Kleptokratiets afvikling

Weekendavisen| 23.12.2003

Regeringen forsøger at rydde op i korruptionen efter Daniel Arap Moi. Men der er meget.

af Øjvind Kyrø

NAIROBI – Økonomen Niels Ove Jørgensen er en lattermild og skarpsindig fynbo, der har boet i Afrikas hovedstad Nairobi i en snes år, og som blandt fagfolk går under navnet Mr. Anti-subsidy , fordi han ikke tror på, at tingene kommer til at virke, medmindre folk selv tager ansvaret for deres liv, herunder deres pengepung.

»Lige nu ville jeg ikke selv investere i Kenya. Den ny regering skal først vise, at den står ved sine ord og får dømt nogle af de store forbrydere og konfiskerer de enorme summer – 2,2 milliarder kroner – som er røvet fra staten under den store svindelsag, der er opkaldt efter hovedmanden, Goldenberg,« siger dr.oecon. Niels Ove Jørgensen.

Det er et år siden, at Mwai Kibaki afløste præsident Daniel arap Moi efter hans 24 år lange regeringsperiode, der år for år blev mere og mere plaget af systematisk korruption. »Det var et kleptokrati,« som den danske ambassadør i Kenya Finn Thilsted udtrykker det.

Mwai Kibaki kom til magten med løfter om at slå hårdt ned på korruptionen, og ifølge en verdensomspændende Gallup-undersøgelse fik Kibakis valgsejr de 30 mio. kenyanere til at markere sig som de mest optimistiske mennesker på kloden, selv om de bor i et af verdens fattigste lande.

Men utilfredsheden er nu begyndt at murre, fordi den økonomiske vækst stadig er lig nul.

»Begejstringen over den ny regering er ovre, for der sker ingen fremskridt, og hovedårsagen er, at regeringen har travlt med at rydde op efter Mois mange år ved magten,« siger Zoine Manjy, der ejer et kæmpemæssigt gartneri nord for hovedstaden, der sikrer europæere friske og billige blomster året rundt.

En af de mest effektive mænd i Kibakis ny regering er John Githongo, som under Moi var leder af anti-korruptionsbevægelsen Transparency International i Kenya. Da Kibaki kom til magten, blev Githongo udnævnt til chef for en anti-korruptionsenhed, der refererer direkte til præsidenten. Githongo fik forleden fyret halvdelen af dommerne i den øvre del af retssystemet, og samtidig kunne aviserne afsløre en prisliste over, hvad det kostede at blive frikendt af de korrupte dommere: En anklage for voldtægt kostede 250 dollars, 500 dollars for en anklage for mord, mens det var dyrere at blive frikendt i civile retssager – her kunne det koste 20.000 dollars at vinde en sag ved højesteret.

»I slutningen af 2004 vil man kunne se en tydelig ændring,« lover John Githongo. »Der vil stadig være korruption, men i et meget mindre omfang.« Han tilføjer: »Jeg håber, at mit kontor er nedlagt om fem år, for det er oprettet som et nødberedskab. Hvis jeg stadig sidder her om fem år, er der noget galt med systemet.«

Efter at John Githongo er blevet en magtfuld mand i regeringen, er han selv begyndt at modtage tilbud om at blive bestukket: »For eksempel blev jeg tilbudt penge, hvis jeg ville sikre gratis stipendier i udlandet til børn af en forretningsmand. ‘Jeg kan hjælpe dig med at hjælpe dem’, lød det lokkende fra ham,« fortæller Githongo, som døgnet rundt beskyttes af livvagter.

John Githongo har netop oprettet et tribunal, der efter ide fra den sydafrikanske »Sandheds- og forsonings-kommission« skal blotlægge, hvad der er sket af uhyrligheder under Mois regime. Men der er én mand, oplyser han til Weekendavisen, som ikke risikerer at blive retsforfulgt af den ny kommission, og det er Moi: »Den forhenværende præsident er en vigtig demokratisk handelsvare. Han har gjort meget ondt, men han overdrog magten fredeligt. Derfor får han særbehandling og vil ikke blive retsforfulgt. Men kun ham, ingen andre,« understreger John Githongo.

Rejseadvarslen

Kenya er stadig regionens største økonomi, selv om landet i de senere år har haft negativ eller ingen vækst. Det eneste, der vokser, er befolkningen. I 1948 havde Danmark og Kenya det samme antal indbyggere, men på grund af en høj befolkningstilvækst på 2½ procent årligt, tæller Kenya i dag 30 mio. sjæle, hvis levealder tilmed er faldet fra 55 til 46 år.

Halvdelen af befolkningen er under 16 år, og en af de mest populære beslutninger, den 72-årige præsident Kibaki har taget, var at tilbyde gratis skoleundervisning op til ottende klasse. Ordningen blev indført lige efter hans indsættelse i januar, og i løbet af én uge mødte 1,5 mio. børn op i deres lokale skole – nogle ledsaget af deres forældre, som også gerne ville benytte sig af muligheden for at lære at skrive, læse og regne.

Men reformen blev ikke finansieret, for Kenya mangler penge, og derfor er mange lærere i dag gået over til at bruge megafon. På en skole i Nairobi er der blot to lærere til 213 elever. Der er rundt regnet brug for 60.000 nye lærere, for at de kan give en anstændig undervisning.

Ifølge de officielle tal er arbejdsløsheden oppe på 60 procent, og det skyldes ikke mindst mangelen på kunder i den største industri, Kenya har, nemlig turisme. Løverne, jaguarerne og flodhestene i nationalparkerne kan æde deres bytte i fred for cirkulerende safari-busser, og nede langs de brede strande ved Det Indiske Hav ligger hotellerne næsten mennesketomme hen; førhen var der en belægningsprocent på 85, i dag er den nede på 10, fordi de vestlige lande, blandt dem Danmark, advarer turister mod at rejse til Kenya på grund af truslen fra muslimske terrorister.

For fem år siden blev den amerikanske ambassade i Nairobi sprængt i luften, og sidste år eksploderede en bombe i det israelsk-ejede Paradise Hotel ved kystbyen Mombasa og kostede 15 menneskeliv. Straks efter forsøgte terrorister, bevæbnet med indsmuglede jord-til-luft missiler, at skyde et israelsk charterfly ned, men forgæves.

Rejseadvarslen har gjort kenyanerne – rige som fattige – rasende. Titus Naikuni, ny chef for Kenya Airways: »Man bør absolut ikke holde sig væk fra Kenya. Vi, der bor her – også mange udlændinge – har ingen problemer. Her er ikke mere usikkert end i Chicago eller Sydafrika, det hele er noget, der er blæst op i pressen.«

John Kuria, direktør for et safarihotel i Nakuru: »Vi er voldsomt berørt af rejseadvarslerne. Vores belægningsprocent er halveret, og det kan vi ikke overleve på.«

»Rejseadvarslen har været en katastrofe ikke alene for os, men for hele landet,« siger James Drysdale – en skotte, der i årtier har arbejdet i Kenya, nu som direktør for et af de store safarihoteller. »Om det er risikabelt at rejse til Kenya? Overhovedet ikke. Hvis det var farligt at leve her, ville min kone og jeg ikke bo her.«

Informationsminister Raphael Tuju: »Den eneste grund til, at vi lider, er, at vi er venner med Vesten. Når muslimske terrorister for eksempel angriber USA’s ambassade, går det ud over os, fordi der bliver udstedt rejseadvarsler mod at rejse hertil. Men det er jo ikke, fordi kenyanere er terrorister, og terrortruslen er ikke vores ansvar.«

Dr.oecon. Niels Ove Jørgensen, som i årtier har arbejdet i Afrika, giver de frustrerede kenyanere ret: »Jeg ville ikke tøve med at tage herned, for jeg har ikke mærket, at det er blevet mere usikkert at være her trods terrorangrebene, og derfor bør det danske udenrigsministerium ophæve sin rejseadvarsel. Det har været nemt for terrorister at lave angreb her i Kenya, dels på grund af den dårlige sikkerhed i lufthavnen, dels fordi grænsen til Somalia er ubevogtet. Men sådanne terroraktioner kan ikke totalt forhindres, og de kan ske alle steder til alle tider. Endelig må det konstateres, at Kenya har forbedret sikkerheden i lufthavnen, og man kan ikke gøre ret meget mere.«

Den danske ambassadør i Kenya, Finn Thilsted, siger, at advarslerne mod at rejse til Kenya ikke kommer fra ham, men fra netværk i EU og USA, som han ikke kender til. Spørger man andre sagkyndige i det danske udenrigsministerium om Kenya, siger en af dem, at han er mere bange for at dø i den hidsige trafik på de kenyanske landeveje end at blive et offer for en terroristbombe.

Uprofessionelle venner

Den ny regering kæmper med at rense ud i det vildtvoksende bureaukrati og det korrupte retssystem. Men næsten et kvart århundredes systematisk svindel og nepotisme er svær at udrydde hurtigt. Og den voksende kriminalitet har fået præcise spøgefugle til at omdøbe hovedstaden til »Nairobbery«, fordi forbryderne efterhånden har fået bedre våben og en mere effektiv organisation end ordensmagten.

»For 15 år siden var Nairobi et paradis med gode veje og ingen kriminalitet,« siger informationsminister Raphael Tuju. »Men Moi indsatte sine venner på alle vigtige poster, eksempelvis som politichefer i stedet for at ansætte professionelt uddannede mænd. Derfor er politiet dårligt her i byen, men hvad andet kan vi gøre end at dygtiggøre den politistyrke, landet nu engang har, samt at rekruttere 4.000 nye betjente?«

Selv om det koster erhvervslivet store summer i mistet profit, at det ny styre er i sving med at udskifte de korrupte elementer i statsapparatet, udviser en del erhvervsledere forståelse. Som for eksempel Zoine Manjy, der producerer blomster til det europæiske marked og dagligt fylder lastrummene i såvel fragt- som passagerfly med tonsvis af roser, ranunkler og phlox.

»Hver dag vokser blomstermarkerne i Østafrika med en hektar, der kommer under drivhustag og bliver belyst med elektrisk lys om natten, for 12 timers sollys her ved Ækvator er for lidt, og vi vil også gerne købe flere marker,« siger han. »Men de kommunale kommissioner, der skal godkende ethvert opkøb af jord, har regeringen fyret på grund af korruption. Derfor er al handel med jord gået fuldstændig i stå, fordi nye kommissioner stadigvæk ikke er oprettet. Og uden et stempel fra sådan en kommission kan bankerne ikke udlåne penge.«

Til gengæld kan Zoine Manjy mærke, at regeringens kamp mod korruption gavner på et andet felt: »Ude i lufthavnen behøver vi ikke længere at bestikke folk for at få vores blomster med flyene til Europa.«

Niels Ove Jørgensen

Han skulle blot finde et hus i Nairobi for at bo der et par år, og så skulle han med sin nye viv Inger videre ud i verden. Det er 40 år siden.

Niels Ove Jørgensen kom til verden for 72 år siden i Assens og blev i 1961 cand.oecon. fra Aarhus Universitet. Under en jordomrejse fik han job på universitetet i Nairobi, netop som Kenya i 1963 blev selvstændigt. Han forskede i fattiges boligøkonomi og fandt ud af, at hvis de fik adgang til finansiering af huskøb, ville det stærkt forbedre deres økonomi.

Niels Ove Jørgensen skrev doktordisputats hos nobelpristageren i økonomi Jan Tinbergen på Erasmus Universitetet i Holland og fik dernæst job som chef for bosættelsesafdelingen i FN’s miljøorganisation UNEP, der har hovedkvarter i Nairobi.

Men hans lede ved bureaukratiet i FN fik ham hurtigt ud på det fri marked, og siden 1978 har han været hyret som konsulent på freelance-basis for Verdensbanken, den statslige amerikanske hjælpeorganisation USAID, FN-organisationen Habitat, det britiske verdenssamfunds CDC (Commonwealth Development Corporation) samt for tiden som konsulent for COWI til at rådgive Danidas boligprojekt i Bhutan.

Niels Ove Jørgensen og hans hustru bor den dag i dag i et stateligt hus i Nairobi, der koster 5.500 kr. om måneden i leje.

Rejseadvarsel:

»I den senere tid har vedvarende og troværdige oplysninger peget på en høj risiko for terrorangreb mod vestlige, herunder civile, mål i Kenya. Truslen er bl.a. rettet mod den civile luftfart. Denne risiko består fortsat. Udenrigsministeriet fraråder derfor i en periode alle ikke nødvendige rejser til landet. Turistrejser og andre ikke nødvendige rejser til Kenya bør herefter nøje overvejes.«