Slagtehuset Rwanda
Politiken | 20.04.1994
Af Øjvind Kyrø
Først da bilen kom nærmere, kunne man se, at det var en kvinde.
Hun stod midt på vejen med armene bredt ud. Kjolen var blå, og øjnene var ved at springe ud af deres huler. Sveden perlede ned ad hendes ansigt, der på samme tid tryglede om hjælp og var forvredet af rædsel.
Hun rørte sig næsten ikke, stod bare stivnet midt på asfalten. Et ryk i rattet, og hun var passeret.
Længere henne ad vejen stod en klynge af mænd med spyd og jog dem ned i manden, der bevægede sig for hvert stød. Han gjorde ingen modstand. Om lidt ville de sikkert give hende samme behandling.
Slagtehuset Rwanda havde bredt sig helt ned til det allersydligste af landet.
ET SLAGTEHUS
Så kom vejspærringen. To træstammer tværs over asfalten. Seks-syv mænd med bue og pil, macheter og spyd omringede bilen. Anføreren, en midaldrende mand med grå krøller, kiggede vildt ind på dens indhold af tre hvide mennesker, der brutalt adspurgt oplyste, at de skulle besøge hjælpeorganisationen ‘Læger uden Grænser’ i Butare, den tidligere kolonihovedstad for det belgiske Rwanda-Burundi, der lå en snes kilometer længere nordpå.
Hvad hverken militsen eller de hvide vidste var, at ‘Læger uden Grænser’ dagen før var flygtet fra landet. Ingen hjælpeorganisationer turde arbejde mere i det infernalske blodbad, som blev vildere og vildere.
Militschefen bød bilen vende om. En af hans krigere stod med hænderne indsmurt i blod og lænede sig op af bilen. Deres blikke bød. Men penge fandt nåde for deres hadefulde øjne. De havde drukket eller var i trance.
Hvad der svarer til 120 kroner skiftede hænder med begærlighed.
Den ene træstamme blev flyttet fra asfalten. Bilen kunne køre videre.
På vejen mod Butare vandrede grupper af mænd med spyd og macheter.
Ansigterne var fortrukne, kun enkelte gange blev vinkene fra de venligt hilsende hænder mekanisk gengældt.
Røgen fra brændende hytter på de grønne frodige høje trak et gråligt spor op mod himlen.
BELGIERE TORTERET
Butare lå fuldstændig forladt. Øde og tom. Butikkerne var spiret til, husene havde skodder for. Men for hver 300 meter stod soldater ved vejspærringer. Alle skulle se pas. Nogle rodede bilen igennem.
Det var præsidentgarden, genkendelige på deres sorte baretter, der var kommet hertil. Det var dem, der i forrige uge havde myrdet ti belgiske FN-soldater, fordi de forgæves prøvede at beskytte Rwandas premierminister efter attentatet på landets præsident.
Først lod de belgiske soldater sig afvæbne, derefter skar garderne deres hæle over, så de ikke kunne flygte. Lidt efter blev de snittet i armene med bajonetter, så de forblødte. Til sidst blev deres kønsdele skåret over og proppet i munden på dem.
Den venligste af de sorte baretter ved vejspærringen, sergent Lucien, lød forstående, da han blev fortalt om truslerne mod de tilrejsende journalister ved den private militsvejspærring. Men ingen eskorte, ingen bistand blev tilbudt. Logisk nok.
Militserne udfører det beskidte arbejde med at slå tutsier ihjel. Ingen forstandig militærperson ville hindre dem i at tjene lidt penge ved siden af på forbipasserende.
Og pressefolk, hvad skulle de her? Militsfolkene kunne alligevel ikke læse eller skrive. Blodorgiet i staten var heller ikke noget at prale af.
Især ikke, fordi tutsirebellerne nordfra dagligt erobrede terræn. I går var regeringshæren begyndt at udlevere Kalashnikov-geværer og håndgranater til hutu-mænd ned til 12 år.
KÆMPER FOR AT DRÆBE
En konvoj af syv hvide Volvo-lastbiler og to jeeps fra Det Internationale Røde Kors rullede langsomt gennem Butare.
Den havde siddet fast i hovedstaden Kigali i fem dage. Først i dag, da regeringshæren tilbød eskorte – det vil sige en bil med en halv snes soldater i – forsøgte Røde Kors at komme ud, ned til Burundi.
Det tog seks timer – dobbelt så lang tid som normalt – at tilbagelægge de 170 kilometer fra Kigali til grænsen, for 57 gange blev konvojen standset.
Ved adskillige vejspærringer var det på et hængende hår, at chaufførerne fik lov til at slippe igennem for de civile bonde-militser. De eskorterende soldater havde hverken kontrol over dem eller lyst til at passer deres arbejde og intervenere, når de machete-bestykkede hutuer truede.
Forleden var over 30 lokale Røde Kors-medarbejdere blevet myrdet – det største antal i organisationens historie. Og det felthospital med 600 senge, som var opstillet i Kigali ved siden af Røde Kors’ hovedkvarter havde ikke mange patienter. Kun cirka 45.
Når man kæmper, er det for at dræbe.
Der er ikke mange sårede i denne krig.
SPEEDER GENNEM VEJSPÆRRING
Den øverstbefalende i byen havde ikke tid til at tale med journalister, blev der meldt på hovedkvarteret. Han havde travlt.
De overlevende ministre og den midlertidige præsident, som havde rykket deres regeringssæde til Butare, var der ikke tid til at opsøge.
Dagen gik på hæld, og for hver minut, der gik, blev militssoldaterne mere fulde, mere hadefulde, mere lystne på at udnytte deres magt.
Rattet og bilen blev vendt mod Burundi.
Alle vejspærringerne, som de sorte baretter havde opstillet i Butare, blev besøgt nok engang i omvendt rækkefølge. Mistroiske blikke overalt.
Pas og bilens papirer blev undersøgt hver gang.
Cirka ti kilometer fra grænsen var de i gang med at opstille en ny vejspærring.
Seks-syv krigere havde lagt en frisk, stor gren ud over den ene halvdel af vejbanen.
Så snart de fik øje på bilen, der nærmede sig med høj hastighed, smed de en anden gren ud for at blokere.
Speederen blev trykket mod bunden af bilen. Mændene sprang til side med vrede råb. Fotografen på bagsædet, der fra et dusin reportagerejser i Bosnien er vant til skyde våben lagde sig ned. Men grenene blev uden et sekunds forsinkelse brækket over af den 13 år gamle Toyota Carina, venligst udlånt af bartender Albert i Bujumburas største hotel Novotel.
Og de kasteskyts, som blev afsendt mod det chokoladefarvede køretøj, ramte ikke.
‘ALDRIG IGEN’
Så kom den igen. Vejspærringen med de vilde militskrigere. Nu var deres antal fordoblet. De sad på træstammerne, og bilen var for lav til at forcere dem, og passagererne endnu for humane til at dræbe, selv om de var skræmt til døde og vidste, at menneskeliv stod i ufattelig lav kurs her på denne tid af dagen.
Vel havde de dagen forinden hørt BBC-holdets beretninger om deres køretur fra Kigali gennem Butare og til grænsen, der alle endte med konklusionen: ‘Jeg vil aldrig gøre det igen’ – men de britiske pressefolk havde mest talt om strækningen fra Kigali til Butare, så derfor havde Toyota’ens passagerer regnet med, at det sidste stykke fra Butare til grænsen ville være relativt sikkert.
Men blodbadet havde bredt sig til de yderste grænser af Rwanda.
Der stod og sad de så, omkring 20 mand ialt. Macheterne blev hævet, spyddene rejst. Så snart bilen standsede, blev den omringet. Deres blikke, deres blikke. Hadefulde, afsindige, forrykte, uden forståelse for andet end deres eget forehavende.
De ruskede i håndtagene, bankede på vinduerne, alle råbte, alle ville have penge.
Anføreren, den gråkrøllede, var om muligt endnu mere drukken af sprut eller blod. De ville have penge til at drikke for.
Der var ikke flere lokale penge at give ham, og tilbudet om amerikanske dollar kom bag på ham. Efter nogen skænderi blev militssoldaterne enige om at acceptere de grønne sedler.
Men dette at anføreren fik udleveret værdipapirer fik begæret til at vokse hos alle de andre. Deres aggression steg mod pressefolkene i den brune bil.
Anføreren befalede endelig en gammel, hadefuld mand, som var den eneste tilbage på træstammerne, til at fjerne den ene. Møjsommeligt, uendeligt langsomt blev en smal sti åbnet, og speederen ramte igen gulvet, og bilen skød forbi krigerne, der til det sidste prøvede at åbne bilens døre, usikre på om de fik del i rovet.
De to fotografer fik ikke taget et eneste billede. Enhver dokumentation ville have været døden.
Mens solen sænkede sig bag de grønne høje og deres grå røgfaner, anduvede bilen grænsen til Burundi. Ligene i grænsefloden, som dagligt er blevet observeret, var ikke til at øjne. De var revet væk af den kraftige strøm.