Vinter ved Nilen
Berlingske | 14.01.2006
Egypten: Aga Khan, Agatha Christie, Winston Churchill og Francois Mitterand hører til dem, der har overvintret i Aswan med udsigt til Nilen
Af Øjvind Kyrø.
Hvor flyver fuglene hen, når Danmark burde være lukket? Flyver de til Madeira, Lanzarote, De Kanariske Øer?
Nej, sanglærken og sangdrosselen flyver til Afrika, til Nubien, og storken mellemlander her.
Når frosten bider, og mørket synes evigt, så følg fuglene.
Her er der varmt og solrigt, for Nubien ligger midt i verdens største sandkasse, Sahara, og om natten kan man sove med åben dør ud til balkonen, så man vågner til fuglenes sang og en underskøn udsigt over Nilen.
Nubien eksisterer egentlig ikke mere, for det mytiske folk blev flyttet og deres land oversvømmet, da Aswan-dæmningen i tresserne blev bygget. I dag bor mange nubiere i Aswan, som markerer den nordre del af det tabte rige, og til ære for dem blev der i 1997 indviet et glimrende museum, for, som den egyptiske kulturminister skriver i forordet til udstillingskataloget, “at bevare en stor civilisation, som har meget at fortælle os”.
Spadserer man rundt i Det Nubiske Museum, ser man, at de var fremragende håndværkere og gode ved kvinderne, for der er utallige halskæder og øreringe med det fineste filigran af guld, smukt designede parfumeflakoner og praktiske beholdere til kohl. Og smukt vævede klæder med poetiske indskrifter som “For den, der kan se det, er jeg månen”.
Et kvarters kørsel fra museet kan man gå ombord i en motorbåd, der sprinter ud over Nasser-søen, der blev resultatet af oversvømmelsen, og ud til Isis-templet Philae, som er blevet flyttet og genrejst på en højtliggende ø.
Her, som ved alle andre attraktioner, er der i overflod af svært armerede politibetjente til at beskytte turisterne, og selv på søen tøffer såmænd også en båd med “vandpoliti” rundt. Siden attentatet sidste år i Sharm-el-Sheik på Sinai-halvøen har frygten for nye terroraktioner holdt mange fra at rejse til Egypten, og det kan landets største industri, turisme, smerteligt mærke.
Jordens smukkeste?
Vi er mange, der elsker at komme til Aswan om vinteren. Den stenrige Aga Khan kaldte Aswan for det smukkeste sted på Jorden, men det er noget overdrevent. Desværre kan man ikke diskutere sagen med ham mere, for han ligger begravet i sit smukke mausolæum i “de dødes rige”, som vestbredden af Nilen kaldes, og fra ens balkon på østsiden af den hastigt strømmende flod kan man se solen sænke sig ned over det mindesmærke, han satte over sig selv.
Agatha Christie er også gået bort, og det var her på Cataract Hotel, hun forfattede bestselleren “Døden på Nilen“. Winston Churchill kan man heller ikke drøfte sagen med, han, der som ungt menneske nød livet her. Det samme gælder arkæologen Howard Carter, som slappede af her efter sine sensationelle fund af Tut Ankh-Amon nordpå i Kongernes Dal. Endelig valgte også præsident Francois Mitterand for ti år siden at rejse til Aswan og tilbringe en kort stund af sin livsaften her på Cataract Hotel og nyde varmen og skønheden med sin elskerinde og deres voksne barn, få uger før han døde af kræft.
Der er to afdelinger af Cataract Hotel, den gamle og dyre, og den ny og billige. Hvis man bor i den skyskraber, som den ny afdeling består af, har man adgang til de samme faciliteter som dem, der bor i den lave og ældste bygning, nemlig swimmingpool og ikke mindst “terrassen”, hvor man har det mest fantastiske vue over Nilen, især når solen går ned, og en af de nubiske tjenere serverer en tiltrængt “sundowner” i form af en gin-tonic. For vel er Egypten et muslimsk land, men ikke så meget, at man ikke kan få alkohol.
Landet er oven i købet begyndt selv at producere vin, og i verdens smukkeste restaurant – den ligner en moske indvendigt – som tilhører hotellet og hedder 1902 (opkaldt efter det år, da den første, lille dæmning blev indviet), får man stukket et vinkort i hånden, hvor der udelukkende står egyptiske vine på listen. Beder man om et udvidet vinkort, begynder priserne ved 500 kr. for en flaske fransk rødvin, der ville koste en tiendedel hjemme i SuperBrugsen.
Man skal være meget positiv og umådelig nysgerrig for at bestille en ny flaske egyptisk vin, når man har prøvet den første. Det samme gælder maden. Man skal ikke tage til Aswan for at frådse i gastronomiske lækkerier.
Let at falde i staver
Det er let at falde i staver, når man sidder og ser ud over Nilen.
De smukke sejlskibe – felukkaer – med trekantet sejldug og høj mast har krydset op og ned adfloden i umindelige tider her fra Aswan og op til de store trekanter ved Cairo – pyramiderne.
Da Herodot kom til Egypten som turist i år 430 før Kristi fødsel, var pyramiderne lige så gamle, som Colosseum i Rom er det for os i dag, og hjemme i det høje Nord var vore forfædre i færd med det teknologiske mammutspring, det var at gå fra bronze- til jernalder.
Selv om muslimske erobrere og især de kristne før dem har været hidsige med at udradere egypternes sindrige verden af guder med dyrekroppe fra templerne, er så meget bevaret, at man nemt kan forestille sig, hvordan det hele har set ud, hvis man klemmer øjnene halvt i. Fra Cataract Hotel har man også udsigt til Elefantine-øen, hvor nye fund er i færd med at blive restaureret og genopført af arkæologer fra hele verden. Øens navn kommer af, at den var handelsstation for nubiske sælgere, der opmagasinerede elfenben her.
Bag Elefantine ligger en lille fredfyldt ø, der blev givet til den britiske krigshelt Lord Kitchener som tak for hans indsats i Sudan, og som han indrettede til botanisk have. For et par år siden kunne man også bese et par bure med aber, der havde purpurfarvede testikler, men de er blevet forflyttet til den zoologiske have i Cairo, oplyser den stedlige opsynsmand. Den 750 meter lange Lord Kitchener-ø er smykket med træer og andre vækster, som Kitchener importerede fra hele verden, og eksotiske fugle har slået sig ned langs de smukke havegange og synger mod den blå himmel.
Solnedgang med felukka
“Vi sejled op ad Nilen, vi sejled nedad igen… ” synger Shaban på fejlfrit dansk, mens han krydser Nilen i sin felukka. Takket være mange danske turister, der har taget turen nordpå til Luxor med ham som kaptajn, kender han det sære, svære sprogs muntre sange. Og ikke mærkeligt, for det er mange gange sjovere at sejle med felukka end med et af de luksuøse “shit-ships”, som Shaban kalder de 270 krydstogtskibe, der årligt fragter to millioner turister frem og tilbage mellem seværdighederne, og som efterlader regnbuefarvede oliepletter og plasticaffald i deres høje kølvand.
En eftermiddag i december, hvor det er 31 grader tør varme, og hvor temperaturen i Cataracts pool måler 27 grader, sejler Shaban ned til dæmningen, der forsyner hele landet med elektricitet, og som har skabt den sø, der har begravet hans forfædres land.
På den sidste ø før dæmningen bor hans storebror, og med den lokale, udstrakte gæstfrihed serverer han hibiskus-the for sine danske besøgende og viser sin køkkenhave frem, hvor der står en buket af forskellige frugttræer.
Selv om hans hus er bygget i den årtusindgamle, traditionelle stil, er det udstyret med moderne bekvemmeligheder som rindende vand, badeværelse, et køkken med el-komfur, og fra hans lille udsigtshytte kan man nyde den glødende solkugle, der tyst går ned over ørkenen og nu spreder sit lys for folk i den vestlige del af verden.