet af Guds kærlighed, ligegyldigt hvilke lidelser vi kommer ud for,” husker Stephen Egede Glahn. “Og da min far under konfirmationsmiddagen læste et digt op, som min mor havde skrevet til min dåb, og som jeg ikke kendte til, følte jeg, at den forbøn, hun skrev om i digtet, virkelig havde virket. Og det gør den stadig, indtil jeg bliver kulet ned under halvanden meter jord.”

Hans far var en fædrelandskærlig mand og havde været dragon, så hver gang teenageren antydede, at han kunne tænke sig at læse til præst – han var trods alt tip-tip-tip-tip-oldebarn af Hans Egede, der forsøgte at kristne grønlænderne, og af de foregående syv generationer havde de fem været præster – blev det frarådet. Det var jo også økonomisk set en fordel at komme ind i militæret, for dér blev uddannelsen betalt.

“Derfor kom jeg ind i forsvaret, selv om det havde sine skyggesider. Da jeg var på sergentskole på Kronborg havde vi en sadist som befalingsmand, der psykisk ville have os ned i sølet. Men jeg holdt ud, for jeg havde sat mig for at blive officer. Senere på Hærens Officersskole husker jeg en time, hvor en kadet spurgte læreren om, hvorfor Frankrig brugte tortur i Algeriet. Spørgsmålet blev afvist. Det var ikke noget, vi skulle bekymre os om. Frankrig var jo vores allierede,” mindes Egede Glahn, som havde det svært med sin samvittighed. Men han slog sig til tåls med, at man ikke skulle kritisere sine allierede i NATO, for dengang var dansk forsvars opgave udelukkende at forsvare Danmark og Slesvig-Holsten. Og det var for at forsvare fædrelandet, han skulle være officer.

Alligevel manglede livet i militæret en dimension. En feltpræst havde vakt hans interesse for at læse teologi igen, og Egede Glahn fik foretræde for forsvarsminister Poul Hansen for at forhøre sig om muligheden for at melde sig ud af forsvaret før tid.

Svaret var nej, og i stedet blev han sendt i FN-tjeneste som næstkommanderende for et kompagni, der skulle bevogte våbenstilstandslinjen mellem Gaza og Israel. Mens han var i Mellemøsten, læste han en dag om Jægerkorpset, en ny militær enhed i Danmark, der skulle oprettes og landsættes bag fjendens linjer i tilfælde af krig.

“Jeg havde altid haft interesse i små enheders nålestiksaktioner inde i fjendeland, og desuden ville jeg gerne overvinde min højdeskræk. En af opgaverne var at springe ud med faldskærm, og på den måde kunne jeg måske slippe af med min svimmelhed. Det er vigtigt som officer at kende sine grænser og vide, hvordan man reagerer i fare. Man må overvinde sin frygt – ligesom i eventyret, hvor man skal bekæmpe en drage, der står i vejen, for at komme frem til målet.”

Jæger nummer 28

Det var svært at kæmpe sig igennem optagelsesprøven, kun hver sjette bestod. Men det lykkedes, og Stephen Egede Glahn blev optaget som jæger nummer 28 i det ny korps af toptrænede krigere. Først skulle han trænes i udlandet, først USA, på et rangerkursus i tre faser, der hver varede tre uger. Det senere så berygtede Fort Benning i Georgia – det var her, blandt andre soldater fra diverse latinamerikanske diktatorer blev trænet – dannede kulisse for det benhårde kursus, der 21 timer i døgnet skulle oplære de danske jægere i at blive lydløse dræbere under de værste vejrlig og omstændigheder. De skulle trænge gennem sumpe i Florida med giftslanger og alligatorer, de skulle forcere floder, og de skulle snige sig over tilsneede bjergpas.

“Temperaturen i bjergene var ved nattetide omkring 40 minusgrader, og en tredjedel af os fik forfrysninger. En enkelt lå på hospitalet i et halvt år,” siger Stephen Egede Glahn, der kom gennem ranger-kurset uden mén. Han lærte at håndtere forskellige våbentyper og at dræbe uden våben gennem to timers daglig håndgemæng.

“Jeg skulle igennem mange barske ting, før jeg kom frem til det, der var mit livs mening, og som min mors forbøn gik ud på,” siger Stephen Egede Glahn.

I frømandskorpset lærte jægerne at blive ‘kampsvømmere’ og uset svømme 10 kilometer gennem oprørt hav med våben og oppakning i en line efter sig. Der var ikke et miligram overflødig fedt på Stephen Egede Glahns krop. Han steg i graderne, blev næstkommanderende i Jægerkorpset efter at have været uddannelsesofficer og trænet de nye jægere. Alt i alt en smuk karriere, hvis næste to trin opad bestod i dels at blive chef for panserinfanterikompagniet i Fredericia, dels udsendelse til Cypern som chef for efterretningssektionen. Det var dengang, der var sket et militærkup i Grækenland, selv om landet var en allieret stat.

Planer om et statskup

“Men selv om jeg var så tæt på, vidste jeg intet om oberstregimets brug af kz-lejre og tortur. Man behøver ikke at have et overblik, selv om man er nær begivenhederne. Ligesom Erhard Jakobsen, der efter en rejse til Sydafrika udtalte, at apartheid ikke eksisterede. Jeg har lært af min tid i forsvaret, at man udmærket kan have et klart billede af en situation, selv om man er langt væk. Det vigtige er kun at have de rigtige efterretninger.”

Netop information – efterretninger – blev hans nye job. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), oberst Erik Fournais opfordrede Stephen Egede Glahn til at få kontor i Kastellet og blive chef for en kontraefterretnings-sektion. Det daglige arbejde på Kastellet, hvor FE holder til, bestod i at holde sig informeret om alt fra polske lystyachters sejlads gennem danske sunde til industrispionage.

“Vi fulgte også flittigt de danske kommunisters forsøg på at infiltrere forsvaret, og hvad der skete i fredsbevægelsen. Dengang kom den primære trussel fra venstrefløjen.”

Det mest dramatiske, som Stephen Egede Glahn oplevede som kontraspionage-chef, var planerne om et statskup i Danmark. En dag fik han en plan i hånden, som var en fuldstændig beskrivelse af, hvordan en lille styrke på cirka 500 mand kunne overtage magten i kongeriget.

“Der var to eksemplarer af planen, og pudsigt nok var det fjenden selv, der afslørede den. Det ene eksemplar var givet til diplomater på den sovjetiske ambassade, og her brændte den åbenbart så stærkt i hænderne på dem, at den havnede på mit skrivebord. Jeg gik planen igennem, og i betragtning af, at det var en amatør, der havde lavet den, var den ikke så ringe. Det var faktisk uhyggeligt at læse den. Det var nøje beskrevet, hvordan kaserner skulle angribes, Christiansborg erobres, og hvordan man skulle overtage kontrollen af lufthavne samt radio og tv-stationer,” husker Stephen Egede Glahn.

Diplomaterne på USSR’s ambassade afslørede også, at forfatteren til rapporten havde meddelt, at man kunne møde ham en bestemt dato og klokkeslæt ved en trappeopgang i Horsens, hvor han ville stå med en cykel og en cigaret. Man skulle spørge manden: “Har De ild?” og svaret, der skulle bevise, at her stod forfatteren, lød: “Nej, jeg har en cykel.”

Men det var ikke en sovjetisk diplomat, der mødte op og fremsagde kodeordet. Det var en efterretningsmand, som troppede op til aftalt tid og anholdt manden. Forfatteren til den detaljerede drejebog for et statskup viste sig at være en frustreret ung mand, der havde været sergent i livgarden. Han var blevet vred på Danmark, fordi han havde opdaget, at Hjemmeværnet, som han nu var medlem af, skulle opløses i tilfælde af en besættelse af Danmark. Den 22-årige mand fik 11 måneders fængsel under en retssag, der foregik så diskret, at pressen ikke fik nys om den.

Men hvor var det andet eksemplar af planen? Jo, sagde diplomaterne på den sovjetiske ambassade, den var ifølge deres informationer givet til DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Og DKP havde ikke overdraget sin kopi til de danske myndigheder.

Igen rykkede en efterretningsmand i felten og fik møde med en af partibosserne i kommunistpartiet. Først lod partisekretæren som om han ikke anede, hvad den civilklædte efterretningsmand sigtede til, indtil han pludselig fik et anfald af klarsyn og trak en skrivebordsskuffe ud. Der lå planen.

Arbejdet som major i efterretningstjenesten var interessant og nyttigt, syntes Stephen Egede Glahn . Men der manglede noget. En dybde. Et mål.

En dag ringede hans bror.

Han havde fået et brev fra en ældre kvinde, som deres mor havde skrevet sammen med for over tre årtier siden.

“Den ældre dame skrev, at vi nok ville finde et brev, som min mor havde skrevet til hende, interessant, og det havde hun vedlagt. Min mor havde skrevet det to måneder efter, at hun havde født mig, og hun skriver i brevet, at jeg skulle have været en abort. Da min storebror fortalte mig om brevet og dets indhold i telefonen; min dødsdom og benådning syv måneder før fødslen, oplevede jeg, hvordan mit liv i løbet af sekunder passerede forbi mit indre øje, og jeg blev så stærkt som nogensinde mindet om, hvor jeg skulle rette takken for mit liv. Min mor satte sit liv ind for at redde mit. Dagen efter modtog jeg brevet med posten og stod nu med dokumentet i mit liv, en livsattest i ordets egentligste betydning, som siden har betydet ufattelig meget for mig. Jeg tolkede det som et spark i retning af, at jeg skulle tage min idé om at blive præst op. Jeg blev overvældet, da jeg læste det.”

Min tid er i din hånd, Herre

Sagen var, at lægerne havde tilrådet Stephen Egede Glahns mor til at abortere, da hun var to måneder henne i svangerskabet. Ellers kunne hun selv miste livet som følge af fødslen.

“Men mor levede på sin kristentro og fandt råd i Salmernes Bog, den 31. salme, hvor der står: ‘Min tid er er i din hånd, Herre’, og derfor skulle hverken læger eller andre mennesker bestemme over livet, skrev hun. Skriftstedet, skrev hun, gav hende ‘mod til at lægge det lille ufødte barn i Hans hånd, hvis veje vi ikke kende.’ Brevet kom til at ændre mit livs forløb, for det var som at få en kærlig hilsen fra min mor. Min mors ord i brevet fik mig til at tænke på Kaj Munks ord: ‘At dø! Vi kristne tror dog ej på døden, men på det dybe ord fra Nazareth, at vil du leve, da er det fornøden at sætte livet ind på dødens bræt’.”

Stephen Egede Glahn gik stålsat i gang med at læse teologi i fritiden. Når han stod i kø i supermarkedet, repeterede han oldgræske verber, og når han ventede på S-toget, memorerede han kirkehistorie.

“Det betød liv eller død for mig, for fra begyndelsen af har jeg følt, at forkyndelsen af det glædelige budskab var meningen med mit liv. Der findes faktisk ikke noget bedre i denne verden end at være præst, at tage del i andre menneskers glæder og sorger, deres arbejde og fester, fødsel og død. Det er et privilegium,” siger Stephen Egede Glahn.

Efter tre års studier fik han embede i Munke Bjergby på Vestsjælland og forlod forsvaret. Samtidig skete der en anden udvikling i ham. Han blev udtalt krigsmodstander og begyndte at skrive læserbreve og indlæg i aviserne, der ikke var til at misforstå.

“Jeg er ikke pacifist, for det er rigtigt at gribe ind over for forbrydelser, men forkert at deltage i en angrebskrig. Jeg er indædt modstander af krigen i Irak, det var en ulovlig krig, og jeg forudså, at det ville gå galt. Der findes meget få retfærdige krige som eksempelvis den mod serbernes folkemord.”

Stephen Egede Glahn erkender, at han gennem mange år havde sat kikkerten for det blinde øje, hvad angik USA’s aktioner mod eksempelvis demokratiet i Chile og krigen mod styret i Nicaragua.

“Jeg var også mod Vietnam-krigen, men kunne ikke udtrykke min vrede, fordi jeg var ansat i forsvaret. Jeg måtte skrive læserbreve med ‘Hedebonden’ som afsender, for ellers havde jeg ikke kunnet fortsætte min karriere. Og så havde jeg ikke siddet her,” ler Stephen Egede Glahn og ser sig om sit nyistandsatte bondehus i Nordsjælland, hvor han nyder pensionistlivet med sin kone Inge.

26 år som sognepræst i det smukt kuperede sogn blev det til, før han måtte holde sin afskedsprædiken med øjne, der bestandig truede med at blive blanke. Først nu vil han fortælle om sin brogede livshistorie, fordi livet blandt hans sognebørn ikke skulle forstyrres af hans fortid, så længe han var præst.

“Det lå i miljøet i forsvaret, at man skulle tænke på en bestemt måde, og desuden havde vi begrænset tid til at følge med i, hvad der skete rundt om i verden. Havde jeg virkelig vidst, hvad USA bedrev af ulykker, ville jeg have haft svært ved at forsvare vores store allierede.”

“Egentlig har jeg altid været mod vold, blandt andet fordi jeg selv blev fysisk afstraffet som barn, og det var for mig i høj grad ydmygende. I skolen brugte jeg kun vold for at forsvare min ret til at gå i fred. I dag går jeg ind for ikke-vold, for man bryder voldsspiralen ved at vende den anden kind til. Man skal ikke lade modparten bestemme ens reaktionsmønster. Vi skal vogte vor frihed, og det kræver, at vi er årvågne. Kejserne i Rom holdt folk i ave med brød og skuespil, så de ikke gjorde oprør. I dag er de ting erstattet med fjernsyn og velfærdsgoder. Evangeliet er den eneste instans, der er værd at holde sig til. Jesu forkyndelse er altid kritisk over for enhver religion, den kristne inklusive, og Hans ord sætter tingene i tilværelsen – og én selv – på plads.”