Eritrea rejser sig fra skyttegraven
Politiken | 22.09.1991
Af Øjvind Kyrø
Et jubelråb brød ud i kabinen, da hjulene bed i asfalten. Ved siden af landingsbanen lå forladte skyttegrave og udbrændte tanks, for enden en dynge med tredive sønderskudte fly, civile og militære.
Propelmaskinen bremsede foran den kuglearrede lufthavnsbygning, og den første af passagererne, der løb ned ad flyets trappe, kyssede jorden.
De godt to dusin charterrejsende hylede i henrykkelse og græd af glæde og vinkede til deres kære, som havde ventet på flyet, der var et døgn forsinket.
Men forsinkelsen betød intet. De havde ventet på dette øjeblik i årtier.
Efter tredive års krig var deres land, Eritrea, endelig befriet.
Verdens mest udholdende guerillabevægelse havde sejret over det sorte Afrikas største hær.
‘Det er vidunderligt at leve i et frit land,’ lød det fra taxachaufføren, som mestrede at få sin tyve år gamle Fiat op på 45 kilometer i timen og transportere en af de første flypassagerer i tre måneder ind til Asmara – Eritreas hovedstad, som under dette århundredes længste guerillakrig blev omtalt med samme længsel i stemmen som Jerusalem af jøderne.
Slaget om Asmara varede i tre dage. 30.000 guerillasoldater – kaldet fighters – fra EPLF (Eritrean People’s Liberation Front) dræbte eller sårede omkring 30.000 mand fra den etiopiske elitestyrke. Deres begravelse foregik med bulldozer. Desuden tog EPLF 80.000 krigsfanger, mens 50.000 flygtede til Sudan.
SEJRSFEST
Den 24. maj ved otte-tiden om morgenen gik de ind i Asmaras palmeklædte gader, hvor der lå tusindvis af våben, som de flygtende etiopere havde smidt fra sig.
Festlighederne i Asmara, som rummer cirka 40.000 sjæle, var intense. Folk fyrede etiopernes våben af i luften, og de sejrsstolte fightere gjorde det samme. Facit: 50 døde, 300 sårede af nedfaldne projektiler.
I dag kan man se de unge fightere med deres Kalashnikov-geværer på ryggen og granater i bæltet slentre arm i arm med deres forældre, som de ikke havde set årevis, ned ad ‘Sejrsgaden’, som Asmaras hovedstrøg straks blev døbt. Før hed det ‘Revolutionsgaden’ under oberstløjtnant Mengistus socialisme, og før ham – for sytten år siden – hed det ‘Kejser Haile Selassie-gaden’.
Straks efter sejren blev alle forbindelser med omverdenen afbrudt.
Hverken post, fly eller telekommunikation fungerede.
‘Er her fredeligt? Er her udgangsforbud? Hvad siger folk til situationen?’ – Dagen efter charterflyets ankomst sad den hollandske ambassades førstesekretær Robbert van Lanschot i Hotel Amba Solia og udspurgte hektisk den første hvide mand, han stødte på i det forseglede land.
Diplomaten var lige kommet ind af hoteldøren fra Addis Abeba og havde brugt to dage på at krydse grænsen og komme op til Asmara – med muldyr, lastbil og rutebil.
Robbert van Lanschot var den første diplomat fra Etiopiens hovedstad, som kom ind i dt nye land, og hans spørgsmål blev besvaret i de følgende dage.
Yemane Ghebrab, EPLFs talsmand, kunne oplyse, at Eritrea fysisk, men ikke formelt er et uafhængigt land. EPLF vil nemlig først om to år holde folkeafstemning om, hvorvidt landet skal være selvstændigt eller være i føderation med Etiopien.
EPLF vil ikke udstede egne pas endnu, men kun visum til indrejsende folk.
Nej, EPLF har ikke besluttet, hvordan flaget skal se ud, ejheller hvordan nationalhymnen skal lyde. Forslag udbedes – gerne fra udlandet, tilføjede Ghebrab med et smil.
SOCIALISMEN FORSVANDT
‘Eritreas provisoriske regering’ vil snart åbne legationskontorer i fjorten lande, blandt dem et i Skandinavien, ligesom den ny regering opfordrer alle lande til at åbne repræsentationer i Asmara. Flere FN-organisationer har allerede besluttet sig for at gøre det.
USA, som indtil kejser Haile Silassies fald i 1974 aktivt støttede bekæmpelsen af befrielsesbevægelsen, erkendte i sidste øjeblik, at enden for oberst Mengistus styre af kontinentets tredjestørste land var nær. I 1989 begyndte tidligere præsident Jimmy Carter forhandlinger med de stridende parter, og dem overtog USA i foråret.
Forleden ankom en delegation fra USAs ambassade i Addis Abeba også til Asmara for at overveje at åbne en repræsentation. Ikke alene den kendsgerning, at EPLF har sejret uden støtte fra nogen supermagt – tværtimod – men også det faktum, at den nye provisoriske regering går ind for at privatisere og slippe de frie markedskræfter løs for at få gang i økonomien, har gjort den amerikanske regering positiv.
Førhen omhyllede EPLF sig med marxistiske slagord, i dag siger landets leder, Issayas Afework, til Politiken: ‘Socialisme? – Det er noget I har i Danmark.’ Hans pressechef, Yamane Ghebrab, forklarer: ‘Vi er produkter af vor tid som alle andre. Vi voksede op med Vietnam og radikale ideer. Nu er vi en demokratisk organisation.’
Selv de mest konservative og skeptiske eritreanere tvivler ikke på, at EPLF vinder massivt ved folkeafstemningen om to år. Alle landets tre millioner indbyggere plus de 750.000, der lever som flygtninge udenlands, har i tre årtier drømt om den fred, som nu hersker, og som EPLF har æren for.
Enhver familie har mistet sønner eller døtre i krigen. EPLF anslår, at de samlede dødsofre for fighterne er omkring 50.000. Indbyggerne i Asmara og de omkringliggende byer, som har været holdt som etiopiske forter, kan nu gå frit på gaden.
I de sidste tyve år har der været udgangsforbud hver aften kl. 21.
Før etioperne blev slået på flugt, nåede de at tømme Eritrea for værdier.
Biblioteket og computerne på universitetet fragtede de til Bale, Etiopiens sydligste provins. Størsteparten af pengene på de konti, eritreanerne havde i nationalbanken, er blevet overført til hovedsædet i Addis Abeba. På hospitalet i Massawa står kun røntgenapparater og andre uhåndterlige maskiner tilbage.
‘Vi forhandler med den nye regering i Addis Abeba om at få pengene og tingene tilbage,’ oplyser EPLFs talsmand. På den anden side har vi erobret så meget militærudstyr, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op med det.’ Udenlandske iagttagere anslår, at halvdelen af det etiopiske krigsmateriel befinder sig i Eritrea, for det var til sidst kun muligt at flygte ad luftvejen.
USSR har under Mengistus regime leveret våben for milliarder af dollars. Og sidst har Israel betalt for klyngebomber, produceret i Chile, til flyvevåbenets bombardement af havnebyen Massawa mod at få lov til at transportere sorte jøder – de såkaldte falashaer – ud af Etiopien.
Optimismen er ukuelig, når det gælder den materielle fremtid, selv om landet går bankerot.
Man kan gå midt på gaden, for der kører næsten ingen biler på dem, fabrikkerne er lukkede på grund af mangel på råvarer, og først nu begynder så småt tilbageleveringen af de virksomheder, der blev nationaliseret under det socialistiske regime.
‘Om to-tre år vil vi være på fode igen’, siger Laake Ogbamichael, direktør for et firma, der forhandler Saab-Scania-køretøjer. Han har boet som flygtning i USA i tre år og chartrede forleden et fly til sit fædreland for at se om hans ejendomme var intakte. Det var de i Asmara, i Massawa lå de jævnet med jorden.
AFRIKAS EUROPÆERE
‘Vi har noget af verdens bedste vand, vi har guld, marmor, fisk, læder, bananer, grøntsager og frugt,’ siger han. ‘For sytten år siden afgik der fire-fem skibe om ugen med mandariner, appelsiner, grapefrugt, citroner og friske grøntsager til landene i Golfen og i Sydeuropa. Siden har krigen og tørken ødelagt alt. Men eritreanerne er hårdtarbejdende mennesker og derfor skal vi nok klare os.’ Det er ikke bare nationalistisk pral, når eritreanerne henviser til deres foretagsomhed.
Diplomater, nødhjælpsarbejere, journalister og andre besøgende priser enstemmigt fliden, de lægger for dagen, deres præcision, effektivitet og opmærksomhed.
Overlæge Bjarne Ranheim, som er udsendt af Norsk Røde Kors, siger: ‘Eritreanerne er Afrikas europæere’.
Han tilføjer: ‘Det største problem er alle de fightere , som går rundt med bæltet fyldt af granater. Der er ikke noget arbejde at tilbyde dem, og de har kun lært et i livet, nemlig at kæmpe lige siden de var gamle nok til at bære en Kalashnikov.’
*
DEN LANGE KRIG
Eritrea er italiensk koloni fra 1890 til 1941.
Landet administreres af Storbritannien frem til 1952.
Ifølge FN-resolution 390 får landet i 1952 selvstyre, men i føderation med Etiopien.
Etiopiens kejser, Haile Selassie, indfører pressecensur, forbyder skoleundervisning i de lokale sprog og indlemmer i 1962 Eritrea som Etiopiens 14. provins.
I 1962 begynder de første guerillaaktioner, anført af muslimer.
1984: EPLF har befriet størstedelen af landet, styrken på 120.000 etiopiske soldater kontrollerer kun de største byer.
Februar 1990: efter det største panserslag siden El Alamein (150 etiopiske kampvogne mod 80, som EPLF havde erobret) indtager EPLF den strategisk vigtige havneby Massawa.
24. maj 1991: Hovedstaden Asmara erobres og Eritrea erklæres for selvstændigt.