Kyrø i Congo

Weekendavisen | 28.09.2007

Af Anna Libak 

Afrika. Øjvind Kyrø har været på en to-ugers reportagetur til Congo. Gid hans måltider havde fyldt mindre og Congo mere.

Der er bøger, man læser af lyst. Og bøger, man læser af pligt. Bøger om Congo er som udgangspunkt bøger, som jeg kun ville læse af pligt, da jeg aldrig har været i Congo – endsige tænkt på det som noget, jeg er gået glip af.

Bøger af journalisten Øjvind Kyrø er til gengæld bøger, jeg som udgangspunkt læser af lyst, fordi jeg godt kan lide hans underspillede, tørt ironiske skrivestil, der sjældent er pralende og selvrosende trods det faktum, at han bevæger sig rundt i den dødsensfarlige congolesiske bush, hvor man kan blive ædt af både vilde dyr og af egne stammefæller. Manden kan kort sagt skrive. Så hvad synes jeg om en bog om Congo, når den er skrevet af Øjvind Kyrø?

Ja, i dette tilfælde synes jeg måske nok, at han er kommet lovlig nemt til bogen Congo: Farezone5. Han har ladet sig overtale af forlaget People’sPress til at lade sine dagbogsnotater fra en 14-dages reportagetur svulme op til en hel bog, og det lader sig kun gøre, fordi han minutiøst redegør for, tror jeg, samtlige kolde og som oftest lunkne øl, han har drukket undervejs, ethvert brusebad han har taget eller desværre netop ikke haft mulighed for at tage, og enhver aftale, han har skaffet sig, eller netop ikke skaffet sig, fordi bureaukrati, dovenskab, smøl og manglende infrastruktur er kommet på tværs. Visse steder bliver det simpelthen for meget. Sætninger som »Jennifer kommer, sætter sig og lægger sin mobiltelefon på spisebordet, mens hun bestiller hos tjeneren. Hun skal kun have pommes frites med ketchup og en øl. Vi kommer af en eller anden grund til at tale om et varmt bad. Om tre uger, praler hun uhæmmet, vil hun stå hjemme i Canada under et vidunder af en bruser, der kan spule hende fra alle vinkler.«

Det kan godt være, at disse ord i situationen – hvis man sidder træt, beskidt, tørstig og sulten i Congo – fremstår som et destillat af dyb visdom, men for en velnæret anmelder i et varmt kontor er det for småt og ligegyldigt. Nu om dage, hvor der ligger en congolesisk guldmine af information frit tilgængeligt på nettet, skal der mere til at gøre læseren sulten. Man orker ikke at æde sig gennem Congo, når maden er så dårlig. Et par steder i bogen klager Kyrø over, at de danske medier er blevet så forhærdede, at de ikke gider sende reportere til Afrika, medmindre rejsen bliver betalt af nødhjælpsorganisationerne. Og deres penge er som bekendt samlet ind til de fattige. Jeg synes da også, at det lyder helt vildt, at DR har sagt nej til en gratis dokumentar om Congo, når den er begået af forfatteren Carsten Jensen og Kyrø i skøn forening. Men på den anden side: Jeg savner argumenter fra Kyrø om, hvorfor det netop er lande i Afrika, vi burde høre meget mere om. Hvorfor ikke Grønland for eksempel – herfra hører vi mest om druk og olie – og det er endda en del af rigsfællesskabet?

Symptomatisk for bogen er, at det allermest spændende intet har med Kyrøs reportagerejse at gøre. Det er nemlig hans skildring af, hvor meget ondt den belgiske kong Leopold II og siden den belgiske stat har tilføjet Congo, og hvordan det internationale samfund, herunder Danmark, efter Congos selvstændighed satte kronen på ondskabens værk ved at befordre henrettelsen af premierminister Patrice Lumumba. Den eneste ukorrumperede og samvittighedsfulde congolesiske leder – efter Kyrøs beskrivelse at dømme – som nogensinde har været ved magten, blev myrdet med vestlig velsignelse, fordi Vesten fejlagtigt frygtede, at han ville gøre det enorme rige til en sovjetisk lydstat.

Kyrø fortæller, at Jørgen Schleimann i Danmark stod forfærdelig alene med sin kritik af, at belgierne og amerikanerne pressede FN til at støtte halvhjernen Mobutu, som holdt sig ved magten helt indtil 1997. Havde der været flere af den slags afsnit – og mindre reportagerejse – var bogen såmænd gået hen og blevet lige så god som hans fremragende bog Godmorgen Rwanda – Er I begyndt at arbejde? – Håndbog i Folkemord. Nu er bogen som den peberbøf, Kyrø spiser i Bunia. Den smager glimrende. Men den mangler altså peber.

Øjvind Kyrø: Congo: Farezone 5 – En rejse gennem verdens største krigsskueplads. 260 sider. 249 kr. People’sPress