Kort om den kolde krig

Kristeligt Dagblad | 01.05.2013

af Lotte Kirkeby Hansen

Øjvind Kyrø fortæller fængslende om atomkapløb mellem USSR og USA

Det er sjældent, man bliver berømt for ikke at handle. Og endnu mere sjældent, at man i kraft af sin passivitet redder verden fra undergang. Men sådan blev oberst Stanislav Petrovs skæbne.

En sen nattetime i september 1983, da han var på vagt på varslingsstationen Serpukhov-15, gik en sirene i gang.

Og ikke en hvilken som helst sirene. Men den sirene, der kun gik i gang, hvis der var et amerikansk atomangreb på vej mod Sovjetunionen.

Den 44-årige Stanislav Petrov var imidlertid overbevist om, at der var tale om en systemfejl – også da sirenen gik igen – og igen. Havde han trodset sin mavefornemmelse og haft blind tillid til teknologien, ville Sovjetunionen have gengældt angrebet. Og følgerne ville have været katastrofale: Under den kolde krig var der videnskabsmænd, der vurderede, at en atomkrig mellem de to supermagter ville betyde, at 500 millioner mennesker øjeblikkeligt ville dø, mens 4 milliarder andre snart efter ville bukke under af sult.

Stanislav Petrovs heroiske ikke-handling er langt mere interessant og vigtig end hans forholdsvis ordinære liv, der fylder pænt op i Øjvind Kyrøs bog og kompetent bliver sat ind i en historisk kontekst, hvorfor ” Manden der reddede verden” nok så meget tjener som en kort og koncis indføring i den kolde krig. Oberst Petrov havde sine meget skjulte femten minutters berømmelse i 1983, hvor hændelsen på Serpukhov- 15 dog blev hemmeligholdt.

Men i 2004 fik pressen, blandt andre Weekendavisens Anna Libak, øjnene op for hans usædvanlige historie og det helt vanvittige i, at verden rent faktisk kunne være gået under som følge af en teknisk fejl eller en menneskelig fejlfortolkning.

Betydningen af Stanislav Petrovs enkeltstående ikkehandling kan næppe undervurderes, men hvor interessant hans livshistorie er for selve intrigen, kan man godt diskutere. Og han fremstår da også i perioder underligt sekundær i forhold til den fortælling, som han har givet titel til, men som til gengæld er et glimrende sted at begynde for den, der gerne vil have frisket sin hukommelse om den kolde krig op.

Men det ændrer ikke ved, at Øjvind Kyrø er en forbilledlig formidler og fortæller, både når det gælder Stanislav Petrovs forholdsvis begivenhedsløse liv og den hidsige oprustning mellem USA og USSR: fra kimen til det atomare kapløb og opsendelsen af Sputnik i 1957 til Reagans uvidende omgang med såvel russiske bjørne som raketter, som han begge behandlede med en frygtløshed, som var de rekvisitter i en af hans mange film. Begge spor læser sig som en roman – ikke mindst den skæbnesvangre nat, der er fremskrevet med en sans for det dramaturgiske, og som man læser med tilbageholdt åndedræt, om end man udmærket godt ved, at verden ikke gik under. Den bestod, takket være Stanislav Petrovs mistro til den computer, der burde være mere følsom end det menneskelige øje, men som alligevel kom til at tolke den nedgående sols reflekser som affyring af en interkontinental raket.