Præsidentens gemmesteder

Afrika, Rwanda

Weekendavisen | 05.08.2011

Slagtehus. Rwandas præsident var bange for kupforsøg. Ikke uden grund. Han endte sine dage i april 1994 som offer for et komplot, hans kone var med i. ØjvindKyrø var den første journalist til at besøge præsidentpaladset under massakrerne i landet, og han var for nylig på genvisit i anledning af, at paladset omdannes til museum

Af Øjvind Kyrø

KIGALI – Udefra ligner det sig selv, det lille præsidentpalads ved lufthavnen. Men indvendigt er der sket mange ændringer, og udspekulerede arkitektoniske hemmeligheder er kommet for en dag. Bygherren, præsident Juvénal Habyarimana, frygtede en magtovertagelse, og det havde han indrettet sit palads efter.

 

Første gang jeg så det, var i maj 1994.

Rwanda var ét stort slagtehus, og FN havde beordret alle blå baretter ud. De eneste, der forsøgte at standse folkemordet, var Rwandas Patriotiske Front (RPF) – tutsi-oprørshæren, der havde holdt til i det nordlige naboland Uganda.

Godt en måned efter, at præsidentflyet var blevet skudt ned, og massakrerne var brudt ud, havde RPF erobret den østlige del af Rwanda, og jeg kørte gennem de øde egne. Det var ikke til at tro, at dette var Afriks mest befolkede land.

I løbet af to timers kørsel så jeg i alt 17 levende mennesker. Men jeg kunne lugte resten. De lå døde og stank i hytter, skoler, på markedspladser, i grøfter, på marker og i kirkerne. Dette var i sandhed »the killing fields«. Oprørshæren havde kæmpet sig frem til Kigali, og på vejen til frontlinjen traf jeg en ranglet, høj mand, der præsenterede sig som Paul Kagame.

Det var anføreren af RPF. Han sad i et forladt hus, som åbenbart var hans fremskudte hovedkvarter, og bød på noget frokost. I det fjerne lød der granatnedslag. Slaget om hovedstaden var i gang.

Efter at Kagame havde fået nogle beskeder over radioen, fik vi, en lille gruppe udenlandske journalister, lov til at fortsætte. Vi satte os ind i vores biler, og en presseofficer satte sig ind på forsædet ved siden af chaufføren. Han sagde ikke, hvor vi skulle hen.

Larmen fra bombardementet blev kraftigere; vi kom nærmere på hovedstaden. Pludelig svingede chaufføren ind gennem en port og zigzaggede sig frem mellem uniformerede lig, der lå strøet som kludedukker. Men de lugtede ikke. De var helt friske.

En stolt officer fra oprørsstyrken tog imod og fortalte, at nu var alle fjender døde, og vi kunne uden problemer få forevist denne kaserne, den største i Rwanda. Vi fik forevist krigsbyttet: masser af svære våben og ammunition.

Samuel Kaka, som officeren hed, gik slentrende gennem Kanombe Garnisonen, mellem ligene, nærmest som en landmand, der beser sine gyldne marker. Men pludselig ændrede sceneriet sig. Nu var der ikke militærbarakker på begge sider af vejen, nu var vi i en have med strålende blomster, der duftede, skyggefulde trækroner og fløjtende fugle.

Vi gik forbi en garage, hvor der stod et par hvide BMW-motorcykler. De plejede at eskortere præsidentens limousine, fortalte Kaka os måbende journalister.

Dette var altså præsidentpaladset. Det var ligesom garnisonen og lufthavnen blevet erobret få timer forinden.

Vi trådte nærmere og så et halvtomt svømmebassin, hvor et par kulørte baderinge drev rundt.

Fuglesangen i denne botaniske park blev kun afbrudt af mortérgranater, der blev skudt af eller eksploderede på den anden side af lufthavnen et par kilometer væk.

Feltherre Kaka gik tavs foran; intet tydede på, at han havde været her før. For enden af parken lå et stykke af den omkransende mur i ruiner. På begge sider af muren lå der forvredne metalstykker, en motor, en vinge.

Det var resterne af præsidentflyet.

Nedskydningen af præsidentens Falcon Mystère 50 havde været startskuddet til myrderierne.

Hidtil havde vi ikke vidst andet end, at flyet var styrtet ned nær lufthavnen.

Men det var altså faldet ned i hans egen have.

Vragresterne lå spredt i en ujævn vifte af et halvt hundrede meters længde, fra muren og op til svømmebassinet. Der lå flysæder, dørhåndtag, bøger og motordele. Men ingen lig. De måtte have været fjernet med pincet.

Det lille jetfly, som var en gave fra den franske præsident Francois Mitterrand, blev betjent af en fransk besætning på tre mand. Præsidentpaladset ligger for enden af lufthavnen – eller rettere: før landingsbanen.

Jeg fandt senere ud af, at netop som piloten havde lagt flyet ned i en vinkel på 11 grader og justeret indflyvningshøjden til 1.000 meter, blev det første missil afskudt. Det ramte vingen. Så kom det andet jord-til-luft missil hvislende og traf halepartiet. Maskinen blev forvandlet til en kugle af ild og eksploderede, da den ramte jorden.

Lettere rystet over at have set disse brutalt tydelige tegn på en begivenhed, der statistisk set nærmest ikke burde kunne indtræffe – at præsidentflyet var faldet ved præsidentens svømmebassin – gik vi op mod hans residens. Der var et hul i taget på størrelse med et cykelhjul. Måske hans lig havde gennemboret det? Ingen mennesker var at se ved bygningen, bortset fra Kaka og hans medfølgende soldater i gummistøvler.

Jeg prøvede at tage i håndtaget til hoveddøren; den var låst. Vi trådte et par skridt tilbage og gik om hjørnet, hvor der var et vindue med en knust rude. Jeg stak armen ind og haspede af, hoppede op og ind i et rum, hvor der var en bar. Den kunne opvise et pænt udvalg af flasker, blandt andet fransk pærebrændevin.

Det hele stod urørt. Her havde regeringshæren og dødspatruljerne ulig alle de andre steder i landet, jeg havde set, ikke stjålet noget under deres tilbagetog. Oberst Kaka havde åbenbart erobret lufthavnen, garnisonen og dette palæ med et overraskelsesangreb.

Og jeg var den første journalist, der kom ind i det.

 

NU er jeg her igen. Præsidentpaladset er anno 2011 ved at blive omdannet til museum, og generaldirektøren for Rwandas museumsvæsen, Alphonse Umuliisa, viser rundt.

I begyndelsen er det en skuffelse at følge ham gennem gemakkerne. I de store sale i stueetagen troner kun et par sofaer, intet andet. Væggene er udsmykket med en fotoudstilling over temaet »Frisurer i Rwanda gennem tiderne«. Da jeg kom første gang, var huset overlæsset af svulstige møbelarrangementer, nogle i simili-rokokostil, med glitrende prismelysekroner under lofterne og billeder af præsidenten på væggene.

I dag er det meste inventar væk. En af forklaringerne på det hedder Bizimungu.

Efter at RPF havde slået massemorderne på flugt og overtaget landet, blev Pasteur Bizimungu indsat som præsident og installeret her.

Han holdt i seks år. Så blev han afsat, og han tog en del ting med sig, selv nagelfast udstyr som for eksempel komfuret i køkkenregionen.

Til gengæld er der mange interessante ting, jeg ikke havde lagt mærke til ved mit første besøg.

I en høj kælder ligger der en lille natklubagtig bar med eget dansegulv. I rummet ovenover havde præsidenten et kontor, hvor han siddende bag et enormt skrivebord holdt audiens. Skrivebordet af mørkt tropetræ kom fra Congo; det var en gave fra præsidentens gode ven Mobutu.

Det er museets medarbejder, John Safari, der oplyser denne detalje om træet, ligesom han kan vise mig noget, jeg heller ikke opdagede første gang: en sladretrappe.

På første etage befinder sove-, bade-og børneværelserne sig. En tæppebelagt trappe fører derop. Under hvert trin sidder en sensor, som engang har virket. Når man tog et trin op, sagde en elektronisk dims en lyd. Hvert trin havde sin egen lyd, så præsidenten kunne høre, hvis nogen var på vej op ad trappen, og hvor langt vedkommende var nået.

 

VI kommer ind i præsidentens soveværelse. I maj ‘ 94 så hele huset ud til at være blevet forladt i hast. Skuffer og skabe stod åbne, alle dyre ting, smykker og penge var åbenbart blevet pakket ned – der stod kun parfume i en-liters flasker tilbage, ligesom den nybagte enke heller ikke havde nået at tage alt sit franske lingeri med.

Her i præsidentens soveværelse var der spejle i hovedgærdet på dobbeltsengen, som også var udstyret med indirekte lys, indbygget radio og båndoptager. Nu står der en helt anden seng, uden madras, men bordet ved siden af er der stadig. Det er et glasbord, der bæres af to elefantfødder – rigtige udstoppede elefantfødder med rynker og negle.

I soveværelset er der en dør ind til et stort badeværelse, som var til præsidentfruen. Når man kommer ind, viser det sig, at der er en diskret dør – som jeg skal have udpeget for at bemærke den – ind til nok et badeværelse. Til præsidenten.

Når de blev bygget sådan, var det navnlig for, at det inderste kunne bruges som beskyttelsesrum.

Hvis fjenden kom, ville denne – som jeg – ikke bemærke den dør, der førte til det inderste badeværelse.

Man tror umiddelbart, det er en dør til et skab.

I badeværelset står der et pengeskab med rum til flere slags valuta. Også det er tømt.

Den paranoide præsident havde udpønset flere gemmesteder på etagen. I midten af huset er der et rum, som ligner en dagligstue, hvor præsidenten og hans hustru kunne slappe af med deres børn, hvis værelser – med tilhørende badeværelser med jacuzzi – støder ud hertil.

Enden af stuen domineres af en væg af træpaneler, hvor der er indbygget en hylde til et stort fjernsyn. Men også dette panel gemmer en hemmelighed. Trykker man på et bræt til højre for fjernsynet, går en dør op til et skjult våbenskab. Og til venstre for fjernsynet er der på samme måde gemt en anden dør, som fører op til andensalen.

På denne måde kunne præsidenten flygte i sikkerhed – enten ud på badeværelset, eller gennem døren i panelet op på den øverste etage.

Men han havde ikke regnet med, at han gik i seng med sin værste fjende. Madame Agathe havde fået hele sin familie og alle sine venner ansat i ledende stillinger – formand for kaffeeksportrådet, i hæren, i banker, i Partiet – og de og førstedamen var parat til at begå mord for ikke at skulle dele magten med tutsierne.

De fandt, at præsident Habyarimana var for blød og havde givet for mange indrømmelser til RPF under fredsforhandlinerne, derfor skulle han ryddes af vejen, og nedskydningen kunne bruges som anledning til at begynde det planlagte folkemord.

 

OPPE på anden sal ligger der stadig gaver, der var blevet overrakt præsidenten. Men der var mange flere førhen. De er nu forsvundet, hvorhen ved ingen. Jeg så blandt andet et ur fra det egyptiske søværn, et gyldent fad fra chefen for den egyptiske våbenindustri og en stribe udstoppede jagttrofæer.

Nu ligger der kun et hoved af et rådyr. Den tyske inskription oplyser, at dyret er nedlagt i Rheinland-Westfalen, og at trofæet blev overrakt præsidenten i september 1987.

Heroppe finder man også præsidentfruens skønhedssalon med tilhørende badeværelse, der er smykket med gyldne armaturer og guldkanter på spejle, lampetter, toilet og håndvaske.

Madame Agathes lokaliteter fylder meget i huset; i stueetagen havde hun også sit eget kontor.

Førstedamen var den første til at blive evakueret af franske faldskærmstropper, da folkemordet brød løs. Hun blev fløjet til Paris og fik en kvart million francs i flygtningehjælp af den franske stat, som dengang blev ledet af præsidentparrets gode ven Francois Mitterrand. Han havde sammen med sin hustru Danielle sendt dem et varmt julekort, jeg dengang fandt på kaminhylden.

Først for nylig har den nye franske regering lovet at udlevere enkefru Agathe til retsforfølgelse i Rwanda, hvor hun er anklaget for at være en af de hovedansvarlige for planlægningen af folkemordet.

Ikke langt fra salonen ligger præsidentens fitnesscenter, hvor han også kunne få massage, og ved siden af motionslokalet er der et stort, bart rum. Det var et helligsted for ånder. Selv om præsidenten officielt var katolik, tilbad han her de gamle afrikanske ånder, og hans heksedoktorer kom og gik.

Går man over i den anden ende af etagen, er der et endnu større rum, hvor præsidenten havde sit private kristelige kapel med 24 stole og et alter. Her kom den romersk-katolske biskop og holdt messe for ham, og selveste paven var her også i 1990, da han besøgte Rwanda.

Denne etage er udstyret med sin egen udvendige trappe, så paven ikke skulle passere helligdommen for de afrikanske guder og studse over det.

Her på anden sal er der også et lille »rådslagningsværelse«, som kustoden kalder det, hvor præsidenten i fortrolighed kunne tale sammen med en minister eller en general. Væggene er isoleret, og vinduerne er lydtætte, så ingen kunne høre, hvad der blev sagt.

 

UDENFOR i haven er der tennisbaner og to svømmebassiner. Det ene var slangegård for en ti meter lang pytonslange, som præsidenten havde til at ligge og skræmme folk væk, fortæller kustoden, hr. Safari. Men efter at præsidentens fly var blevet skudt ned, forsvandt slangen.

Safari fortæller også, at da flyet styrtede, sad præsidentfruen i sit kontor, mens et af børnene befandt sig i et af bassinerne.

Det lyder mærkeligt, at der blev svømmet på dette tidspunkt. Flyet blev skudt ned klokken halv ni om aftenen, og da var det bælgmørkt.

Desuden har en chefanklager ved FN’s Krigsforbryderdomstol for Rwanda fortalt mig, at præsidentfruen ifølge vidneforklaringer sad i dagligstuen – ikke i kontoret – hvor hun havde en flaske champagne klar.

Siden flystyrtet er muren, der omkranser haven, blevet genopført, og i hjørnerne er der vagttårne. Kustoden kravler op ad trappen til et af tårnene og viser udsigten på den anden side af muren.

Dér ligger vraget stadig.

Nu er der kun få dele af maskinen tilbage – en motor, nogle hjul, en vinge og andre forvredne dele – og de er samlet uden for grunden.

»De kommende generationer skal vide, hvad der skete. Derfor passer vi på dem,« siger John Safari og nikker over mod vragresterne.

 

…………………………………………………………………………………………………………………………………………..

 

Derfor blev flyet skudt ned

 

Præsidentflyet blev skudt ned om aftenen den 6. april 1994, da Juvenal Habyarimana var på vej hjem fra en fredskonference i nabolandet Tanzania.

Hvem der affyrede de to missiler, er fortsat en gåde, men det var efter alt at dømme præsidentens familie, hans hustru iberegnet, der havde planlagt og organiseret folkemordet, der én gang for alle skulle gøre det af med tutsierne. De så med frygt på, at præsidenten, en hutu, var ved at indgå en fredsaftale om magtdeling med oprørshæren RPF, som bestod af flygtede tutsier – mindretalsgruppen af Rwandas befolkning.

Det var Paul Kagame, som i dag er Rwandas præsident, der på RPF’s vegne forhandlede sig frem til, at tutsi-officerer skulle have halvdelen af militærmagten. Tutsierne udgjorde 15 pct. af befolkningen, og da landet blev uafhængigt i 1962, og flertallet af hutuer fik magten, brød forfølgelser ud. Mange tutsier flygtede til nabolandet Uganda. Her voksede en ny generation af tutsier op, som ville tilbage til Rwanda. Men de måtte ikke.

Rwanda var i forvejen overbefolket, sagde præsident Habyarimana. Tutsierne i eksil, der havde dannet deres oprørshær RPF, forsøgte flere gange at invadere Rwanda. De ville tilbage og krævede desuden et flerparti-system og pressefrihed.

Hele verden kunne se, at situationen var uholdbar; derfor skulle der indgås en fredsaftale mellem hutu-regeringen og tutsi-oprørshæren.

Det var sådan en fredsaftalekonference, præsident Habyariama havde været til, da han ville hjem med sit lille jetfly.

Han havde inviteret sin kollega fra Burundi, den nyindsatte hutu-præsident Cyprien Ntaryamira, med om bord. Alle de 12 mennesker om bord omkom.

Efter nedskydningen blev RPF beskyldt for at stå bag attentatet, og folkemordet brød løs. Hen ved 1.000.000 mennesker blev myrdet i løbet af 100 dage.