Monument over en bjergsom konge

Afrika, DR Congo

Politiken | 08.10.1994

Belgiens kolonimuseum er en storsået forherligelse af en racistisk kolonipolitik, mener Øjvind Kyrø, som har besøgt Leopold IIs samling fra det udplyndrede Congo

Det er som at komme ind i en domkirke. Der er 30 meter op til kuplens top, og rundt om skuer guldbelagte statuer oppe fra deres piedestaler mod fjerne horisonter.

De ligner helgener, og under en statue af en mild kvinde med barn på armen står der: ‘Belgien skænker velstand til Congo’. Overfor på en anden søjle står en mandsperson, og en afrikaner ser bønfaldende op på ham: ‘Belgien hjælper civilisationen til Congo’, lyder indskriften.

Omkring 200.000 mennesker kommer herind i rotunden hvert år, i Kong Leopold II’s private monument over sin tid som enehersker i Congo.

Dengang i 1885 var Congo ikke en belgisk koloni, men ganske enkelt Leopolds private firma, som han lod sig udråbe til konge over.

Det afrikanske løsøre lod han fragte hjem og hyrede en fransk arkitekt til at bygge et palads med tilhørende haver i ‘Park de Tervuren’, i dag en forstad til Bruxelles, der ligger et kvarters kørsel fra lufthavnen. ‘Musee Royal de l’Afrique Centrale’ blev indviet i 1910, og pragtværket blev finansieret af de rigdomme, som Leopold havde plyndret Congo for. 

Men selv om museet i dag drives af den belgiske stat, fremstår det som dengang – som en grandios selvforherligelse af den racistiske kolonipolitik. Man finder ikke et eneste kritikpunkt af Belgiens oversøiske politik.

– Det er svært at skildre kolonitiden, fordi emnet stadig er politisk omtåleligt, indrømmer Min de Meersman, som leder museets informationsafdeling. 

Hun foreslog for nylig, at museet skulle finde de gamle 16 mm Uge-revy-film frem af sine gemmer og vise dem. Men museets ledelse nægtede pure at præsentere gæsterne for datidens syn på de belgiske kolonier. 

KÆMPEINSEKTER
Det Kgl. centralafrikanske Museum står som Kong Leopold II ønskede det, prangende af kostbarheder.

Gå ind til venstre, og midt på gulvet står en knap 23 meter lang kano, der er udhugget af en lang træstamme. Og længere fremme hilser en 3,4 meter høj udstoppet elefant gæsten med udslåede ører.

I flere andre sale står vilde dyr stivnet i kulisser fra junglen. Leopold ville vise belgierne de eksotiske bæster, som boltrede sig på hans afrikanske ejendom – abekatte, hvide næsehorn, flodheste, pantere, løver, okapier, savannebøfler, krokodiller, pytonslanger, varaner, elektriske maller, skildpadder, og der knejser også en falmet og støvet giraf.

Leopolds håndgangne videnskabsmænd har også fragtet fine samlinger af insekter hjem over Ækvator til de køligere himmelstrøg. Museet rummer den største insektsamling i verden: 12 millioner styk.

Der er sommerfugle med vinger så store som barnehænder, biller, græshopper og andet kravl i former og farver, man ikke normalt lærer om i belgiske skoler, og der er myrer så store som bier, og bier på størrelse med kakerlakker. 

Montrerne bugner af fint kunsthåndværk. Spyd, stole, buer og pile, musikinstrumenter, vævede stoffer, amuletter, sceptre, svøber, masker og skulpturer. Især dem fra det nordøstlige Congo er hele rejsen værd. Det var skupturer som disse, der inspirerede kubister som Picasso til nye konturer. 


BERØMTE KUFFERTER

I nabosalen ser man de første landkort over kontinentet, blandt dem et overraskende detaljeret fra 1644 af hollænderen W. J. Blaeu, der dog ikke har afmærket Victoria-søen.
På de andre kort opdager man, at farvandet vest for Afrika dengang ikke hed Sydatlanten, men derimod ‘Det ethiopiske Hav’. 

Her hænger også et sammenriet og møgbeskidt Stars and Stripes med 13 stjerner. Det tilhørte Henry Morton Stanley, som medbragte det for at glæde den amerikanske avis, New York Herald, som han arbejdede for. Og man kan se brevet til redaktøren, som Stanley stolt skrev på Zanzibar efter i 13 måneder at have gennemtrængt Centralafrika: ‘Jeg lovede Dem trofast at føre Deres anvisninger ud i livet, med mindre døden forhindrede mig.’

Fra Mrs. Stanley’s hjem er hentet hendes mands rejsekuffert, som ifølge den pålimede seddel fra fruen aldrig måtte fjernes fra hendes sovekammer, og i montren hænger der drabelige billeder af hendes mands ‘Kamp mod kannibaler på Congo-floden’. 

Livingstone sidste, slidte rejsekuffert af metal ligger ved siden af et stik af det berømte møde med Stanley i Ujiji. Her finder man også førsteudgaverne af Baker’s og Speke’s rejsebeskrivelser og et potpourri af de ting, de tog med på deres ekspeditioner som gaver til de indfødte, blandt andet en samling glasperler.
EN GOD FORRETNING
Den moderne belgiske berøringsangst over for kolonitiden, hvis mest dagsaktuelle og håndfaste problemer bærer navnene Rwanda og Burundi, får man et indtryk af i sal otte.

Her stirrer buster af brøsige generaler gæsterne an, og en Goliat-stor statue af Leopold II troner højtideligt foran en montre, hvori hans spadserestok ligger til skue. Det barokke i det hele består i den kendsgerning, at Leopold aldrig selv satte sin royale fod i det kæmpemæssige rige, som han drev som en anden forretning.

Leopold hyrede den erfarne journalist Stanley til at forhandle med de 400 lokale høvdinge om, at de skulle nyde hans kongelige beskyttelse. Ellers koncentrerede Leopold sig om at få den maksimale profit af gummi- og bomuldsproduktionen. Den havde han lånt penge til at investere i af den belgiske stat til gengæld for, at Belgien siden fik overdraget Congo som koloni. 

Der vises også belgiske tropeuniformer med tilhørende hjelme samt en udstilling af belgiske kunstneres malerier af idylliske, koloniale landskaber og dagligscener af topløse piger fra tiden mellem 1884 og 1962.

Her og der står statuer samlet i en slags tableau. På jorden ligger en velskabt, nøgen kvinde i forsvarsposition, over hende truer en halvnøgen landsmand med spyd i hånd ad en arabisk klædt handelsmand. Dem lod Leopold fremstille for at illustrere sin solidaritet med sine livegnes kamp mod slavehandlerne.

– Men sandheden er, at Leopold udelukkende var interesseret i at fordrive de arabiske menneskehandlere for at udvide sit territorium, forklarer Min de Meersman.

Leopold II var en entreprenant konge, som så de mange hvide pletter på verdenskortet som lovende, lønsomme områder for udvidelse af hans personlige formue og magt.

I det 125 meter lange museum finder man en lille samling til vidnesbyrd om de ekspeditioner, den belgiske konge sendte afsted for at undersøge ekspansionsmulighederne i Mellemamerika og Kina.

Men hvordan og hvorfor det hele gik for sig er gemt i arkiverne. Museet rummer 13 special-biblioteker med over 85.000 bind, som er åbne for videnskabsfolk, der vil forske i fortidens brøde og bedrifter. Men deres fund bliver ikke udstillet. Dertil er tiden ikke moden.

Så indtil videre beskrives Centralafrika i Belgien som på Leopold II’s tid. Uden blusel. 

Musee Royal de l’Afrique Centrale Leuvensesteenweg 13 Tervuren nær Bruxelles Åbent 10.00 til 16.30, mandag lukket.