Har du set min far og mor

Ekstra Bladet | 03.12.1994

Af Øjvind Kyrø

Mere end 100.000 børn har mistet deres forældre i Rwandas borgerkrig.
I begyndelsen var de tavse, stille og knugede. De sagde næsten intet. Men nu er de begyndt at synge. Nogle af dem er også begyndt at græde. Det er dejligt at se.

Sygeplejerske Sharon Sharky går rundt blandt de forældreløse børn i flygtningelejren i Kibumba på lavasletten omkring Goma på grænsen til Rwanda.
Mere end 100.000 børn har mistet deres forældre i den ufatteligt blodige og ubarmhjertige borgerkrig mellem hutu- og tutsi-stammerne, og i en uendelig strøm afleveres nye ‘uledsagede børn’ – som de hedder i nødhjælps-sprog – til lejrene. 
Kibumba-lejren huser 1.000 af disse krigens yngste ofre. De er mellem to måneder og 14 år, og plasticbåndet med personlige data på håndledet er deres eneste forbindelse til fortiden. 
Lejren overrendes af søgende forældre, og hver dag bringer syv-otte lyspunkter, når forældre finder deres kære.

FORÆLDRENE HUGGET IHJEL

Men for mange børn er det en drøm, der aldrig vil gå i opfyldelse. De har set deres forældre blive hugget ihjel med skarpslebne macheter. Mange af dem ønsker stadig ikke at tale om rædslerne. Men for mange børn er det en drøm, der aldrig vil gå i opfyldelse. De har set deres forældre blive hugget ihjel med skarpslebne macheter. Mange af dem ønsker stadig ikke at tale om rædslerne. 
– Vi ser frem til at få udstationeret en psykolog, der ved hjælp af dans, musik og leg vil prøve at få dem til at åbne sig. Det største problem, vi har, er nemlig at give børnene psykologisk førstehjælp, forklarer Sharon Sharky. 
Og samtidig med at hjælpeorganisationerne yder mental førstehjælp til Rwandas forældreløse fremtid, arbejdes på højtryk på at få nutiden til at fungere i det sønderskudte lands hovedstad, Kigali. 

JESUS ER PISSESUR

Døren til klosterskolen åbnes af en pige med en strågul t-shirt. Over hendes barm står: ‘Jesus kommer. Og han er pissesur!’ Pelagie, som novicen hedder, er i sving med at vaske blodstriberne fra massakren af væggene og gøre rent i gårdhaven, hvor der førhen var pressecenter, og journalister og fotografer alle vegne fra overnattede i soveposer blandt de jordiske ejendele, der havde tilhørt de oprindelige beboere: munkene og nonnerne. 

Nu bor pressefolkene på Kigalis bedre hoteller, som har fået el og nogle steder også rindende vand. Men her i ‘Centre Christus’ mangler man stadig det hele. 
Massegraven i haven, hvor syv præster, otte nonner og to lægfolk blev jordet dagen efter, at præsident Juvenal Habyarimanas fly blev skudt ned 6. 
april, er blevet forsynet med et solidt kors og en buket blomster. 
Værelse 28, hvor massakren blev eksekveret, blot 28 skridt fra graven, står urørt med skudhullerne i væggene, blodet der sprøjtede helt op på lysstof-røret i loftet, og projektil-hylstrene strøet om på flisegulvet. 
Blot er der for enden af værelset blevet stillet et trækors op. 

SPRÆNGFARLIGE OMRÅDER
Jeg er næsten helt skamfuld over at være i live, siger klosterskolens leder, fader Octave Ugirashebuja, for jeg var i Nairobi, da massakrerne brød løs. 
– Nu er vores elever så småt begyndt at komme tilbage, men vi kan ikke rigtig lave noget, for alt i køkkenet er stjålet, og vi har hverken el eller vand. 
Nu og da flænges luften af dumpe eksplosioner. 
Det er fire britiske mine-eksperter, som arbejder med at detonere de utallige granater og miner, der ligger i haver, grøfter eller offentlige anlæg. 
I FN’s hovedkvarter, der også er arret af skudsalver, er opsat advarslen, ‘MINER’, over de områder – bl.a. omkring Centre Christus – som stadig er sprængfarlige. 
Gadeskiltene er gennemhullet af kugleregn, trafiklysene virker stadig ikke, og mange biler kører uden nummerplader. 

SKYHØJE PRISER
Inde i centrum handles der livligt på hovedgaden. Man kan få de fleste fornødenheder fra skovle til tandstikker, men priserne er to-tre gange højere end før krigen. 
Alle klager over priserne, der er så høje, bl.a. fordi udlændinge fra de over 100 hjælpeorganisationer, som er kommet til Rwanda, skal forsynes med benzin, mad, drikkevarer og andre fornødenheder – uanset prisen. 
Et hotelværelse uden vand, dørhåndtag, tv eller telefon og med gennemhullede vinduer er nu oppe på 400 kr. 
Mange af butikkerne drives af tutsier, der er returneret til Rwanda efter årtiers eksil i Burundi eller Uganda. De har åbnet de forretninger, som blev drevet af hutuer, der nu er flygtet til Zaire eller Tanzania. 
Kigali talte før krigen 350.000 indbyggere, og kun en fjerdedel er vendt tilbage. Omkring 60.000 af borgerne i hovedstaden er blevet dræbt siden april, anslås det. 
Overalt bliver der ryddet op efter krigen, men rundt om på gadehjørner og fortove ligger stadig udbrændte bilvrag eller maskingevær-reder af sandsække. 
Telefonerne er så småt begyndt at fungere, og elforsyningen er også på vej til det normale i nogle dele af byen. 
Politi er der intet af, men alligevel er det sikkert at gå på gaden efter mørkets frembrud. Den amerikanske ambassade i Kigali er genåbnet, og det må være den eneste på kloden, hvor der hverken er vagtmandskab eller sikkerhedsfolk til at undersøge de besøgende og deres håndbagage. 

DET LETTE KAVALERI
Nattelivet er hektisk nogle få steder i byen. Bl.a. i det genåbnede ‘Kigali Night Club’, hvor højttalerne dunker i takt med, at øl-kapslerne knappes af. 
Her får man syn for, at krig gør nogle folk rige, for dansegulvet er pakket af folk i splinternyt modetøj. 
For fem måneder siden var stedet her ligesom resten af Kigali det farligste sted på kloden at opholde sig. For da var slaget om hovedstaden på sit højeste. 
Men lynene fra de blinkende projektører afslører, at det nu er det lettere kavaleri af piger, som dominerer etablissementet. 
En gang i timen sjosker en teenager-soldat i gummisko gennem natklubben med sin Kalashnikov over skulderen og minder med sin tilstedeværelse om, at der engang – for ikke så længe siden – var en krig i Kigali.