Rio på egen risiko

Brasilien, Latinamerika

Berlingske Tidende | 15.01.2005

PAS PÅ: Alle personer i denne reportage er blevet overfaldet og røvet. Alligevel siger de, at man bør tage til Rio. Man skal blot følge nogle enkle forholdsregler

Af Øjvind Kyrø

Det vakte opsigt, da 24 turister i løbet af en weekend blev overfaldet og røvet, fortrinsvis af bander af drenge og unge mænd. Det skete før jul, og en af turisterne, en japansk kvinde, måtte indlægges med livsfarlige stiksår.
   Årsagen, til at overfaldene kom på avisernes forsider, var ikke, at vold og røverier er usædvanlige hændelser i Rio, men at det i den grad gik ud over turister. Og i fjernsynet kunne man se en amatør-optagelse af en bande unge, der angreb turister ved højlys dag.
   Rio er en af verdens mest voldelige byer med 50 mord om året pr. 100.000 indbyggere, men de fleste mord finder sted i slumkvartererne, som huser en femtedel af byens seks millioner indbyggere, og hvor skyderier mellem tungt bevæbnede narko-bander eller mod politiet hører til nattens uorden. Så hvorfor blev turister pludselig overfaldet i sådan en grad?
   De fleste peger på, at de unge mænd, der havde fast job som »hvide bude« for narkogrossererne, er blevet arbejdsløse, fordi politiet har foretaget en offensiv mod narkohandlerne. Derfor er de unge begyndt at overfalde turister, indtil tingene falder tilbage i den sædvanlige gænge i slumkvartererne, hvor det er narko-gangstere, der normalt hersker.
   »Det påvirker mig ikke personligt, for det er en vane for mig at kigge mig omkring, og hvis der står en gruppe gadebørn på fortovet, går jeg over på det andet,« siger Morten Hellberg, der er direktør for Oticons afdeling i Brasilien. Han har boet i Rio i otte år og er blevet røvet én gang. Derimod passer han og konen bedre på deres fem børn:
   »Mine børn bliver altid kørt fra sted til sted, og den ældste på 12 år, som elsker friheden hjemme hos sine bedsteforældre i Danmark, siger nu, at han hellere vil bo et andet sted. Vi tager ikke børnene ud om aftenen, vi ringer hellere til en restaurant og får maden bragt.«  Morten Hellberg mener, at voksne »bør tage til Rio, mindst en gang i livet.« Men det forudsætter, at man ikke holder på hat og briller, men lader dem blive hjemme.
   »Det er ofte selvforskyldt, når turister bliver overfaldet. De skal lytte til advarslerne og lade være at gå rundt med smykker, kameraer og dyre ure. Og om aftenen skal de tage en taxi hen til den natklub eller sambaskole, de vil besøge.«

Jordens sødeste mennesker

Elisabeth Lessa er chef for Europæiske Rejseforsikrings afdeling for Latinamerika, der har kontor i Rio. Når det gælder Brasilien, har hun i år haft 1.900 sager, og den dominerende del af dem har handlet om maveonde og ørepine, mens kun fire procent har drejet sig om tyverier eller røverier i Rio. Dette beskedne antal gælder ikke kun danskere, men også svenskere, finner, nordmænd, hollændere og tyskere, der har tegnet rejseforsikring i selskabet.
  »Jeg har boet i Rio i 19 år, og kun ét år blev jeg røvet, men til gengæld skete det også otte gange i løbet af det år,« siger Elisabeth Lessa og spørger:
   »Hvor er det i øvrigt trygt at rejse hen? Til Bali, til Thailand? De allerfleste kommer til Rio og er lidt utrygge, men rejser glade herfra, fordi de har oplevet jordens sødeste mennesker. Hvor i hele verden kan to millioner mennesker samles, uden der finder en eneste politianmeldelse sted, sådan som det sker hver nytårsaften, når halvdelen af Rio mødes på stranden iført hvidt tøj for at hilse det nye år velkommen?«
   »Problemet med skandinaver er, at de hurtigt bliver fulde og glemmer at lægge mærke til, hvad der foregår omkring dem,« siger hun.
   »Den anden klassiker er, at de »søde piger« som regel har en bagmand, som ikke er så sød. Men alt i alt har Rio så meget fantastisk at byde på, at man bør besøge byen – men hvis man er ræd, bør man tage til Lapland.«

Se på dig selv med tyvens øjne

Tyve og røvere er fornuftige folk. De risikerer nødigt at begå kriminalitet med mindre, der er udsigt til et udbytte. Så hvis man ser på sig selv ud fra en tyvs synspunkt, er faren ringe.
Alex Petersen har i 40 år arbejdet i Brasilien som eksportør af kaffe og er blevet røvet tre gange, og hver gang var det hans bil, der var byttet: »Det kalder på røverne, hvis en turist går rundt med dyre ure eller smykker. Man skal leve, ikke frygte, og blot man tager sig i agt, er der ikke nævneværdig fare ved at besøge Rio.«
   Man udgør en fare både for sig selv og andre, hvis man promenerer rundt i byen med attraktive ting. Anders Hansen, som for godt et år siden blev udstationeret i Rio som chef for rederiet Norden, har oplevet ét røveri: »En aften ved Copacabana-stranden overfaldt fem drenge min kammerat, fordi han gik rundt med et dyrt ur og en guldkæde. Han havde været FN-soldat og troede, at ingen turde gå i lag med ham. Men det gjorde de, og to af dem passede mig op, så jeg ikke kunne blande mig i røveriet.«
   Jan Sørensen, der leder rejsebureauet »Bananí Eco Tour,« og som i over 40 år har boet i Rio, er blevet røvet to gange: »Man skal se på et røveri som en skat, man undertiden desværre undertiden må betale, for her eksisterer der ikke noget socialt sikkerhedsnet. Hvis man med det samme giver røverne sine penge, kan man som regel slippe uskadt, for her sker volden ikke for voldens skyld. Derfor skal man altid huske at have nogle penge i lommen, som man kan give dem, for ellers kan røverne blive aggressive, hvis man vitterligt ingen penge har på sig. Og endelig skal man huske på, at de fleste forbrydelser finder sted i slumkvartererne.«
   Ingeniør Knud B. Bach, som i fem år har arbejdet i Brasilien som chef for Aalborg Industries, nåede lige at kaste sig ned på bagsædet og slap med at blive skudt gennem armen, da hans chauffør for nylig forsøgte at slippe væk fra en røver, der blokerede vejen. De havde efter et museumsbesøg kørt ad en »smutvej« for at undgå myldretiden. I dag kører Bach rundt i biler med tykke, skudsikre vinduer og tager ingen smutveje. »Det er vigtigt at være forsigtig og ikke se rig ud,« siger han. »Man skal bo på et hotel med en sikkerhedsboks på værelset, man skal have lidt penge på lommen, så en røver ikke går forgæves bort, og man skal ikke have kreditkort på sig, for så kan man risikere at blive kørt fra den ene hæveautomat til den næste kørt med en pistol i ryggen, indtil kontoen er tom.«
   Ifølge politiets seneste statistikker blev der i 2003 anmeldt 12.500 røverier i Rio. Samme år besøgte 1,5 millioner udenlandske turister byen, og hvis man regner med, at de fleste af dem havde en rejseforsikring og derfor anmeldte røveriet, bliver facit, at 0,83 procent af de udenlandske turister blev udsat for et overfald.

Nye feriemål sætter rekord

Rio er berømt for sin underskønne beliggenhed mellem smaragd-grønne bjerge og hvide strande, hvor skopudserdrengen ligger side om side med millionæren og nyder livet. Denne idyl skyldes, at den rige mand ikke har noget på sig, som er værd at stjæle.
Men turister, der glemmer de elementære forholdsregler, er i fare. Skal man absolut have et kamera med i byen, bør man stikke det ned i en indkøbspose fra et supermarked, for ingen tyv ville drømme om, at man gemmer kostbarheder dér.
   Hotelejerne langs de berømte strande i Rio – Copacabana og Ipanema – har højlydt kritiseret politiet, fordi de går glip af indtægterne fra de mange turister, der bliver skræmt væk af den ny bølge af overfald.
   Politiet har svaret med at love at indsætte en større styrke, blandt andet i form af betjente, der er klædt ud som turister med kameraer på maven. Resten patruljerer i uniform og militærpolitiets særlige »turist-bataljon« møder man allerede ved ankomsten i lufthavnen. I en folder oplyser denne del af ordensmagten, at »vi er til Deres tjeneste for at give Dem en eksklusiv beskyttelse« ved de vigtigste turistattraktioner.
   Under skyggefulde baldakiner på stranden troner her og der en enlig betjent, men ellers er det svært at få øje på den lovede forstærkning. Men det undrer ingen, for politiet i Rio er kendt for at være gennemsyret af korruption og kan kun præstere en opklaringsprocent på syv.
   »De fleste turister rejser ikke længere til Rio, men flyver med charter til badestrandene nordpå, til Recife, Fortaleza og Natal, hvor der er mere fredeligt,« siger Elisabeth Lessa.
   Takket være disse nye turistmål besøgte 4,9 millioner turister Brasilien i 2004, og det er flere end nogensinde. Derved blev der også sat rekord for indtægterne ved turisme: 22 milliarder kroner.