Når kvinder og rom løser alle problemer

Jyllands-Posten | 06.03.2011

Interview: Den cubanske krimiforfatter Leonardo Paduras hovedfigur er Mario Conde, en fraskilt, melankolsk politiinspektør med hang til god mad

af Øjvind Kyrø

HAVANA Det er lige så absurd, at en cubaner skriver om kriminalitet, som en congoleser udtaler sig om sne.

Ifølge den statslige avis og de andre regeringsstyrede radio-og tv-kanaler sker der aldrig forbrydelser i Cuba. Her er ingen biltyve, ingen mordere.

Alligevel skriver Leonardo Padura den ene krimi efter den anden.

»Ja, her er staten, regeringen og partiet det samme, og medierne skildrer et idealsamfund. Men virkeligheden for cubanerne er en anden, og den bliver der ikke rapporteret om,« siger Padura og tilføjer, at »Cuba er ikke et land med mange mord, derimod er her megen korruption og mange småtyverier, fordi folk kan ikke overleve uden at stjæle.«

Ved du, hvor mange mord, der bliver begået årligt i Cuba?

»Nej, sådanne tal bliver aldrig offentliggjort. Men jeg ved, at antallet ikke er stort. Jeg vil anslå, at Danmark og Cuba har nogenlunde det samme antal af mord, og næsten alle sker i affekt; eksempelvis overrasker manden sin hustru sammen med en anden mand og dræber dem begge. Desuden er det svært at få fat i et våben i Cuba, også derfor er antallet af drab beskedent.«.

Fra skyggesiden

Leonardo Padura skriver ikke for blot at underholde, han bruger kriminalromanen som ramme til at beskrive problemerne i den cubanske virkelighed, for politiet beskæftiger sig med samfundets skyggeside.

Hans hovedperson hedder Mario Conde, en fraskilt, melankolsk politiinspektør med hang til god mad, og som gennem årtiers dyrekøbte erfaringer ved, at det bedste middel mod depression er lige dele rom og kvinder.

»Mine beskrivelser af opklaringsarbejdet er helt fiktive. Min politimand er en litterær skikkelse, og jeg er sikker på, at hvis min figur, Mario Conde, blev ansat i politikorpset, ville han blive smidt ud inden ugens udløb. Han har ingen disciplin.«.

Tropisk socialisme

Paduras største problem ved at skrive er hans fædreland: »Det er svært at beskrive det cubanske samfund, fordi det er så enestående mærkværdigt. En forfatter skal ikke forklare et samfund, men afspejle det – men når man skal beskrive manglen på mad og transportmidler, er det uhyre vanskeligt at være forfatter, fordi problemerne her er anderledes end noget andet sted i verden.«

Mange anmeldere og andre læsere har undret sig over, hvordan det kan lade sig gøre for en fastboende cubaner at skrive så afslørende om den tropiske socialisme og dens fallit uden at blive kastet i spjældet.

Padura sminker ikke virkeligheden, han skriver lige ud om den åndelige og materielle elendighed; om det ny menneske, der er erstattet med en kronisk tyveknægt, som rapser fra arbejdsgiveren: Staten.

»Der er censur i Cuba, men mine bøger udkommer heldigvis først i udlandet, og det giver mig en meget større frihed end andre forfattere her i ø-staten. Jeg tror, at jeg er helt fri til at skrive, hvad jeg gerne vil i mine bøger.«

Har du haft problemer med at få lov til at rejse udenlands?

»Nej, indtil videre ikke. Min sidste roman handler om stalinisternes mord på Trotskij set fra Cuba. Den cubanske vinkel er ganske vist opdigtet, men ligger tæt på virkeligheden, og jeg tror, at anmelderne her i Cuba vil finde den problematisk. Men den udkommer dog her i landet, og det er det vigtigste.«

Du skriver i en af dine bøger, at Havana er en større hore end Paris?

»Ja, jeg mener, at der sker meget, som bør gøres bedre.«

Skal man dømme ud fra dine bøger, ordner en cubansk mand sine problemer med meget rom og mange kvinder?

»Ja, jeg tror, at det er sandt,« ler Padura. »Kvinder og rom er gode midler mod nedtrykthed. Folk her i Cuba er meget sanselige, det kan man se i gadebilledet, og der er lang tradition for rom med god smag. Men jeg tror nu, at cubanerne ikke drikker mere end for eksempel mexicanerne, snarere tværtimod.«

Den desillusionerede Mario Conde måler sine samtaler med venner i liter. Der er »to-liter-rom-samtaler« og alt derunder.

»Ja, den målestok kommer fra min tid på universitetet, da jeg studerede journalistik.

Når jeg mødtes med en af mine venner, havde en af os en flaske rom med. Havde vi penge til at købe nok en flaske, blev samtalen længere.

Når vi havde penge til tre flasker, endte samtalen altid med, at rommen vandt. Og ja, derfra kommer det, at Mario Conde og hans venner drikker en hel del rom.«

Og de spiser også god mad

»Her i Cuba er der ingen, som dør af sult, men der er heller ingen, som får det at spise, som de ønsker sig. Når Mario Conde skal tænke på noget godt, er det derfor lækre måltider, som han drømmer om.«

Ifølge Mario Conde er det mest værdifulde i dette liv et sandt venskab med et andet menneske, som man kan græde, drikke og tale om sex sammen med. Er det så enkelt?

»Ja, i alle mine romaner er følelsen af frihed meget vigtig. Vi cubanere har mere brug for hinandens nærvær og venskab, end man har i andre samfund, fordi det er et typisk karaktertræk for en cubaner at føle sig bedst hjemme i selskab med andre, mærke hinanden, snakke sammen.«

Flygter aldrig

Padura har ikke lagt sin gamle profession på hylden, han skriver stadig journalistik.

Han forsyner et internationalt pressebureau med analyser og artikler om problemerne med den statslige styring, der har medført, at sukkerhøsten er nede på samme niveau som i 1905.

»Ved siden af mine bøger skriver jeg freelance for Inter Press Service, og det har jeg gjort i 15 år. Jeg er ikke medlem af nogen politisk retning, men jeg synes, at det er vigtigt at beskæftige sig med de nye muligheder, som Obama har skabt i forhold til Cuba. Hvis Obama ikke bliver genvalgt, kan det igen gå ned ad bakke som under Bush.«

Hvorfor vil du skildre Cubas problemer såvel i romaner som artikler?

»Jeg er cubaner og kan ikke være nogen anden. Jeg elsker mit land og forsøger at forstå det. Jeg har brug for at skrive om mit land, for der er mange andre, som ikke kan – men jeg har muligheden, og derfor gør jeg det.«

Mange af Paduras venner, selv hans lillebror, er flygtet fra det socialistiske regime.

Men selv kunne han ikke forestille sig at leve i eksil: »Jeg vil ikke bo andre steder, for her er min familie, mit hjem, mit nabolag. Hvis jeg bosatte mig i Spanien, Mexico eller Argentina, ville jeg bo i en virkelighed, der ikke er min, selv om sproget er det samme. Jeg vil aldrig kunne blive mexicaner eller argentiner, jeg vil for evigt kun kunne være en cubaner, der bor i sit land. Uanset hvor elendigt alt er.

Det vigtigste er at skrive, ikke at have et stort hus, en bil eller andet, som penge kan give én. Min familie og det at skrive er det vigtigste i mit liv.«.

BLÅ BOG

Leonardo Padura Fuentes er journalist og forfatter, født i 1955 i Havana, hvor han i dag bor i forstaden Mantilla.

Han er mest kendt for sine kriminalromaner, der er oversat til 10 sprog, blandt dem dansk.

Seks af hans bøger er udkommet på Sohns Forlag.

Hans seneste bog hedder “El hombre que amaba a los perros” (Manden, der elskede hunde) og er endnu ikke oversat til dansk.

Da den udkom i 2009, vakte bogen international opmærksomhed, fordi den er en nøgleroman om manden med isøksen, der myrdede Lev Trotskij i Mexico, og Stalins vold på den socialistiske utopi.

Padura har foruden sine fire bøger, der kaldes “Havana Kvartetten” udgivet “Adios Hemingway”.

Heri tager han livtag med den amerikanske forfatter, der boede i over 20 år i Cuba, og som modtog Nobelprisen i litteratur for “Den gamle mand og havet”.

I “Adios Hemingway” genfortæller Padura historierne om, hvordan Hemingway jagtede tyske ubåde ud for kysten og nød livet med tilrejsende gæster som Marlene Dietrich, Erroll Flynn og ikke mindst Ava Gardner, hvis sorte blondetrusser bliver et vigtigt rekvisit i kriminalromanen.

Padura er i dag er den mest læste cubanske forfatter.

Danske anmeldere har i kor sagt, at én af hans romaner er bedre end et læs svenske femikrimier.