Tirana: Han maler byen rød
Jyllands-Posten| 30.09.2005
September 30, 2005 – Jyllands-Posten
Albaniens hovedstad Tirana forvandles i disse år fra sovjetisk beton til en by med kulør. Cafeer skyder op, det vrimler med dyre biler og livet leves, men ikke alle er lige begejstrede for borgmesteren
Af ØJVIND KYRØ, Jyllands-Postens udsendte medarbejder
Tirana
Hvad gør en 36-årig kunstmaler, der bliver borgmester for en grim by?
Han maler den ikke alene rød, men lavendelblå og solskinsgul og limegrøn og pink og hvad der ellers frisker op og forskønner. Og farverne danser i striber og geometriske figurer på facaderne.
Resultatet udeblev ikke. Edi Rama blev Albaniens mest populære politiker, og en britisk komité kårede ham sidste år som verdens bedste borgmester.
Da Albanien i 1991 som det sidste land i Europa blev sit kommunistiske regime kvit og fik valgt en regering med den døde diktator Enver Hoxhas livlæge i spidsen, blev statuerne af Stalin og Hoxha væltet, og tilbage stod Tirana i sit grå, triste betonslum af sovjetisk brutalarkitektur.
Den forarmede landbefolkning styrtede til hovedstaden og slog sig ned på al den ledige jord, de kunne få øje på. Parker og anlæg blev besat, og bredderne langs floden Lana, der løber gennem byen, blev ét langt slumkvarter. Byen voksede fra en kvart million til trekvart million indbyggere.
Edi Rama var heldig. Han havde fået et kunstnerlegat, nød livet i Paris og skrev hver uge en artikel hjem til et dagblad om, hvordan Albanien tog sig ud fra udlandet. Og han lagde ikke fingrene imellem.
Det gjorde to lejemordere heller ikke. Da Edi Rama i 1997 var hjemme for at besøge sine forældre, kvitterede de to hyrede stimænd for kunstnerens upolerede meninger om pstatsministerræsident – Sali Berisiha og hans regering ved at banke ham bevidstløs med to blystænger, indtil de mente, at han var død. Men Edi Rama vågnede og stavrede hen til en fotograf og bad ham tage billeder af sig, før han tog videre til sygehuset.
Den forhenværende livlæges regering faldt senere det år, først og fremmest fordi den havde kastet størstedelen af befolkningen ud i økonomisk ruin ved at opfordre borgerne til at investere deres penge i pyramideselskaber. Da selskaberne krakkede, udbrød et massehysteri, og NATO måtte intervenere med soldater for at undgå en borgerkrig.
Året efter blev Edi Rama udnævnt til kulturminister, og to år senere blev han valgt til borgmester af Tirana.
Men angrebene fra den detroniserede Sali Berisha hørte ikke op. Da Edi Rama i 2003 stillede op til genvalg, forsøgte Berisha at sværte ham til med beskyldninger om narkosmugleri, terrorisme, hvidvaskning af penge, og hvad han ellers kunne finde på af grov kriminalitet.
Edi Rama fik med store røde bogstaver malet anklagerne ned på bannere af stof og svøbt om rådhuset i bedste Christo-stil.
God 1. april fra doktoren, kaldte han sin happening.
Dansk design i Tirana
Edi Rama blev genvalgt, men det gjorde Sali Berisha også i år. I begyndelsen af september indtog Berisha atter estolen i n toppost, nu som pstatsremiermministeriet.
Edi Rama stønner sagte og begraver ansigtet i sine store hænder, da han hører spørgsmålet: Hvilket forhold regner du med at få til den genvalgte statsminister, når han førhen har prøvet at få dig myrdet, og du har gjort ham til grin?
»Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad,« svarer borgmesteren. Efter en pause tilføjer han: »Jeg håber, at regeringen har andre mål end at lægge hindringer i vejen for Tiranas bystyre. Jeg har aldrig anset vores forhold for at være personligt, men et forhold mellem to politiske modstandere, og det er åbenlyst, at jeg ikke bryder mig om hans politik.«
Bortset fra marmorgulvet er alt rødt i borgmesterkontoret på anden sal, som han selv har bygget og indrettet; stole, borde, vægge. En apsis blev sat på rådhuset, og i reoler og i montrer ligger hædersbevisninger fra hele verden, og væggene er prydet af et panorama-foto af det gamle Tirana. I et hjørne står et bur med to skildpadder, der får foder serveret i to askebægre. »Skildpadder er godt for min astma,« kommenter Rama, mens han viser rundt og som en besat sender sms’er.
En by som lærred
Edi Rama har altid travlt. Men hans resultater er også synlige. Hans første aktion var at rydde slumkvartererne og plante 4.000 træer, så græs på nye anlæg og parker, ansætte effektive skraldemænd og lyse byen op. Først med gadelygter, for kun 78 fungerede, dernæst med at male bygningerne. Det er private sponsorer, der har betalt for kamuflering af de grimme bygninger, bedyrer han, ikke en øre er brugt af byens budget.
Kritikere beskylder ham for at bruge Tirana som sit eget lærred. Men det stemmer ikke. Edi Rama har bedt gode kunstnere designe mønstre på husene, bl.a. danske Olafur Eliasson, og Henning Larsens tegnestue vandt i år en arkitektkonkurrence om et af 10 tårne, der skal stå omkring hovedstadens fornemste plads, Skanderbeg, og projekteringen er i fuld sving. Tårnene bliver Tiranas obelisker, siger Edi Rama.
Mafiapenge hvidvaskes
Tirana er blevet en rejse værd. Der er flere caféer her end i København, hvilket ikke siger noget om befolkningens hang til kaffe, men mere om den albanske mafias behov for at hvidvaske de formuer, den tjener i udlandet på prostitution, narkohandel og tyveri af Mercedes-biler. Her i Europas fattigste hjørne er syv ud af 10 biler af det eksklusive, tyske mærke.
Men Edi Rama vil ikke sammenligne Tirana med Paris eller nogen anden by. »Vores situation og historie er en ganske anden. Tirana er en by, som alle danskere skulle besøge, for især nordboere vil føle sig tilpas her – dels på grund af middelhavsklimaet, dels på grund af det erotiske kaos, man finder her: farverne, de smukke piger, de mange Mercedes’er. Og man kan have en masse sjov for en overskuelig sum penge. Desværre er det stadig dyrt at flyve til Tirana, fordi der endnu ikke kommer så mange, det er næsten som at skulle til Månen, men når folk begynder at strømme til, falder flypriserne.«
Den populære borgmester føler, at det nærmest er som at skifte køn at gå fra kunst til politik, men han har gjort det for at sætte sit præg på Tirana og udnytte den nyvundne frihed. For det var forfærdelige tider førhen, husker han.
Edi Rama voksede op, efter at Enver Hoxha i 1961 havde brudt med Sovjetunionen og i stedet allieret sig med Maos Kina, som han på samme vis tog et opgør med i slutningen af 1970’erne. Religion var strengt forbudt, kirker og moskeer blev omdannet til tobaksfabrikker og sportshaller, og den eneste sande tro udgik fra den stalinistisk inspirerede diktator.
I al hemmelighed fik Edi Ramas mor ham døbt, og hun hviskede aftenbønnen for ham.
Den erotiske saxofon
»Da jeg gik i gymnasiet, og landet var helt isoleret, og al kultur fra det 20. århundrede var forbudt, var et af ofrene saxofonen, fordi det blev anset for at være imperialismens instrument. Derfor var alle saxofoner, der fandtes her i landet, gemt væk. Jeg havde hørt om saxofonen, men aldrig set én, for dengang var der kun én tv-kanal, og den var statslig. Andet kunne vi ikke se,« fortæller Edi Rama.
»En dag spurgte en af mine venner: Vil du se en saxofon? Det var som at blive inviteret på bordel. Man var teenager og anede intet om sex, bortset fra nogle plagende drømme om natten.
Vi var fire, der tog med ham hjem. Hans far var musiker, og han havde skjult saxofonen i et skab, der havde tilhørt hans afdøde mor.
Min ven tog sin farmors tøj op af bunden af skabet, stykke for stykke. Det var som at klæde en kvinde nøgen, og til sidst lå den der, saxofonen. Jeg rørte ved den, og rent faktisk rørte jeg ved kroppen på en saxofon, før jeg rørte ved en kvindes. Det var fantastisk.
Så begyndte han at spille, men meget lavt, for det var jo som at skjule en fjende i huset, og hvis det blev opdaget, kunne der ske alvorlige ting. Men da jeg for første gang hørte lyden af en saxofon var det, som når en kvinde siger: Jeg elsker dig, tag om mig.«
Edi Rama smiler ved mindet.
Større fristelser end i Bibelen
Edi Rama blev valgt som verdens bedste borgmester foran konkurrenter fra Athen, Rom, Mexico By og København, fordi hans aktioner er så adrætte og overraskende. Han arbejder i døgndrift, og han er efter sigende en af de få politikere, der ikke beriger sig på systemets bekostning. Der findes næppe et europæisk land, hvor politikerne og deres håndplukkede embedsværk er så kendt for korruption, som Albanien.
»Vi har store problemer med korruption, men sådan er det i et land, der gennemgår en overgangsperiode, og som ikke har stærke institutioner, der kontrollerer hinanden. Jeg tror ikke, at danske embedsmænd på grund af deres gener eller natur er ærlige, og at albanske embedsmænd på grund af deres natur eller gener er korrupte; det skyldes systemet. Hvis man ansatte Jesus Kristus på det kontor her i byen, hvor folk skal have deres kørekort, ville han blive udsat for fristelser, der langt overgår dem, han blev udsat for i Bibelen. Sådan er det. Det gælder om ikke at sætte folk i en situation, hvor de bliver fristet, og de må ikke arbejde i en institution, der kontrollerer sig selv.«
Selv tjener Edi Rama 9.800 kr. om måneden, og han plejede at bo i en lille toværelses lejlighed sammen med sin kone. Men en aften for fire år siden hvislede en snigskyttes kugle ind i køkkenet og var blot en meter fra at ramme hans kone. I dag bor de i en lukket gård uden udsigt til gaden. Og han bliver altid ledsaget af en livvagt.
Edi Rama er – som han selv siger – blevet en »realist, der drømmer«.
——————
Blå bog
Edi Rama
Født i Tirana for 41 år siden
Basketballspiller på det albanske landshold
Billedkunstner af uddannelse
Boet i Paris 1995-1998
Kulturminister i Fatos Nanos socialistiske regering 1998
2000 valgt til borgmester i Tirana
2004 kåret som Verdens bedste borgmester (se www.worldmayor.com)
Leksikon
Albanien
Areal: 28.748 km2 (Danmark ca. 43.000 km2)
Indbyggertal: 3,56 mio. indbyggere (anslået juli 2005) (Danmark 5,3 mio.)
Hovedstad: Tirana – ca. 300.000 indbyggere
Møntfod: 1 lek = 0,06 kr. (juli 2005)
Befolkningsgrupper: Albanere 95 pct., grækere 3 pct., andre 2 pct.
Religion: Muslimer 70 pct., ortodokse 20 pct., katolikker 10 pct.
Statsform: Republik
Statschef: Præsident Alfred Moisiu (siden 24. juli 2002)
Regeringschef: Premierminister Sali Berisha (siden september 2005)
Historie: Efter osmannernes nederlag i Balkankrigene 1912-13 oprettedes fyrstendømmet Albanien i 1913. Under Første og Anden Verdenskrig blev landet besat af flere af de krigsførende parter, og i 1946 udråbtes Den Albanske Folkerepublik under ledelse af Enver Hoxha, der isolerede landet som en planøkonomisk, stalinistisk inspireret stat. Ved Hoxhas død i 1985 indledtes en moderat reformkurs, og efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 tog demokratiseringen af det politiske liv yderligere fart, og en tilnærmelse mod markedsøkonomi iværksattes. Landet har siden 1991 været afhængigt af nødhjælp og har bl.a. fået økonomisk hjælp af Danmark.
I 1992 fik Albanien en handels- og samarbejdsaftale med EU, men landet regnes fortsat for et af Europas fattigste.
Kilde: CIA World Fact Book