Mødrelandet

Weekendavisen| 10.03.2006

La Presidenta. Det traditionelt mandsdominerede Chile regeres fra i morgen af en kvinde – og værre endnu: en ateist og enlig mor. Hendes første handling var at udnævne en regering med ti mænd og ti kvinder.

af Øjvind Kyrø

SANTIAGO – Det kunne umuligt ske, men det gør det. I morgen, lørdag. Da Augusto Pinochet for 16 år siden år siden måtte vige pladsen for en demokratisk valgt præsident, kunne selv ikke den mest fantasifulde drukkenbolt have fundet på at spå, at generalen ville opleve, at en socialist, som hans håndgangne mænd havde torteret, skulle indtage præsidentpaladset. Tilmed en kvinde. Og endnu værre: en ateist, en enlig mor.

Da Michelle Bachelet i midten af januar vandt over sin politiske modstander, en højreorienteret mandlig milliardær, dansede og sang kvinderne i Santiagos gader, og det trefarvede skærf, som La Presidenta i morgen får hængt om halsen som tegn på præsidentværdigheden, havde de jublende kvinder lavet kopier af og iført sig.

»Førhen kaldte vi Chile for vores fædreland. Nu må det vel hedde mødrelandet,« brummer en taxichauffør og mange andre mænd med ham i det traditionelt stærkt mandsdominerede og konservative samfund. Selv om kirkegangen er beskeden, har den romersk-katolske kirke betydelig indflydelse; først for to år siden blev skilsmisse tilladt, mens provokeret abort fortsat er forbudt. Og den 54-årige Michelle Bachelet har sine tre børn med to mænd, som hun begge er blevet separeret fra.

Hvis den 90-årige general Pinochet dør af græmmelse over de overraskende nye forhold, bliver hans endelige skæbne afgjort af selvsamme Michelle Bachelet, for ifølge loven har en forhenværende præsident ret til at få en statsmandsbegravelse, men det kunne meget vel tænkes, at Michelle Bachelet ikke vil stå model til det. Hendes far, som var en højtstående general i luftvåbenet, døde som fange i hænderne på Pinochets styrker, fordi han blev beskyldt for at støtte Salvador Allendes socialistiske regering, og hendes mor og hun selv blev efter kuppet i 1973 også anholdt og torteret.

»Man kunne forestille sig, at den ny præsident vil afvise at give Pinochet en begravelse, som er en statschef værdig, med den begrundelse, at der verserer retssager mod ham,« siger Hugo Guzmán, politisk reporter og analytiker ved dagbladet Diario Siete.

Militæret

Michelle Bachelet blev valgt, fordi hun allerede har vist, at hun kan regere. Den afgående præsident, Ricardo Lagos, udnævnte hende for fire år siden til at være forsvarsminister, og alle holdt vejret. Hvad ville der ske, når Bachelet skulle have magten over det militær, der var skyld i faderens død og havde torteret hende selv? Det stolte chilenske militær, som altid brystede sig af at have erobret landet og dernæst befriet det fra den spanske kongemagt. Og som senest havde frelst landet på det, der blev til Chiles 9/11 – nemlig den 11. september 1973 – ved at fjerne den folkevalgte socialist Allende fra magten, ligesom en kirurg fjerner en kræftsvulst for at redde resten af legemet.

For første gang i historien skulle de væbnede styrker have en kvinde som chef. Hvad vidste en børnelæge om prøjsisk disciplin og F-16 kampfly? General Pinochet havde i det mindste taget en karriere inden for hæren, selv om han ville have været børnelæge, for hans mor syntes, at den svagelige dreng ville have bedst af at komme inden for militæret.

I begyndelsen roste Bachelet militæret ved enhver mulig lejlighed, og langsomt fik hun opbygget et tillidsforhold til de uniformerede mænd. I forvejen var institutionen svækket, fordi deres tidligere øverstbefalende var blevet anholdt i London og anklaget for krænkelser af menneskerettighederne.

Men endnu værre var afsløringen af, at Pinochet havde undladt at oplyse om, at han havde en formue stående på en hemmelig konto i Riggs Bank i USA; pengene kom fra returkommission fra våbenhandlere. Det var dødsstødet for den gamle generals mange støtter. Ikke færre end 43 procent af befolkningen gav i 1988 deres stemme til Pinochet, da han udskrev en afstemning, om han skulle blive ved magten. De troede, at Pinochet var en sand patriot, der havde taget magten for at redde landet. Og nu viste det sig, at han havde brugt sin magt til at berige sig.

Fra den ene dag til den næste forsvandt Pinochets navn. Ingen hyldede ham længere ved middagene i de rige hjem, hans sympatisører i pressen blev tavse.

Velfungerende

Michelle Bachelet overtager et land, der økonomisk er det mest velfungerende i Latinamerika. Siden Pinochet gik af i 1990, er der bygget motorveje omkring og gennem Santiago, folk er blevet tykkere, bilimporten steg sidste år med 30 procent, vinen fosser fra de mange vingårde og videre til udlandet, hvor Danmark er blevet den fjerdestørste importør, og IT-systemet er mere avanceret end i Europa. Kommer man eksempelvis til Chile med en splinterny dansk mobiltelefon, virker den ikke her, for i Chile fungerer kun triband og ikke dualband som i Danmark.

Fundamentet for den sunde økonomi blev lagt i Pinochets regeringstid; ikke fordi den fem-stjernede general havde synderlig forstand på økonomi, men fordi en professor i økonomi havde en udvekslingordning af studenter med kollegaen og nobelpristageren Milton Friedman i Chicago. En stribe kompetente økonomer havde forinden takket nej til Pinochets tilbud om at blive finansminister, og da der endelig var én, som sagde ja til posten, fik han frie hænder. De såkaldte Chicago-boys førte deres ultraliberale teorier ud i livet og brugte Chile som deres økonomiske laboratorium. Banker krakkede, fordi alt for mange funny money blev lånt ud, men efter en del justeringer begyndte økonomien at rulle.

Efter systemskiftet i 1990 har den regerende centrum-venstre koalition og dens tre præsidenter siden ført den økonomiske politik videre med gigantisk succes. Og den ny præsident, der kommer fra samme koalition, vil fortsætte linjen.

»Michelle Bachelet er en ærlig kvinde, retskaffen, god til at organisere, en meget menneskelig og glad person,« mener journalist Hugo Guzmán, som har dækket hendes valgkampagne for dagbladet Diario Siete. Han tilføjer: »Men hun har ikke ideer til gennemgribende forslag, der rykker ved det økonomiske og politiske fundament, hun har arvet fra de tidligere regeringer, hun vil højst lave korrektioner til den lagte linje. Hendes største – og mest uretfærdige – udfordring bliver, at hendes regeringsførelse konstant vil blive vurderet på, at hun er kvinde. Men sådan er det jo nu engang her i Latinamerika.«

Den chilenske peso er stærk som aldrig før takket være, at priserne på kobber er i top. Kobber udgør stadig 40 procent af eksporten, og selv om resten af eksportvarerne er særdeles varierede, udgør kobberets dominans en farlig trussel for stabiliteten den dag, der ikke længere er den samme efterspørgsel på det røde metal. Derfor bliver det en af hovedopgaverne for den ny præsident at finde på nye eksportartikler.

»Jeg tror, at Chiles kommende satsning finder sted på det, man kalder services – altså bankforretninger, forsikring og shipping,« siger en dansk forretningsmand, der er posteret i Santiago, og som vil være anonym på grund af den pågående affære om Jyllands-Postens karikaturtegninger.

Den danske forretningsmand siger: »Chilenerne er seriøse mennesker, og jeg har hverken i Egypten eller Kina mødt folk, der er så arbejdsomme og loyale. I øjeblikket er de også i færd med at opbygge en svineproduktion, der skal være i international topklasse, og derfor har de henvendt sig til danske eksperter, fordi vi er specialister i fremstilling af svin.«

Beskæftigelsen har i årevis ikke været så høj som nu, og væksten fortsætter støt med næsten seks procent om året. Intet andet land i Latinamerika kan prale med at have reduceret fattigdommen til det halve i løbet af blot 16 år. Der er imidlertid stadig ti procent, som lever for under en dollar om dagen, andre ti procent tjener 60 procent af landets indkomst, og forskellen mellem rig og fattig er større end nogensinde. Lønforskellen mellem mænd og kvinder inden for samme job er ofte op til 40 procent, og Michelle Bachelet bliver nu stillet over for kravet om, at den forskel skal udryddes.

Mental omvæltning

Både fysisk og psykisk er der sket en omvæltning blandt chilenerne, siden Pinochet blev vraget og måtte gå af. Ikke alene er valget af en kvinde som præsident et sigende symbol, men også den tiltagende åbenhed om, hvad der skete gennem de godt 16 år under militærdiktaturet, vidner om det.

De tre præsidenter, der har regeret efter Pinochet, har forsigtigt – alt for forsigtigt, siger mange ofre – blotlagt, hvad der skete under diktaturet, og nogle få af de ansvarlige er blevet dømt og fængslet. En regeringsrapport er kommet frem til, at 3.190 mennesker blev myrdet af politiske årsager.

Men nu knejser der foran det lave præsidentpalads i hjertet af Santiago en statue af Salvador Allende. Og i den ejendom, der efter det blodige kup i 1973 husede Pinochets frygtede og forhadte hemmelige politi, åbner i næste måned et nyt kunstmuseum med værker af Pablo Picasso, Roberto Matta og Joan Miró. Et andet berygtet hus, Villa Grimaldi, er allerede indviet som museum til minde om ofrene for militærregimet. Det var før kuppet et mødested for intellektuelle og kunstnere, men de frie politiske debatter forstummede, da Pinochet omdannede den smukke og rummelige italienske villa til torturcenter.

Det var i Villa Grimaldi, at den ny præsident og hendes moder sad fængslet og blev torteret. Men Michelle Bachelet bærer tilsyneladende ikke nag. Da hun havde vundet præsidentvalget, sagde hun i en tale: »Volden kom ind i mit liv og ødelagde det, jeg elskede. Netop fordi jeg var et offer for had, besluttede jeg at vie mit liv til at vende dette had til forståelse, til tolerance, og – hvorfor ikke sige det ligeud – til kærlighed.«

Kort efter udnævnte hun sin regering. Ti mænd og ti kvinder. Og det blev igen en kvinde, som blev udnævnt til forsvarsminister.