Ekspert i Stjernefødsler

Chile, Latinamerika

Weekendavisen| 10.01.1992

Af ØJVIND KYRØ

Astronomi. Det Europæiske Sydobservatorium ligger i 2.400 meters højde ude i den chilenske ørken. En af de fasttilknyttede astronomer er danskeren Bo Reipurth.

I samme nu solen som en klat glødende lava synker ned i Stillehavet, lyder små mekaniske smæld fra skodderne, der glider til side på de hvide kupler, og øjne større end møllehjul stiller skarpt på de himmellegemer, der i nat skal udforskes. Arbejdet på La Silla, Det Europæiske Sydobservatorium i Chile, kan begynde.

 Astronomerne kommer ud fra de mørkelagte bygninger, hvor de har deres kontorer, den fortrinlige kantine og soverum. I små Fiat’er med næppe synlig lygteføring kører de til en af bjergkammens 14 teleskoper. Mange af dem har ventet måneder eller år på at få lejlighed til at bruge de kæmpemæssige kikkerter til at rette mod netop den fjerne stjerne, som de forsker i.

Og er der overskyet den nat, de har observationstid, kan de bruge tiden til at blive skrevet op igen på ønskelisten. Der er ingen nåde, for køen er lang. Men de fleste nætter er det stjerneklart. Omkring 300 nætter om året kan man arbejde på La Silla, der ligger i 2.400 meters højde i den chilenske ørken, 500 km nord for hovedstaden Santiago og et døgns rejse i fly fra Europa.

Når solen er borte, stråler stjernerne i den begsorte nat. Den nærmeste by ligger 100 km væk, så der er intet falsk lys, der kan genere synet i den tørre, tynde, kølige luft. Det europæiske observatorium ligger her i Andesbjergene, fordi det ganske enkelt er et af de bedste steder på kloden for astronomer at arbejde.

Et fotometer
150 nætter om året arbejder danskeren Bo Reipurth her. Han er en af den håndfuld astronomer, der arbejder fast på La Silla, og han kan smykke sig med verdens smukkeste titel: »ekspert i stjernefødsler«.

Danmark er medlem af ESO – European Southern Observatory – og har bygget to teleskoper, som blev indviet i 1969 og 1976. Som studerende begyndte Bo Reipurth i 1976 at bruge det ene teleskop, der har et spejl på 50 cm.

Nu om dage er romantikken slidt ned til at astronomen kikker på en computerskærm, man sidder ikke mere og bruger øjnene. Et »fotometer« ser nemlig mere end det menneskelige øje, og den danske astronom Bengt Strömgren – en af verdens førende – udviklede et særligt effektivt et.

Ligesom en kakkelovn er rød-, hvid- eller blåglødende, alt efter temperaturen, kan man ved hjælp af fire farvemålinger bedømme, hvor varm en stjerne er. Og sådanne oplysninger kan sige noget om stjernens størrelse, vægt og alder.

Førhen, på en almindelig nat, plejede Bo Reipurth at vandre 30 km. Hen til teleskopet og indstille det, hen til instrument-pulten og starte målingen, og videre til skrivebordet og forberede næste måling. Men det var dengang i 1970erne.

I dag foregår det hele fuldautomatisk. Man indtaster blot sine ønsker, og computeren foretager indstillingen af teleskopet. Når det gælder de større og mere avancerede teleskoper kan man faktisk blive hjemme i Europa og lade maskinerne klare nattens observationer og transmittere dem til skrivebordet i München eller Rude Skov.

Verdens bedste teleskop
En anden fordel ved La Silla er, at observatoriet ligger under den sydlige halvkugles himmel, som er helt jomfruelig – langt mindre udforsket end nordhimlen.

 Interessen for at benytte de to danske teleskoper på henholdsvis 50 og 150 cm samt de 12 andre er så stor, at en bedømmelseskomité må afvise eller nedskære 75 pct. af alle de ansøgninger, der indløber hvert halve år.

»De danske teleskoper her har revolutioneret dansk astronomi,« siger Bo Reipurth. Omkring halvdelen af tiden kan de 45 danske astronomer anvende dem, resten fordeles blandt de øvrige europæiske astronomer.

Men nogle af de andre teleskoper på La Silla er større. Et af dem står i en kuppel af så kolossale dimensioner, at Rundetårn kunne stå der. Det nyeste og mest avancerede er NTT’en New Technology Teleskope med et spejl på 3,5 meter. Det står ikke i en kuppel som de andre, det har blot nogle vægge på siden til at beskytte det mod ørkenvinden. Teleskoper i kupler har nemlig den ulempe, at den varme luft inde i kuplen kan få det til flimre for udsynet, og det problem har man løst i NTT’en ved ganske simpelt helt at fjerne kuplen om natten.

Den ny teknologi findes hovedsageligt i NTT’ens spejl, som er så tyndt, at computeren ved hjælp af 78 små støttepunkter under spejlet kan få det til at ændre facon og derved indstille det, så billedet af stjernen kommer til at stå så klart som et nålestik. NTT’en er opbygget som en stor karrusel, der får hele bygningen til at dreje rundt.

»Det er verdens bedste teleskop«, siger Bo Reipurth og beretter, at det nok vil blive overgået at et med et teleskop med spejl på 10 meter, som amerikanerne er ved at opføre på Hawaii. Men ESO vil overtrumfe det i løbet af få år. Man har nemlig fundet en endnu bedre placering i Atacama-ørkenen, 500 km nord for La Silla, kaldet Paranal, hvor der skal bygges et teleskop på 16 meter, bestående af fire spejle. Det skal tages i brug i perioden 1996 frem til 2003.
Som marsmænd på besøg
For enden af bjergryggen står et radioteleskop med en diameter på 15 meter og peger op mod himlen. »Den samler radiostråling fra universet, som giver os et yderligere perspektiv – efter de optiske og infrarøde observationer – på den samme ting,« siger Bo Reipurth.

At forske i stjernefødsler er at ligne med en besøgende marsmand, der havde en eftermiddag til at beskrive, hvad et menneskeliv er. »Han ville måske gå i et supermarked og bemærke, at mennesker kan være store eller små, unge eller gamle og prøve at udlede nogle slutninger af disse iagttagelser. Og det samme gør jeg, når det gælder stjerner,« siger Bo Reipurth.

»Når stjerner skabes, er det så langvarige processer, at man ikke umiddelbart kan se forandringer,« siger han. »Man må betragte stjernernes forskellige stadier og sammenholde sekvenserne. Indenfor det sidste årti er der sket en utrolig revolution på dette felt, takket være de nye instrumenter, især de, der gør infrarøde målinger mulige.«

Ifølge Bo Reipurths observationer på La Silla gennem 15 år, fødes stjerner af skyer, der svæver ude i rummet. Nogle spredes, andre fortættes. Nogle er tykke, andre tynde. I nogle skyer kan klumper af stof blive så tætte, at de ligefrem falder sammen under deres egen tyngdekraft. Når denne proces, det frie fald, er begyndt, går det hurtigere og hurtigere, og intet kan standse det. Der frigives varme under denne skabelse, alt hedes op. Sky-klumpen bliver gradvist omdannet til en nyfødt stjerne, som bliver varmere og varmere, indtil trykket inderst inde modsætter sig sammenfaldet.

I astronomens verden sker det hurtigt – kun 10.000 år tager en fødsel – og det er svært at få øje på, fordi processen sker inde i skyen. Men ved hjælp af de infrarøde målinger kan man lede efter stjernefødsler ved at måle, hvor meget varme, skyerne udstråler.


Eksplosiv fødsel

Bo Reipurth har gennem tusinder af nætter på bjerget fundet et halvt hundrede nyfødte stjerner. Adskillige af dem har kolleger navngivet efter ham.

De nye stjerner kommer ud af deres omkringliggende skyer ved en række eksplosioner, hvor stoffet slynges ud med flere hundrede kilometer i sekundet. Sådanne eksplosioner opstår, fordi den nyfødte stjerne er omgivet af en roterende skive af materiale, som fra tid til anden falder ned på stjernen. Af det materiale, som bliver tilovers, opstår sandsynligvis et nyt planetsystem.

»Mit speciale er den jet-strøm, der skyder ud med supersonisk hastighed,« siger han og viser et foto af en stråle, der skyder ud under en stjernefødsel. »En jet-strøm er en varm gasstråle, som eksploderer ud og blæser timeglas- formede bobler rundt om stjernen, samtidig med at den ødelægger den sky, den blev født i. Skyen spredes og stjernen ligger tilbage i klynger af andre nyfødte stjerner og driver afsted i verdensrummet, hvor de blander sig med de gamle stjerner i løbet af millioner og atter millioner af år.«

Bo Reipurth undersøger også, om der er noget mønster, et system i antallet af stjernefødsler, om de er afhængige af skyernes størrelse, og om de er dele af store komplekser af skyer.

Jubel i ørkenen
For nylig kørte Bo Reipurth med en kollega rundt i Atacama-ørkenen i en jeep. De havde hørt om et sted med et krater, hvor der engang for 4000 år siden skulle være faldet meteoritter ned. Og de fandt 37 kg den dag til deres jubel: »Det er en helt speciel følelse at røre for første gang ved en sådan sort- brun meteorit, der har ligget i tusinder af år i ørkensandet,« siger Bo Reipurth.

»Rummet mellem jorden og planeterne er fyldt med støv og klippestykker, der er blevet tilovers fra vort eget solsystems fødsel. Når de rammer jorden, ser vi dem som stjerneskud. Faktisk bliver jorden 50 tons tungere hver eneste dag af denne grund. Disse meteoritter har bevæget sig rundt om solen i 4 1/2 milliard år og er ældre end alle andre sten her på jorden, hvor alt materiale i tidens løb har været udsat for store forandringer.«

Geologerne undersøger meteoritter, og de kan sige noget om, hvordan solen, vor egen stjerne blev til, mens Bo Reipurth studerer, hvordan stjerner fødes her og nu. Han håber, at disse to videnskabsgrene tilsammen en gang kan løse spørgsmålet om, hvordan vort planetsystem, og dermed også vi selv, er blevet til. Meteoritter kan fortælle om, hvordan der var i stjernernes skiver: »Det tager 50.000 år for en stjerne at blive opbygget 95 pct. og yderligere 100.000 år for den at blæse sig fri af den sky, den blev født af. Og så tager det derefter et par millioner år, før det sidste af skiven er faldet ind i stjernen eller blæst ud i rummet.«


Isvinter og ildstorm

Disse ufattelige tidshorisonter, som astronomerne benytter lige så selvfølgeligt som en bankmand taler om pengesummer, får mening hos menigmand, når de sættes i forhold til de mikroskopiske åremål, mennesket har levet.

Bo Reipurth: »Det bliver mere og mere sjældent, at jorden rammes af virkeligt store nedfald af kæmpe-meteoritter. Det største bombardement, vi kender til, skete for 250 millioner år siden, hvor 95 pct. af al liv gik til grunde. Et andet kraftigt nedfald skete for 210 millioner år siden. For 65 millioner år tilbage skete det tredie og sidste store nedfald. Det sidste bevirkede, at 30 pct. af floraen forsvandt, 70 pct. af dyrearterne – blandt andre kæmpeøglerne – og 90 pct. af alle plankton-arter gik til grunde.

De seneste undersøgelser viser, at det skete pludseligt, og at det sandsynligvis forårsagede, at en kæmpebølge oversvømmede store dele af kontinenterne, at en storm af ild raserede landjorden, og at syreregn faldt ned.

Det var sikkert en asteroide med en diameter på omkring 10 km, der med måske 20 kilometers fart i sekundet faldt ned på Yucatan-halvøen i Mexico. Man har nemlig fundet en lang række geologiske forstyrrelser, der passer på at et kæmpelegeme er slået ned dér. Når sådan en asteroide styrter, laver den et hul i atmosfæren, som ikke når at lukke sig, inden materiale fra asteroiden sprøjter op gennem hullet og svøber sig rundt om hele jorden og dens atmosfære for derpå at falde ned. Blot 30 sekunder efter nedslaget opstod et krater, der var 40 km dybt, 60 km bredt og med 40 km høje kanter, der stak op i atmosfæren. Ildstormen medførte brande, som sandsynligvis dannede en sodkappe over hele kloden og skabte klimatiske ændringer i form af en is-vinter.«

Vi ødelægger hurtigt
Kæmpeøglerne uddøde ikke, fordi de havde for meget panser og for lidt hjerne, som videnskabsmænd i mange år har hævdet. »Tesen om at den bedste overlever, gælder ikke rigtig her, for næsten lige meget, hvor god en art ellers er, har den kun få chancer for at overleve sådan en bombe. Næsten alt må begynde forfra,« siger Bo Reipurth.

»Udviklingen er sket forfra flere gange, efter at sådan nogle nedfald har udslettet det meste liv. Ved det sidste nedfald har det sikkert været visse små, vævre pattedyr, der har haft de bedste overlevelsesmuligheder, fordi de kan gå i hi i et halvt års tid, og ikke kæmpeøgler, som har brug for fire tons grøntfoder hver dag. Den art, der er bedst til at tilpasse sig katastrofale ændringer i miljøet, overlever. Vi mennesker har ikke en chance, for vi er alt for specialiserede og sårbare. Vi er en lille del af en udvikling, der er millioner af år gammel, og vi har – højt sat – kun fungeret som mennesker gennem de sidste måske 100.000 år og som civilisation i nogle få årtusinder. Og det er for intet at regne i sammenligning med de enorme tidsrum, livet er udviklet gennem. For mig er det derfor umuligt at betragte mennesket som et slutprodukt. Vi kan forsvinde hurtigt. Næppe på grund af et meteornedfald, men fordi den civilisation, vi har opbygget, ikke er i balance med naturen. I løbet af bare de sidste 100 år har vi forårsaget hul i ozonlaget, drivhuseffekt og en omfattende forurening af naturen. Hundrede år er lang tid for os, der lever i dag, men når man kikker på stjernernes udvikling, er sådan en periode uhyggelig kort.« Siger Bo Reipurth, ekspert i stjernefødsler.