Maipos svale brise

Ekstra Bladet | 21.10.2000

Den smukke Maipo-dal i Chile er kendt fra supermarkedets vinflasker. Men den byder også på spændende historie, betagende Andestinder, varme kilder og hujende cowboys

Af Øjvind Kyrø

Det er som at passere gennem en dør ind til en anden verden, når man kører ind i Maipo-dalen.

Med ét forsvinder Santiago de Chiles mylder og stillestående luft, og man kører ind i en blid brise – klar som krystal.

Ofte forandrer også vejret sig brat. I den halve time, det tager at køre fra hovedstadens centrum og sydover til dalens ro, skifter vejret let fra overskyet til blændende sol.

Gennem den 80 kilometer lange vin-berømte dal strømmer floden rask. Det er smeltevand oppe fra de majestætiske fem-seks km høje tinder for enden af dalen, få kilometer fra grænsen til Argentina, der overrisler de grønne marker med vinstokke, som breder sig her nederst i den saftiggrønne lavning.

I den første by, Pirque, finder man Chiles største vinfirma, som blev opbygget med franske vinstokke for 110 år siden af en spansk adelsmand, markis Melchor de Concha y Toro. I dag sælges firmaets aktier ikke alene inde på kontinentets travleste børs i hovedstaden, men også på Wall Street i New York.

Hver måned gæster 2.500 mennesker Concha y Toro på en af de mange daglige rundvisningsture, som også går ned i don Melchors private vinkælder.

Bag på Irmas flasker står der om Salvador Allende og Anker Jørgensens chilenske yndlingsvin: ‘Et af Chiles fineste vinfirmaer er Concha y Toro. Den kælder, hvor deres fineste reservevine lagres, kaldes Djævlens kælder, fordi de lokale mente, at djævlen selv havde taget fast bopæl på stedet.’ 

Sandheden er, at de 12 millioner liter fine vine, som Concha y Toro årligt eksporterer, overhovedet ikke kan ligge i den lille krypt, og at det var for at beskytte sine egne yndlingsvine, at don Melchor udspredte rygtet om, at djævlen boede det sted. En nat sneg markisen sig oven i købet ned i kælderen og lavede en satanisk larm for at overbevise sine utro vingårdsarbejdere, der af og til snuppede en af hans favorit-vine, om skrønens rigtighed.

Derimod er det korrekt, når der videre bag på Irmas ‘Casillero del Diablo’-vin står: ‘Maipo-dalen regnes af internationale eksperter for det mest egnede sted for vindyrkning i verden.’

Det har de danske ganer også mærket sig. Importen fra de chilenske vingårde er steget så stærkt i løbet af de sidste år, at Danmark per indbygger er klodens største aftager af chilensk vin. Og det meste af denne chile-vin kommer her fra Maipo-dalen.

Man nænner næsten ikke at spytte al den fremragende vin ud i skyllekummerne, når man skal igennem den halve snes forskellige prøver, der bliver stillet frem i det sterile, hospitalsagtige smagsrum.

Men videre skal man – for der vanker en lige så stor synsmæssig oplevelse længere oppe i dalen.

PÅ LUR EFTER PINOCHET
Først kører man forbi en lang række restauranter og picnic-steder, hvor man under skyggefulde trækroner selv kan tilberede en asado, som en barbecue hedder på chilensk.

Begyndelsen af dalen er nemlig et populært udflugtsmål i weekenden, og flere steder er der mulighed for at leje heste og ride op ad bjergsiderne, bade eller se huasos – chilenske cowboys – dyste i en rodeo.

Et par kilometer længere henne bugter vejen sig skarpt, til venstre rejser bjergsiden sig helt ind mod asfalten, og til højre går den brat ned mod floden.

Det var her en modstandsgruppe en septemberdag i 1986 lå på lur, da general Pinochet blev kørt hjem fra sit sommerhus, der ligger 20 km længere oppe i dalen. De affyrede en fuldtræffer af en raket på den Mercedes, som militærdiktatoren befandt sig i, men raketten eksploderede ikke.

Pinochet slap med en rift på venstre hånd, og under ildkampen, der fulgte, blev fem af hans livvagter dræbt ‘under udførelsen af deres pligt’, som der står på den kampesten, der er opstillet som mindesten bag en række lave granitsten, der bærer de fem elitesoldaters navne.

Siden er der blevet anlagt en flugtvej på den anden side floden, som tit bruges, når den – endnu fem-stjernede – 78-årige general skal eskorteres tilbage til hovedstaden og røgte sit symbolske job i hæren.

BODER MED LÆKKERIER
Længere henne dukker opkørslen til Lagunillas, et lille skisportsted, op. Det er et af de ældste i landet, men i dag helt udkonkurreret af de franskbyggede, nøglefærdige skicentre, som er anlagt i dalene nord for Santiago.

Langs vejen, der slynger sig i takt med floden, ligger der små boder, hvor der sælges friskslynget honning, nødder, gedeost samt vin og champagne fra små, lokale vingårde.

Så kører man ind i San José del Maipo, dalens hovedby. Her findes den sidste benzinstation før vildnisset, og foruden et par beskedne restauranter byder San José også på en smuk og harmonisk lille ‘Plaza de Armas’, byens torv, med bænke besat af forelskede par.

Et kvarters tid kørsel senere kommer man til det sted, hvor Pinochets sommerhus ligger. Man kan ikke se så meget som et glimt af det, for langs grunden, som hærchefen fik mistænkeligt billigt for et dusin år siden, er der rejst en lang mur af røde teglsten. Kun toppene af generalens mange frugttræer er til at få øje på.

TINDER I HORISONTEN
Men videre, videre. Dalen bliver snævrere og snævrere, floden vildere, og sneklædte bjergtinder dukker op forude, alt mens vegetationen ændrer sig fra det grønne, milde til det grå, brune, barske.

Der er snart kun krat tilbage langs landevejen, som i San Alfonso – en flække i 1109 meters højde – afløses af en grusvej.

Nu går vejen for alvor op og ned, og små broer krydser den smalle, skummende flod. Man kører med en hale af støv efter sig og håber på, at ingen i de sporadiske huse og gårde nær vejen har hængt vasketøj ud i dag.

Ved en opkørsel står en bod, hvor fruen til gården sælger fossiler: ‘Her er forstenede hajtænder, muslinger og snegle – alle omkring 30 millioner år gamle,’ lyder det stille fra hende. Det koster kun en otte-ni kroner at anskaffe sig et pænt eksemplar af sådan en fortidslevning fra dengang bjergmassiverne her var havbund.

TOPLØSE STEWARDESSER
Længere oppe i dalen, som nu svinger mod nordøst, opdager man et landskab, der kunne ligne Toscana til en forveksling, hvis man så bort fra de gigantiske Andesbjerge omkring. Høje cypresser knejser i dalstrøget, og i en flække af en samling huse finder man den sidste telefon.

Op og op går det. Ud af bjergsiderne sprøjter glitrende klart vand, og flere steder strømmer det over grusvejen og nedsætter marchhastigheden betydeligt, for man skal ud og stikke fødderne i det iskolde smeltevand for at forvisse sig om, at bilen kan bunde.

I 1800 meters højde troner ‘Refugio Alemán’ på en knold. Det er den tyske Andes-forening – en bjergbestigerklub inde fra Santiago – som her har forpagtet sit alpeagtige gæstgiveri ud. For godt 200 kroner får man overnatning i køjerum og tre måltider.

Det er don Mario, der driver stedet, og han kan med begejstring betro en om de dage, hvor pigerne fra KLM kommer. I det hollandske flyselskab er det rygtedes, at man i løbet af to-tre timer kan komme ud til et af de smukkeste steder i verden, når man lander i Santiagos lufthavn. Så de fleste besætninger beslutter at stå distancen i stedet for at indlogere sig på et banalt luksushotel i hovedstadens beskidte luft.

Og er de ikke helt udasede efter den transatlantiske arbejdsdag, så starter don Mario refugiets gamle Landrover og kører dem op for enden af dalen, hvor de i måneskin og under den strålende stjernehimmel bader i områdets varme kilder. Som regel bader stewardesserne topløse, forklarer don Mario glædestrålende, for sådan en frivolitet er uhørt i det bornerte, tækkelige Chile.

KONDORER I LUFTEN
Den sidste strækning er om muligt endnu mere – ja, bjergtagende! For nu kan bilen næsten ikke klare de stejle stigninger, der gennem slanke slugter fører en op i pas, hvor der ligger snedriver langs vejen, der oftere oversvømmes af brusende, isnende strømme.

Men pludselig efter et sving breder dalen sig atter ud. Luften er tynd, vi er i over tre kilometers højde – og der er lige så langt op til de seks-syv hvide tinder, der omkranser denne sidste øvre del af Maipo-dalen.

På en af bjergsiderne strømmer fra en lav grotte varmt vand ud fra bjergets indre, en gul-grøn svovllugtende fos, som aflejrer sit giftig-farvede spor ned til tre bassiner, som det altid rislende hede vand gennem tiderne har udhulet.

Her er plads til et halvt hundrede mennesker, og vandet går til midt på livet – for så vidt man kan stå op. Et par gange om ugen går der rutebiler herop til ‘Termas de Colina’, og på grund af kildernes ry for helbredende virkning bliver lamme mennesker forsigtigt lempet ned i bassinerne på bjergsiden.

Her, ved vejs ende, kan man så halvt flydende, halvt siddende døse i det 40-50 grader varme vand, nyde den kølige, klare luft, hvor der under den blå, blå himmel – hvis man er heldig – svæver kondorer.

Dette sted mellem de stejle bjergvægge er, ganske enkelt, verdens smukkeste badeværelse.